Kære kammerater,
For hundrede år siden var Stauning lige blevet statsminister. Den første socialdemokratiske statsminister. Tiden var en anden. Meningsmålingerne var lidt bedre for socialdemokratiet end i dag. Der var også en del færre partier. Men kan i forestille jer hvilken fest der var 1. maj 1924. Forventningerne var store. Endelig var det lykkedes at omstyrte den konservative regeringsmagt. Nu var socialdemokraterne kommet til. Og det krav som fagbevægelse og socialdemokratiet havde kæmpet for i årevis skulle indfris. 8 timers arbejdsdag.
Desværre måtte Stauning skuffe arbejderne. For der var ikke flertal for forslaget i Landstinget. Og der kom til at gå flere år før den 8 timers arbejdsdag blev en realitet.
Men kære venner. Kampen stoppede ikke, fordi Stauning ikke havde flertal. Der blev kæmpet videre. Og selvom det efterfølgende valg blev tabt. Så kom Stauning stærkt igen og gjorde en historisk stor forskel for arbejderklassen.
100 år er gået. I dag skylder vi de mænd og kvinder, der kæmpede 1. maj den største respekt. Dengang var det ikke omkostningsfuldt at være fagforeningsaktiv eller for den sags skyld socialdemokrat.
Men i respekten ligger også, at vi nu har bolden. Os der er her. Lige her. I dag. I vores tid. Vi skal fortsætte den kamp, som Stauning startede.
Ordentlige løn og arbejdsvilkår kommer ikke af sig selv. Det er en kamp som vi har ansvaret for at holde fast i.
Arnepensionen har sikret rigtig mange ret til tidligere at gå på velfortjent pension. Det er sammen med et ordentligt lønløfte til en gruppe af offentligt ansatte, der alt for længe har haltet bagefter på løn, sidste stærke skud på stammen i vores fælles kamp. Jeg synes også der i år er grund til at fejre, at vi har forhøjet fradraget på fagforeningskontingentet – og sikret 110 pct dagpenge under uddannelse. Seneste skud på stammen er vores ønske om id-kort.
Men en ting er at kæmpe for nye rettigheder. Det er også vores pligt at sikre, at tidligere erhvervede rettigheder ikke forsvinder.
Rundt om i nogle af landets kommuner besluttes det i disse uger at begrænse åbningstiderne i daginstitutioner.
En børnehave i lukker nu klokken 14.30 om fredagen. 14.30. Vores velfærdssamfund er bundet op på at mor og far arbejder – mod at børnene til gengæld kan have en sjov, indholdsrig og tryg dag i vuggestue, dagpleje, børnehave eller skole – netop det som i er med til at sikre. Når daginstitutioner ikke længere har åben når mor og far arbejder. Så kan mor og far ikke begge arbejde – og så begynder vores velfærdssamfund at smuldre.
Den danske samfundskontrakt handler om, at vi danskere går på arbejde – betaler relativt høj skat – men til gengæld heller ikke skal have dankortet frem, når vi skal på sygehuset, lappet hullerne i vejen, skal have passet vores børn eller tages godt af som ældre.
Derfor skal vi slå ring om vores velfærdssamfund, når man ikke længere kan regne med det er der. Vi skal ikke acceptere privatisering. Vi skal kæmpe imod forringelser. De offentlige tilbud skal væres så gode, at de tilvælges – og ikke fravælges. Konsekvensen, hvis vi ikke passer på velfærdssamfundet er, at vi får et A og B-hold. I uddannelsessektoren. I sundhedssektoren. I plejesektoren. Det vil ødelægge alt det, som gennem tiden har gjort Danmark til et stærk og sundt land. Og kære venner. Det var heller ikke den kamp, som Stauning stod for da han blev valgt som statsminister for 100 år siden.
Så lad mig slutte med Poul Nyrup Rasmussens ord fra nytårstalen 1998.
Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Kan vi ikke gøre det lidt mindre stresset i den næste store etape af samfundets udvikling? - Jeg tror det.
Rigtig god 1. maj til jer alle.
