11,4; 11; 10,9. Det er adgangskravene til henholdsvis international business, psykologi og arkitektur på Københavns Universitet.1
For mig virker det som nogle absurd høje tal. Men for nogle er det den karakter de skal præstere før de har lov til at drømme.
For mig virker det som nogle absurd høje tal. Men for nogle er det den karakter de skal præstere før de har lov til at drømme.
I gymnasiet bliver dit karaktergennemsnit en valuta, der bestemmer hvad dine drømme kan være.
Men hvad siger det tal egentlig om dine evner?
Mon ikke der er nogle der bliver overset, glemt eller ligefrem klemt i gymnasiets karakterræs?
Skal en dårlig periode i 1.g, et hårdt brud med kæresten i 3.g, eller en matematiklærer, der bare ikke taler dit sprog, få lov til at definere hvad du må og kan drømme om?
…
En rapport af stressramte unge viser at over halvdelen af unge kun føler sig gode nok hvis de får topkarakter på deres uddannelse.2 Vores generation er i den grad mærket af et forventningspres.
En rapport af stressramte unge viser at over halvdelen af unge kun føler sig gode nok hvis de får topkarakter på deres uddannelse.2 Vores generation er i den grad mærket af et forventningspres.
Undervisningsministeriet har defineret 12-tallet som: ”den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler”
”ingen eller få uvæsentlige mangler”. De ord har på en måde sat sig fast i mig. Frygten for at lave fejl er utroligt genkendelig for mig. Den frygt for at komme til at lave en fejl eller at afsløre en væsentlig mangel, der kommer til at koste den flygtige topkarakter.
I mit hoved er topkarakteren blevet til en form for spil hvor det egentlige mål bliver at vide hvad ens lærer gerne vil høre. I stedet for at skolen handler om læring og at forbedre sig selv, handler det i høj grad om at undgå fejl. Jeg kan mærke at jeg sidder og bliver mere og mere forsigtig i timerne.
Jeg tænker nogle gange over hvor mange, der mon bliver ved, med at turde tage chancer i et system hvor en topkarakter gives til præstationen med ”ingen eller få mangler”. Jeg er i hvert fald bange for at det ikke længere er mig. I stedet sidder jeg og prøver at regne min lærers irriterende ledende spørgsmål ud. Jeg prøver at finde den passage i tekstbogen som jeg ved de gerne vil høre. Frygten for at fejle er desværre begyndt at fylde mere end lysten til at præstere.
…
Vi har altid fået at vide at der aldrig har eksisteret så mange muligheder før. Vi får at vide at der er så mange åbne døre. Måske er det bare mig, men det virker som om mange af de døre har en stor lås på sig. De kræver en nøgle, som du kun kan få hvis du passer ind i boksen og præsterer. Så for mig giver god mening at så mange af os stræber efter de her topkarakterer og stræber efter ”ingen eller få uvæsentlige mangler”.
Og selvfølgelig giver det også god mening at have en målestok for vores faglige præstationer. Det er svært at tage en uddannelse. Man skal være dygtig og gøre sig umage. Det giver sig selv. Det giver dog ikke sig selv at den målestok skal blive til så stort et pres.
Det pres der ligger på ungdommen skal ændres. Det er ikke holdbart at så mange os knækker under uddannelsessystemet. Karakteren er for mig blevet et symbol på et upersonligt system. Det er blevet forkert at træde ved siden af og det kan man se på vores generation.
Jeg mener at der skal lægges mere vægt på den modige præstation fremfor den præstation ”med ingen eller få uvæsentlige mangler” Jeg håber at I vil tænke over om den modige præstation er noget i lægger vægt på. Hos jer selv, hos jeres børn eller hos jeres elever.
For vi skal være mere opmærksomme på hvad vi lader definere vores drømme. Vi skal slet ikke definere hvad andre kan drømme om. Når vi har et system der definerer vores drømme for os, er der noget fundamentalt galt.
