Jeg glæder mig til 2020, for jeg tror, det bliver et rigtig godt år for dansk kulturliv.
Jeg tror, det bliver starten på noget nyt.
2019, det er derimod slutningen på en hård tid for dansk kulturliv.
En tid med besparelser, en tid hvor kulturdebatten har været brugt til at tale modsætninger op – mellem folk og elite, det brede versus det smalle, land mod by, fortid mod fremtid, det nationale mod det internationale, nye danskere mod gammeldanskere og så videre og så videre.
Men nu lægger vi den tid bag os.
Vi lægger nedskæringerne bag os.
Og vi lægger splittelsen bag os.
Og vi glæder os over det rige og mangfoldige kulturliv, vi har i Danmark.
For kunsten er meget og skal meget forskelligt.
Jeg tror på kunsten både som et rum for fællesskab, for refleksion og for forandring.
Vi søger mod kunsten og kulturen, når vi gerne vil have noget at samles med andre om.
Men vi går også til kunsten og kulturen, når vi søger inspiration og refleksion, og når vi vil forandre ting.
I den her måned har jeg været inde og se Fredericia Teaters Tarzan, men jeg har også været inde og se den helt nye opera Snedronningen.
Det er så forskelligt, som det overhovedet kan være.
Tarzan er for hele familien – vi samles, vi griner, vi væltes bagover.
Lidt ligesom da min familie også var inde og se Skatteøen.
Nu hører vi Sebastian hele tiden, morgen, middag, aften.
Vi taler også rigtig meget Star Wars for tiden, Chewbacca og så videre, så videre.
Det er fællesskab.
Snedronningen, det var noget helt andet.
Den så jeg alene, men jeg var også væltet bagover, og den sad i kroppen på mig meget lang tid bagefter.
En refleksion, spørgsmål.
For kunsten hjælper os jo med at bearbejde vores tid, den knytter tråde tilbage, og den finder vejene frem.
Og så er den en slags flaskepost til fremtiden af vores efterkommere.
For den går jo ombord i tidens store udfordringer, og den spejler vores samfund og vores tid.
Og den gør også mere end det.
Fordi den får jo noget til – refleksion, mening, æstetik og fællesskab.
Og på den måde er den også med til at forme de forandringer, der kommer.
Kunsten er en forandring af kraft.
Det får vi brug for.
For vi står jo lige nu overfor nogle enorme omvæltninger i vores samfund.
Rundt om hjørnet venter en grøn omstilling, der bliver langt mere indgribende og omfattende, end vi overhovedet har fantasi til at forestille os.
Vores liv, vores forbrug, vores byer og vores land kommer til at se helt anderledes ud.
I den forandring, der kommer kunsten og kulturen til at spille en afgørende rolle.
For den grønne omstilling er jo ikke kun et spørgsmål om nye teknologiske løsninger.
Den er i allerhøjeste grad også et spørgsmål om ny æstetik, nye værdier, nye fortællinger, ny kultur.
Hvordan sender vi kulturlivet afsted som foregangsmænd i de store forandringer, som vores kultur står overfor?
Det gælder på klima- og naturområdet, men det gælder sådan set også på alle andre områder, hvor der er noget på spil for os mennesker og vores samfund.
Svaret er selvfølgelig ikke at dirigere eller instrumentalisere kunsten.
Vi skal ikke diktere klimakunst, tværtimod.
Kunsten skal være fri og vild fuldstændig som vores natur også skal være det.
Men jeg er ikke i tvivl om, at kulturlivet vil gå forrest på vej mod fremtiden.
For det har kulturlivet altid gjort.
Men jeg synes, det er på tide, at vi også får en kulturpolitik, der giver dem de bedste forudsætninger for at gøre netop det.
At gå foran, reflektere, forandre, men jo i sidste ende også at skabe noget, som vi kan mødes om.
For det er jo lige præcis det, der er så vigtigt ved kunsten og kulturen.
Den skaber erkendelser, refleksion, forandring og fællesskab.
Godt nytår.