Dit, mit og alle andres
Hvis du nogensinde er blevet spurgt ”Hvor bor du?”. Så ved du nok at det er et ganske ligetil spørgsmål at svare på. Dog er der jo faktisk mange svar at svare.
Jeg bor i en lejlighed, i et hus, på en gade, i et kvarter, en by, i en kommune, på en ø, i et land, på et kontinent. Alle disse svar kan være relevante i hver deres situation. Men det jeg aldrig vil have brug for at fortælle er, at jeg bor på jorden. Det gør vi nemlig alle sammen.
Vi er 8 milliarder, 28 millioner, 600 og 9 tusinde og 400. Vi har ting til fælles. Og vi er meget forskellige.
Men vi bor alle sammen på den samme klode.
Det tror jeg, at vi sommetider glemmer. Jeg tror vi glemmer hvilke konsekvenser vores handlinger har, og i hvilken grad vores beslutninger påvirker vores medmennesker. Jordens medbeboere.
Jeg synes det er et problem at mennesker kun er noget værd, hvis de har samme farve pas som os selv. Jeg er træt af at vi kun har øje på vores egne udfordringer.
På de sidste 100 år er jordens gennemsnitstemperatur steget med næsten 1 grad.
I Danmark kan vi mærke voldsom regn, storme og tropenætter. Men vi har endnu ikke rigtig kunnet mærke hvad klimaforandringerne kommer til at betyde. Der er andre der ikke, er lige så heldige som os. Eksemplerne bliver flere og flere, og mere og mere alvorlige.
For 3 år siden oplevede Australien skovbrande som aldrig før, grundet de høje temperaturer og tørke. Millioner hektar land blevet ødelagt, tusindvis af hjem er gået tabt, og 35 personer har ladet livet.
Siden d. 6. februar i år har tusindvis af mennesker mistet livet i Syrien og Tyrkiet efter en række jordskælv har jævnet ubegribeligt store områder med jorden. Jordskælv er ikke en del af vores dagligdag i Danmark, men det er de for nogle. Ja, for rigtig mange.
Jeg synes alle disse store tal er svære at forstå, så derfor prøver jeg at sige til mig selv, det er mennesker af kød og blod det drejer sig om.
I 2015 krydsede 1,2 millioner mennesker Middelhavet i forsøget på at nå til Europa. Samme år døde ca. 5500 mennesker under flugt. De flygtede fordi deres hjemlande var ubeboelige.
Fordi internationale magtkampe, religiøse stridigheder og interne politiske konflikter får lov at vokse sig store.
Vi kan nok ikke undgå disse situationer. Hele menneskets historie er præget af krig. Men vi kan tage et ansvar. Et ansvar for de mennesker der udelukkende på grund af deres placering i verden, er tvunget til at flygte.
Lige nu er der ikke rigtig nogen, der ser dem på flugt som deres ansvar. Det gjorde vi ikke i 2015 og det tvivler jeg på vi gør, når der ifølge FN’s flygtningeråd, kommer flere hundrede millioner klimaflygtninge inden 2050 og banker på Europas døre.
Hundrede af millioner er meget svært at forstå, og derfor prøver jeg at spørge mig selv, hvad hvis det var mig? Hvad ville jeg håbe mine medmennesker ville gøre? Jeg håber at jordens medbeboere ville lukke mig ind, give en chance, tage noget ansvar. Vi bliver bare nødt til også at gøre noget, når det ikke kun handler om os selv eller vores naboer.
Vi er 8 milliarder, 28 millioner, 600 og 10 tusinde og 334. Det er vores fælles ansvar, at de 934 børn der er født siden jeg gik herop, ikke skal sulte og flygte. At deres hjem ikke brænder eller oversvømmes. Kloden er ikke kun dit og mit hjem, den er vores allesammens. Den er vores allesammens hjem.
Hvis du nogensinde er blevet spurgt ”Hvor bor du?”. Så ved du nok at det er et ganske ligetil spørgsmål at svare på. Dog er der jo faktisk mange svar at svare.
Jeg bor i en lejlighed, i et hus, på en gade, i et kvarter, en by, i en kommune, på en ø, i et land, på et kontinent. Alle disse svar kan være relevante i hver deres situation. Men det jeg aldrig vil have brug for at fortælle er, at jeg bor på jorden. Det gør vi nemlig alle sammen.
Vi er 8 milliarder, 28 millioner, 600 og 9 tusinde og 400. Vi har ting til fælles. Og vi er meget forskellige.
Men vi bor alle sammen på den samme klode.
Det tror jeg, at vi sommetider glemmer. Jeg tror vi glemmer hvilke konsekvenser vores handlinger har, og i hvilken grad vores beslutninger påvirker vores medmennesker. Jordens medbeboere.
Jeg synes det er et problem at mennesker kun er noget værd, hvis de har samme farve pas som os selv. Jeg er træt af at vi kun har øje på vores egne udfordringer.
På de sidste 100 år er jordens gennemsnitstemperatur steget med næsten 1 grad.
I Danmark kan vi mærke voldsom regn, storme og tropenætter. Men vi har endnu ikke rigtig kunnet mærke hvad klimaforandringerne kommer til at betyde. Der er andre der ikke, er lige så heldige som os. Eksemplerne bliver flere og flere, og mere og mere alvorlige.
For 3 år siden oplevede Australien skovbrande som aldrig før, grundet de høje temperaturer og tørke. Millioner hektar land blevet ødelagt, tusindvis af hjem er gået tabt, og 35 personer har ladet livet.
Siden d. 6. februar i år har tusindvis af mennesker mistet livet i Syrien og Tyrkiet efter en række jordskælv har jævnet ubegribeligt store områder med jorden. Jordskælv er ikke en del af vores dagligdag i Danmark, men det er de for nogle. Ja, for rigtig mange.
Jeg synes alle disse store tal er svære at forstå, så derfor prøver jeg at sige til mig selv, det er mennesker af kød og blod det drejer sig om.
I 2015 krydsede 1,2 millioner mennesker Middelhavet i forsøget på at nå til Europa. Samme år døde ca. 5500 mennesker under flugt. De flygtede fordi deres hjemlande var ubeboelige.
Fordi internationale magtkampe, religiøse stridigheder og interne politiske konflikter får lov at vokse sig store.
Vi kan nok ikke undgå disse situationer. Hele menneskets historie er præget af krig. Men vi kan tage et ansvar. Et ansvar for de mennesker der udelukkende på grund af deres placering i verden, er tvunget til at flygte.
Lige nu er der ikke rigtig nogen, der ser dem på flugt som deres ansvar. Det gjorde vi ikke i 2015 og det tvivler jeg på vi gør, når der ifølge FN’s flygtningeråd, kommer flere hundrede millioner klimaflygtninge inden 2050 og banker på Europas døre.
Hundrede af millioner er meget svært at forstå, og derfor prøver jeg at spørge mig selv, hvad hvis det var mig? Hvad ville jeg håbe mine medmennesker ville gøre? Jeg håber at jordens medbeboere ville lukke mig ind, give en chance, tage noget ansvar. Vi bliver bare nødt til også at gøre noget, når det ikke kun handler om os selv eller vores naboer.
Vi er 8 milliarder, 28 millioner, 600 og 10 tusinde og 334. Det er vores fælles ansvar, at de 934 børn der er født siden jeg gik herop, ikke skal sulte og flygte. At deres hjem ikke brænder eller oversvømmes. Kloden er ikke kun dit og mit hjem, den er vores allesammens. Den er vores allesammens hjem.
