Kære alle sammen
Forleden cyklede jeg fra Islands Brygge og hjem til Vesterbro.
Over brostenene langs havnekajen.
Hen over cykelbroen med de mange hængelåse, som symboliserer københavnernes kærlighed til hinanden.
Broen bugter så blødt og elegant over havnen mod Havneholmen.
Og videre i frihjul forbi havnebadet og Fields.
Op på Dybbølsbro, forbi IKEA.
Videre mod Kødbyen og den helt nye skole, der kun for to dage siden, fik sit nye navn.
Skolen ved Dybbølsbro.
Fra toppen af Skelbækgade kunne jeg næsten trille hele vejen over Sønder Boulevard.
Lidt til højre ved Halmtorvet og hjem til Absalonsgade over Istedgade.
Hvad der ikke er sket bare på den strækning de seneste årtier.
Byen er næsten ikke til at kende.
Heldigvis.
For København flytter sig i takt med københavnerne og med respekt for historien.
Vi har en lang og stærk tradition for at udvikle byen og løse udfordringer SAMMEN.
København har nu ikke længere boligområder på statens liste over parallelsamfund, ghettolisten!
Det er resultatet af mange års fokus på at løfte udsatte boligområder i byen.
I et tæt samarbejde mellem kommunen, beboere, boligselskaber, virksomheder og vores foreningsliv.
Drivkraften har aldrig været at komme af listen…
… men at løfte mennesker og hjælpe dem med at leve det liv, de drømmer om i København.
Det skal være lige så godt og trygt at bo i Tingbjerg eller Aldersrogade som i brokvarterne.
Ingen kunne løse ghettoudfordringen alene.
Men SAMMEN, har vi gjort det.
**
Lad mig komme med et andet eksempel.
I starten af april lukkede vi Pusher Street!
Vi gravede simpelthen gaden op.
Fordi vi insisterer på at skrive den rå, organiserede kriminalitet ud af historien om Christianias fremtid.
Det var aldrig lykkedes, hvis ikke christianitterne, staten, politiet og kommunen arbejdede SAMMEN.
Langt de fleste københavnere føler sig trygge og elsker hverdagen i vores by.
Og mange nyder cykelture som min.
Betyder det, at den er perfekt?
NEJ. På ingen måde.
København bliver aldrig fnugfri og færdig.
Vi har for få grønne områder.
For meget trængsel. Og så meget luftforurening, at den er skyld i hver 10. dødsfald i vores by.
Vi mangler mennesker i velfærden, der kan løfte vores børn. Gribe vores udsatte. Og være der for vores ældre.
Og så står vi midt i en boligkrise.
**
Det allermest ulighedsskabende i vores samfund er boliger.
Har man råd og har man købt i tide, kan man tjene flere penge på mursten end ved at gå på arbejde.
Det giver ingen mening!
Da min mor stod helt alene, efter min far døde… og min søster og jeg skulle ind på boligmarkedet.
Så var der ikke råd til forældrekøb eller indskud til en lille andelslejlighed.
Det er 30 år siden.
Og i den periode er boligpriserne stukket fuldstændig af.
Hvad betyder det?
At helt almindelige mennesker sparkes ud af København.
Det gælder i særdeleshed de københavnske børnefamilier.
Mange af dem ville gerne være blevet her, men det har de ikke råd til.
Det er ikke vores København
København skal ikke være for de få – men for de mange.
For dem der arbejder på sygehusgangene på vores hospitaler.
Som knokler i vores butikker.
Som passer på vores børn, ældre og mest udsatte.
For dem der arbejder på sygehusgangene på vores hospitaler.
Som knokler i vores butikker.
Som passer på vores børn, ældre og mest udsatte.
Det er ikke retfærdigt, at man skal have guld- eller platinkort i Danske Bank for at komme ind på boligmarkedet.
Det har aldrig været Socialdemokratiets vision.
Men det er os, der skal tage ansvar for at ændre tingenes tilstand.
Som altid!
For det kan vi ikke overlade til Enhedslisten.
Jeg var ved at få kaffen galt i halsen, da de proklamerede, at de ville slippe de rå markedskræfter fri og sløjfe de krav, vi kan stille til private bygherrer om at bygge familieboliger!
Kort tid efter proklamerede de et byggestop.
De vil ikke udvikle København.
Hvad betyder så det?
Selvfølgelig at de … i forvejen velstillede ….
Dem der allerede har deres mursten på det tørre…
… bliver endnu mere forgyldt.
Nej tak herfra!
Nej tak, Friværdislisten!
**
Vores vej er en anden.
I København har vi brug for at kunne stille større krav til de private bygherrer her i byen.
Om at bygge langt mere alment. Og langt flere ejerboliger – i alle størrelser.
Hvad vi ikke har brug for, er flere dyre udlejningsboliger.
Hvis man vil bygge i København, skal man engagere sig i København.
Derfor et højt og klart opråb til vores partifæller i regeringen.
Hjælp os med det!
Uret tikker!
Vi er ved at miste tålmodigheden i København.
Lad os gøre det, vi er bedst til.
Arbejde SAMMEN.
**
På denne 1. maj vil jeg ikke undlade at stille skarpt på social dumping.
Københavns indsatsteam mod social dumping gør et kæmpe stykke arbejde.
Selvfølgelig i tæt samarbejde med fagbevægelsen.
Sidste år gennemførte indsatsteamet…
og hold nu fast …
611 kontroller af løn og arbejdsvilkår blandt kommunens leverandører.
177 screeningsbesøg på baggrund af tip og opringninger.
De fandt overtrædelser i over halvdelen af de færdigbehandlede dokumentkontroller.
Over halvdelen!
Og brøden? Ja, det er desværre underbetaling og medarbejdere uden ansættelsesvilkår.
Har vi hørt det før?
Kammerater.
Det… går… ikke… i vores by.
Sammen med mine borgmesterkollegaer i Aarhus, Odense og Aalborg slår jeg på tromme for et nationalt register for virksomheder, der bryder sociale klausuler i kommunerne.
Vores skattekroner skal ikke bruges til social dumping og unfair konkurrence!
I København vil vi altid stå vagt om fair løn og arbejdsforhold.
SAMMEN med fagbevægelsen.
**
Min farfar arbejdede på Carlsberg.
Hans København var fyldt med arbejdere.
Ikke sådan nogle DJØF’ere som mig, men rigtige arbejdere.
Hverdagen var hård. Og der blev stemplet ind og ud på klokkeslæt over hele byen.
I dag ønsker mange københavnere en mere fleksibel hverdag.
Det er grunden til, at vi i Københavns Kommune, Danmarks største arbejdsplads, er gået i gang med et forsøg med fleksibel arbejdsuge.
Hvor kommunale medarbejdere…
Alt fra tandplejere, pædagoger, socialrådgivere, HK’ere og sygeplejersker…
… kan vælge at afvikle deres arbejdsuge over fire dage i stedet for fem.
… kan vælge at afvikle deres arbejdsuge over fire dage i stedet for fem.
Det betyder, at de får større indflydelse på egen arbejdstid og hverdag.
Jeg håber og tror, at det vil skabe langt bedre mulighed for at kombinere et ambitiøst arbejdsliv…
… med et kærligt og nærværende familieliv.
**
Kampdagen er et kampråb til bevægelsen.
Og til Socialdemokratiet.
Vi skal være dét parti, der tager fagbevægelsen og københavnernes hverdagsudfordringer seriøst.
Og som leverer løsningerne.
Vi råber op, fordi byen er sandet til i trængsel.
Det er svært at komme på arbejde og hente vores børn til tiden.
Vi råber op, når priserne på den kollektive trafik er blevet for dyre.
Ingen ældre københavnere skal blive hjemme fra bridgeklub eller fra gymnastik på grund af prisen på billetten.
Og vi råber op, når vi mener at vores offentligt ansatte fortjener mere i løn.
Vi kæmper for et mere lige, solidarisk og retfærdigt samfund.
Og for et bedre København.
God kampdag til jer allesammen!
