Påskekrisen
I 1920 afsatte Kong Christian X C. Th. Zahle fra statsministerposten, hvilket førte til den såkaldte Påskekrise.
Parlamentarismens sejr
Påskedagene i 2020 markerede 100-års jubilæet for den såkaldte påskekrise, der udspillede sig med den daværende konge og den radikale regering i hovedrollerne. Krisen opstod i kølvandet på de folkeafstemninger, der i 1920 bad befolkningerne i det dansk-tyske grænseområde om at tage stilling til, hvor grænsen skulle gå. Du kan læse mere om afstemningerne og grænsespørgsmålet i vores temarum om genforeningen her.
I dagene op til påsken i 1920 røg den daværende radikale regering og oppositionspartierne i totterne på hinanden, fordi borgerlige og nationalsindede kræfter ikke ønskede at give afkald på grænsebyen Flensborg, der ifølge afstemningen fremover skulle være tysk. Oppositionen krævede, at statsminister C. Th. Zahle skulle udskrive valg, men Zahle nægtede blankt, og så trådte Kong Christian X i karakter. Han var personligt meget optaget af grænsespørgsmålet og så helst, at Flensborg forblev en del af Danmark. Til den radikale regeringsleders store forundring greb kongen altså ind og afsatte Zahle fra statsministerposten. Kongens beslutning vakte ramaskrig, fordi han brød med et af de mest grundlæggende principper i grundloven; nemlig at flertallet i Folketinget har magten, mens kongen udelukkende spiller en formel rolle som landets regent.
I stedet for Zahle udpegede kongen en forretningsførende regering under ledelse af advokaten Otto Liebe. Befolkningens utilfredshed gjorde imidlertid kongen nervøs, og allerede syv dage efter udnævnelsen af Otto Liebe valgte kongen at afskedige ham som led i en kompromisaftale med Socialdemokratiet og De Radikale. Liebe er dermed gået over i Danmarkshistorien som den statsminister, der har siddet kortest tid på posten.
Påskekrisen var altså et principielt opgør om magten mellem det folkevalgte parlament og monarken. I sidste ende vandt parlamentarismen.
Påskekrisen var altså et principielt opgør om magten mellem det folkevalgte parlament og monarken. I sidste ende vandt parlamentarismen.
Hans Peter Hanssen var de danske nordslesvigeres repræsentant i den tyske rigsdag. Den 23. oktober 1918 talte han i rigsdagsforsamlingen i Berlin, hvor han som som den første rejste kravet om, at Nordslesvig skulle have lov til at stemme om igen at blive dansk. Talen blev altså startskuddet til afstemningen om den dansk-tyske grænse, der i 1920 resulterede i påskekrisen.
Den 31. marts 1920 talte folketingsmanden J.C. Christensen på et Venstre-møde i Kerteminde. I talen kommenterer venstre-manden den aktuelle politiske situation og tilbageviser rygter om, at han og kollegaen Neegaard har opsøgt kongen. Christensen bruger også lejligheden til at forsvare kongen, der ifølge Christensen ikke har forgrebet sig på forfatningen, men blot ønsker at høre folkets mening: “Lad Dem ikke forvirre, men søg at at finde Sandheden, og Sandheden er den, at vor Konge i disse Tider, da Ministeriet har vist megen Lunkenhed i vor nationale Sag, ønsker at høre Folkets Mening.”
I Rigsarkivet har vi fundet udkastet til Otto Liebes tale ved første møde i Rigsdagen efter kongens afskedigelse af den tidligere regering. I talen argumenterer den nyudnævnte statsminister for, at folket har krav på et nyvalg, der skal sikre, at Folketinget afspejler befolkningens interesser. Liebe vil altså påtage sig ansvaret for at gennemføre et nyvalg og i mellemtiden lede statens forretninger. Afslutningsvist siger Liebe, at “Saa snart Valgene har fundet sted, og Rigsdagen paany er traadt sammen, vil ministeriet anse sit Hverv for til Ende bragt.”
