Glædelig 1. maj! Jeg ved, I har lyttet til mange taler efterhånden, og at I nok også har smagt på mere end en fadøl i løbet af dagen. Jeg håber, I vil lytte til min tale alligevel, for jeg har altså gjort mig ret umage med den.
“Hvad husker du bedst fra din tid som ungarbejder?” I de her dage laver Danmarks Socialdemokratiske Ungdom en kampagne for at få flere unge til at tage et fritidsjob. Og det er da også en meget fin idé, det der med fritidsjob. Jeg kan personligt ikke blive forarget over, at nogle unge skipper lektierne for at tage på arbejde – faktisk vil jeg kun opfordre flere til at gøre det, for det, man lærer på arbejdsmarkedet, er nogle gange vigtigere end det, man lærer i skolen. Men der er en ting, der for os i Rød-Grøn Ungdom er langt vigtigere end at flere tager et fritidsjob, og det er, at de unge, der tager et fritidsjob, har ordentlige rettigheder og værdige arbejdsvilkår.
For mens jeg swiper igennem de unge socialdemokraters Instagram-stories, der på stribe fortæller om de fedeste år i deres liv nede i supermarkedet, og som troligt romantiserer det at være ung på arbejdsmarkedet, så tænker jeg tilbage på min egen tid som ungarbejder. Fra købmanden på Fejø til madboderne i Tivoli her i København, er det ikke stoltheden, ansvaret og den økonomiske frihed, jeg husker bedst. Det, jeg husker bedst, er sexchikanen, de ubetalte prøvevagter og chefer, hvis respons til en nervøs sygemelding var: “Hvor syg er du? Kan du stå?”
Alt sammen erfaringer, jeg helt ærligt godt kunne have været foruden. Og det værste ved dårlige arbejdsforhold er, at det altid rammer én specifik gruppe: Dem, der ikke har råd til at sige op.
Voksne mænd, der udnytter unge kvinder og chefer, der forskelsbehandler og udnytter deres medarbejdere, hører ikke kun de yngste til. Mobning og krænkelser følger med ind i det voksne arbejdsliv. I år har 3F kunnet fortælle flere historier om unge, kvindelige lærlinge som fx tømrerlærlingen Sofie, der på sin læreplads blev chikaneret af de mandlige kolleger, der satte hende på plads og fortalte hende, at “piger bare skal have pik og skrælle kartofler”. Tømrermesteren kunne ikke være mere ligeglad – hans konklusion på sagen blev, at virksomheden i hvert fald aldrig skulle have en pige som lærling igen.
3F har også kunnet berette, hvor svært det er at være minoritetsdansker på arbejdsmarkedet. Selvom hele samfundet skriger på flere faglærte, kunne struktørlærlingen Nirmal fra EUC Sjælland som den eneste i sin klasse ikke finde en læreplads, selvom han fik bedre karakterer end alle sine hvide klassekammerater. Og da 3F sendte to journalister undercover for at teste lærestederne, blev det tydeligt som en refleksvest på en byggeplads: De fiktive lærlinge, Martin og Mohammed, der var lige gamle, havde samme uddannelsesbaggrund, gik på samme skole og sendte ansøgningen til boliggiganten Jeudan med to timers mellemrum, fik helt forskellig respons. Mohammed fik at vide, at der ikke var flere lærepladser hos Jeudan. Martin blev ringet op tre gange og blev indkaldt til et møde via Google Calendar. Nej tak til Mohammed.
Om det gælder ungarbejdere som mig, der blev udsat for seksuel vold af sine overordnede, om det gælder kvinder som Sofie, der bliver kaldt “kælling” og “sæk” af sine mandlige kolleger, eller om det gælder folk som Nirmal, der ikke kunne få en læreplads, fordi virksomhederne ikke vil have brune lærlinge, så skal vi som arbejdere have deres ryg.
Vi skal gøre op med diskrimination på arbejdspladserne.
Det er et fælles ansvar.
Det er et solidaritetsprojekt.
Og det handler ikke kun om den enkeltes ve, vel og værdighed i arbejdslivet. Det handler om vores samfund. Vores fælles fremtid. Vi har brug for, at mennesker har lyst til at bidrage til fællesskabet. Det er nødvendigt, hvis vi vil redde vores velfærdssamfund og sætte en stopper for klimakrisen. Og det skal vi. For her i Danmark koster klimanølet os allerede dyrt, og det syge velfærdssystem koster allerede menneskeliv. Og fuldstændig ligesom med dårlige arbejdsforhold, så går begge dele mindst ud over dem, der har rigeligt og mest ud over dem, der har mindst.
Når lønnen og arbejdsforholdene i det offentlige er tynde som hospitalsdyner, masseflygter sygeplejersker, portører og SOSU-assistenter, forståeligt nok, over i det private. Vi ser dem sjældent igen, det bliver sværere at rekruttere nye velfærdsarbejdere, og dem, der har flere komplikationer end sygeforsikringer, efterlades til liv i smerte og tidlig død.
Når regeringen hellere vil give landbruget kunstigt åndedræt til de segner end de vil tilbyde grøn omskoling og jobgaranti, lader de vandet løbe selvom karret for længst er fyldt og efterlader særligt faglærte og ufaglærte arbejdere i stor usikkerhed omkring deres jobsituation. Vi skal ikke tolerere nogen af delene. Vi skal i stedet rykke tættere sammen og kæmpe for røde rettigheder i en grøn fremtid. Og dét kræver også en styrket solidaritet arbejderne imellem.
For vi kan alle sammen blive enige om, at vi har brug for, at flere tager en velfærdsuddannelse. Vi kan også alle sammen blive enige om, at vi har brug for flere faglærte, hvis vi skal skabe den grønne omstilling. Men vi kan ikke bebrejde nogen for at holde sig væk fra fag, hvor de ved, de vil blive set ned på.
Vi kan ikke bebrejde kvinder for at holde sig væk fra fabrikkerne, når de ved, at der hænger porno i omklædningsrummet. Vi kan ikke bebrejde mænd for at holde sig væk fra børnehaverne og sygehusene, når samfundet som helhed ser ned på mænd, der påtager sig omsorgsarbejde. Vi kan ikke bebrejde minoritetsetniske danskere, der siger SOSU-jobbet op, fordi årtiers hetz mod en hel befolkningsgruppe har gjort det helt ok, at de mennesker, vores SOSU-assistenter forsøger at hjælpe og pleje skælder dem ud for at eksistere og smider dem ud af deres hjem. Og vi kan ikke bebrejde unge for ikke at ville tage et fritidsjob, hvor de får serveret dårlige vilkår og chikane for 60 kroner i timen.
Vi har øvet os i at organisere os og kræve overenskomster i mange, mange år. Det skal vi blive ved med. I kampen om bedre løn, ret til barsel og mere ferie ved vi godt, vi skal stå sammen mod de rigeste og kræve vores værd. Nu skal vi øve os i at skabe et mere sammentømret arbejdsmarked, hvor vi passer på hinanden. For ligesom med vores overenskomster, så kan vi ikke regne med, at overklassens venner i regeringen har vores ryg. Vi kan heller ikke regne med, at direktørerne og cheferne har vores ryg. Men vi kan have hinandens ryg – og det skal vi kunne regne med. Unge som gamle. Nye danskere som dem, der har været her længe. Kvinder, mænd og alt derimellem. Vi fortjener værdige arbejdsliv. Vi fortjener at være en del af fællesskabet.
På denne 1. maj vil jeg minde jer om at passe på alle jeres kolleger og kæmpe for hinandens rettigheder og ligeværd på arbejdsmarkedet. For selvom vi har fejret 1. maj i mere end 100 år, er der ikke blevet mindre at kæmpe for. Vi har stadig en verden at vinde. Rigtig god kampdag!