Kirsten Brosbølls tale ved plantning af blodbøg i Odder

Indledning
Kære alle sammen …

Da jeg var på jeres alder, boede vi i Balle, og jeg cyklede ad Ballevej – lige herhenne – når jeg skulle til og fra Parkvejens Skole, eller senere når jeg skulle i gymnasiet. 

Det var hårdt arbejde – op og ned af Ballebakken hver eneste dag. Det var ikke altid sjovt, men jeg skulle jo i skole.

Sidste år var det 200 år siden, at Danmark fik undervisningspligt, og vi fik mulighed – og pligt til at gå i skole og lære. 

Det har I sikkert fejret, og 200 år er lang tid, men det er ikke evigt, og det er ikke alle steder.

Malala
I Afghanistan bor en pige, som hedder Malala Yousefzai. Hun er også glad for at gå i skole. Hun cykler dog ikke, men hun tager bussen. 

Da Malala var 17 år gammel, stoppede Taleban hendes skolebus, de gik ind med deres maskingeværer, og de skød hende i hovedet. 

Hun lå mange måneder på hospitalet, og hun overlevede. 

Taleban skød hende, fordi hun insisterede på, at piger skal have lov til at gå i skole. 

Sidste år vandt Malala Nobels Fredspris og gav den videre til alle, der går i skole. Malala sagde, at prisen var til alle dem, der går i skole. Det er jer.

Mange steder i verden må man stadig kæmpe for at komme i skole – for at lære, så man kan blive til noget større – så man kan vokse. Det kan vi i Danmark, og det skal vi være glade for. 

Det er i den anledning, at jeg er blevet bedt om at plante den her blodbøg. For at markere 200 året for undervisningspligten i Danmark 

Blodbøgen
Ude i svinget på vej mod Ørting står et gammelt egetræ. Der er nogen, som siger, at det er mange hundrede år gammelt. Det betyder, at det træ stod der, før undervisningspligten, før kvinderne fik lov at stemme, og før der var demokrati i Danmark.

Jeg håber, at den her blodbøg også vil stå her om mange, mange år og minde folk om, hvordan verden engang så ud.

Træet her er en blodbøg, og vi planter den her midt på plænen – ikke inde i skoven blandt de grønne bøgetræer. 

Det er der et godt budskab i: Vi skal turde at være anderledes. Vi skal turde at stå alene. Vi skal turde at vokse os store.

Det gjorde Malala, men det gælder både drenge og piger. For vi fejrer også noget andet i år. I år er nemlig 100 år siden, at kvinderne fik valgret i Danmark. Det er kun 100 år siden, at kvinder fik lov til at stemme.

Afslutning
Jeg står kun her, fordi jeg fik lov til at gå i skole – det gav mig mulighed for at få en uddannelse. 

Og jeg står kun her, fordi nogle kvinder for 100 år siden kæmpede for, at alle kvinder skulle have valgret – det gav mig mulighed for at blive minister.

Vi skal være glade for det, vi har. Vi har alle sammen lov til at lære, og vi kan være med til at bestemme. Det skal vi kæmpe for, at vi kan blive ved med.