Kære kammerater,
Nu vil jeg få mange af jer ophidsede.
Forestil jer, at I hver dag står op, gør jer klar og går på arbejde. Måske er I endda registreret som selvstændige erhvervsdrivende og overholder alle skatte- og momsregler.
Men hvis der nu opstår problemer på arbejdet, står I helt alene. Der er ingen fagforening eller a-kasse, der kan hjælpe jer, fordi I ikke har lov til at være medlemmer. I er ikke dækket af arbejdsretlige love, og jeres ret til ligebehandling bliver groft krænket. I er overladt til jer selv, og det er endda ulovligt for andre at hjælpe jer.
Jeg ville ønske, at dette var en beskrivelse af arbejdslivet før fagbevægelsen sikrede alt det, vi fejrer i dag. Men desværre er det ikke tilfældet. Det er den barske virkelighed for en branche i dag: sexarbejdernes.
Socialdemokraterne har sovet i timen og forsømt en af de vigtigste arbejderkampe. Det skal vi ændre på nu. Derfor er det afgørende, at vi afskaffer rufferiparagraffen.
For lad mig slå en ting fast: Sexarbejdere vil ikke "reddes" - de vil have rettigheder.
I Danmark er det både lovligt at købe og sælge sex, og hver femte mand har benyttet sig af det tilbud. Sex sælger og business is booming.
Det er den virkelighed, vi bliver nødt til at tage udgangspunkt i, for at forbedre forholdene.
Rufferiloven forbyder at tjene penge på andres sexarbejde. Det lyder så smukt, at det er umuligt at være imod.
Men i sit forsøg på at beskytte sexarbejderne ender staten med at gøre det modsatte. De tvinges til at arbejde under usikre forhold.
I stedet drømmer jeg om fagforeninger og overenskomster på sexarbejdsområdet. At man kan leje erhvervslokaler, hyre sikkerhedsfirmaer og bestille chauffører på.
I New Zealand har man en lovgivning, der hverken fremmer eller forbyder sexarbejde, men vigtigst af alt: mindsker skaderne.
De har indført en statsreguleret licens, der sikrer, at dem, vi normalt betegner som bagmænd og bordelejer, lever op til strenge krav om ordentlige arbejdsforhold. Oven i hatten, er de forpligtet til at dele informationsmateriale om sexarbejderes rettigheder. Det er allerede mere, end vi kan forvente fra Wolt og Jensens Bøfhus.
Det er et system, hvor sexarbejderne faktisk er blevet lyttet til, fordi man gerne vil høre. For det er svært at ramme rigtigt, når man aldrig selv mærker konsekvenserne af beslutningerne på egen krop.
Det er bare som om at umyndiggørelsen af sexarbejderne stopper ørerne til.
Sexarbejdere skal have de samme rettigheder som alle andre på arbejdsmarkedet.
Og det burde ikke være moralske indvendinger, der står i vejen for deres tryghed.
For nu er det sexarbejdernes tur.