Tak for invitationen til at tale her i dag.
Og tak til Nina Lilienvald og Freja Steg Knudsen
Og tak til Nina Lilienvald og Freja Steg Knudsen
Jeg håber at se jer på sygeplejerskeuddannelsen!
Det er fedt at få lov at tale om, hvorfor jeg synes sygeplejefaget er værd at vælge.
For jeg synes jo at sygeplejefaget er det helt rette valg, og jeg ville vælge det igen, hvis jeg skulle.
Men det er ikke alle, der tror på det.
***
”Du taler faget ned”
Det har jeg tit fået at vide. At det skulle være os i fagforeningerne, som er skyld i, at der ikke er nok unge, der vælger en uddannelse på erhvervsskolerne eller professionshøjskolerne.
At problemet er, at vi taler om de problemer, der er på arbejdspladserne.
Jeg er simpelthen lodret uenig.
Det er da arbejdsvilkårene, som er problemet! Det kan vi ikke bare lukke øjnene for.
Det vil vi ikke. For de dårlige arbejdsvilkår og den for lavere løn forsvinder jo ikke som dug for solen fordi vi ikke taler om det.
Derfor insisterer vi på at tale om det. Derfor kæmper vi for at gøre arbejdet som sygeplejerske, tømrer, elektriker, pædagog attraktivt.
Alle jer der er mødt op i dag. Alle jer der er medlemmer af jeres fagforening. Alle jer der er tillidsrepræsentanter for jeres kolleger. Alle de unge, som er med i lærlingeoprøret.
I kæmper for ordentlige forhold. For forhold som gør fagene muligt.
Når vi taler om vilkår, der ikke er ordentlige, så tager vi jo netop ansvar for at skabe bedre rammer for fremtidens unge og et bedre samfund.
Det er den kamp, vi markerer i dag.
Som vi har gjort det mange gange før.
***
Jeg dykkede lidt ned i historien om 1. maj, da jeg blev inviteret til at tale her.
I dag er det 125 år siden, at de første kvinder talte til 1. maj i Fælledparken. Olivia Nielsen og Andrea Brochmann.
De talte om kravet om en 8-timers arbejdsdag og om lige betaling for lige arbejde.
125 år efter fylder arbejdstid og ligeløn stadig meget.
Det betyder ikke, at vi ikke har opnået noget de sidste 125 år. Tværtimod.
37-timers arbejdsuge, ferie, øremærket barsel til begge forældre, er bare nogle af de sejre, vi har opnået i fagbevægelsen.
Jeg tror Olivia og Andrea ville være stolte over at vi har fortsat kampen – og stadig kæmper.
***
Men der er stadig brug for vores kamp!
Det viser regeringens bortskaffelse af fridagen på Store Bededag helt tydeligt.
Det mærker vi også lige nu inden for professionsuddannelserne.
For regeringen arbejder lige nu på en reform af professionsbacheloruddannelserne.
Vi har hørt, at de overvejer at forkorte uddannelserne.
Som med Store Bededag og så meget andet er forklaringen arbejdsudbuddet. De vil have sygeplejerskerne, socialrådgiverne, bioanalytikerne hurtigere ud på arbejdsmarkedet.
Det kan jeg godt forstå – for der er brug for dem
Men det er en lappeløsning at skære på uddannelsen.
Opgaverne i sundhedsvæsnet og resten af velfærdssamfundet kræver mere og mere viden – ikke mindre.
Vi har ikke brug for kortere uddannelser.
Vi har brug for et arbejdsmarked, som de unge kan se sig selv i – ellers er der ikke nogen arbejdskraft, Mette Frederiksen.
Men de unge vender ryggen til vores fag, hvis løn og vilkår ikke lever op til deres forventninger.
Og det kan godt være, at du, Mette Frederiksen har en forventning om at vi skal arbejde mere.
Men de 900 tomme stole der har været i klasselokalet på sygeplejerskeuddannelsen de sidste par år, taler deres tydelige sprog.
For det er ikke kun tomme stole, men det betyder også at arbejdskraften udebliver – og at manglen på sygeplejersker ikke forsvinder.
Det er samme billede på de andre velfærdsuddannelser.
Det problem løser vi ikke ved at forringe uddannelsen. Men ved at forbedre løn og arbejdsvilkår!
***
Derfor kommer jeg med en helt klar opfordring til regeringen i dag:
Hold fast i de gode uddannelser vi har, og brug kræfterne der, hvor de trænger til et løft.
Hvis I lader gode uddannelser og arbejdsvilkår tale for sig selv – så behøver vi andre ikke tale fagene op.
Så kommer de nye generationer også til at vælge vores fantastiske, forskellige fag. HELT AF SIG SELV.
***
For 125 år siden afsluttede Olivia Nielsen sin 1. maj-tale med at sige: ”Når Kvinderne har lært at slutte sig til Organisationerne, da vil deres Krav med det samme være gennemført”.
Sådan er det ikke heeelt gået.
Vi kvinder har heldigvis lært at slutte os til vores faglige organisationer. Men vi har stadig et par krav tilbage.
Så jeg vil slutte af med at sige: Olivia og Andrea, kampen fortsatte og vi fortsætter.
Fortsat god 1.maj!