Skip to content
Nyheder

Nyhedsbrev januar 2020

FOKUS: Genforeningsjubilæet 2020
I foråret 2020 bliver 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark markeret med forskellige events og aktiviteter landet over. Danske Taler har indgået et samarbejde med Genforeningen 2020 om at indsamle taler og skabe opmærksomhed omkring vores projekt.
NYE TALER: Nytårstaler, juleprædikener og borgmestertaler
Nytårsaften 2019 talte en forkølet Dronning Margrethe om klimakrise, ensomhed og antisemitisme. Dagen efter satte Statsminister Mette Frederiksen fokus på udsatte børn i sin nytårstale. Begge taler er at finde i vores arkiv. 
Vi har samlet en række juleprædikener fra juleaften 2019. Du kan blandt andet læse prædikener af Mikkel Wold, præst ved Marmorkirken i København, og Peter Fischer-Møller, biskop ved Roskilde Stift.  
Danske Taler har igangsat et projekt, som vi kalder “Borgmestertaler”. Her har vi skrevet ud til landets 98 borgmestre og efterspurgt deres bedste taler i et forsøg på at skabe en større geografisk spredning i vores arkiv. Vi modtager løbende taler om alt fra havneudvidelsen af Skagen Havn og Majtræsfest på Strynø. 
 
NYT OM DANSKE TALER: Pressebetjening og ny medarbejder
Traditionen tro bød årsskiftet på nytårstaler, en spændende genre, der kan siges meget om. DanskeTaler udlagde da også genrens kendetegn og værdi i tv og dagblade.
Pr. 1. februar får vi en ny kollega i Danske Talers sekretariat. Tine Mosegaard er blevet ansat som akademisk medarbejder. Hun kommer fra film- og festivalbranchen og skal blandt andet stå for at udvikle og afvikle demokratistyrkende projekter og derudover deltage i den daglige drift.


KONTAKT OS: Mangler vi en tale?
Hvis du har holdt eller hørt en tale, som du mener bør være tilgængelig for offentligheden, er du velkommen til at sende talemanuskriptet til kontakt@dansketaler.dk eller kontakte formand Jesper Troels Jensen på +45 2367 2000.