Deres Majestæt, hr. Borgmester, kære venner,
Den 6. Oktober 1943, på min 12 års fødselsdag, stod mine forældre, min bror og jeg her på denne strand på en kold efterårssaften. Vi var en lille og en meget tavs gruppe frihedskæmpere og danskere med nok jødiske aner til ikke at turde blive i Danmark.
Vi gik ud af en lille badebro, der lå, cirka hvor vi står i dag, til en jolle der blev roet ud til den ventende fiskerbåd, efter at den første jolle viste sig at være defekt og sank til stor bekymring for os alle. Men vi kom ud i en anden jolle, og fiskekutteren sejlede os i zigzag til Hven og til friheden på en tur, der normalt varer tre kvarter men den nat varede 2 timer. Vi skulle undgå tyske fartøjer …
På turen lå vi i lasten, og ved siden af mig lå en modstandsmand, skolelærer fra Sakskøbing, der fortalte mig historier under overfarten. En stor trøst var det …
Det er umuligt for os i dag at forestille os den situation – her i trygge Danmark, men det var ramme alvor for os og så mange andre, nazisterne ønskede at sende til koncentrationslejrene.
Modtagelsen i den lille svenske by, Kirkebakken, glemmer jeg aldrig. En svensk Lotte i grå uniform hjalp os op af båden og sagde de fortryllende ord: "Välkomna til Sverige!" fulgt af et "vil du ha et stycka chokolad?"
Den velkomst står så levende for mig, som var det i går – og det er nu 78 år siden.
Siden da har jeg altid forbundet ordet "Sverige" med frihed. Også ordene "England", "Amerika" og "amerikanerne" var magiske ord med associationer til frihed og befrielse.
Så her foran Per Arnoldis stærke og smukke skulptur af den jolle der reddede så mange liv, sender jeg taknemmelige tanker til
* vore venner der med risiko for eget liv gjorde flugten mulig,
* til fiskerne der sejlede os til friheden og til
* Sverige, der åbnede deres hjerter for os og gav os muligheden for at overleve
TAK Deres Majestæt og tak Per Arnoldi.
