Marie Christensen

Marie Christensen var en utrolig driftig og viljestærk kvinde, der formåede at skabe sig en plads på talerstolen på trods af sin lave stilling i det sociale hierarki som både tjenestepige og kvinde. Herfra kæmpede hun for at forbedre tjenestepigernes rettigheder. Til dette stiftede hun Københavns Tjenestepigeforening i 1899, Tjenestepigernes blad i 1900, De Samvirkende Danske Tjenestepigeforeninger i 1904, og oprettede Københavns Tjenestepigeforenings Fagskole i 1906.

En ukuelig arbejder

Marie Christensen var ukuelig og stålfast i sin vision. Ved det stiftende møde for Københavns Tjenestepigeforening var der kun mødt omkring 30 personer op, på trods af, at Marie havde delt hundredevis af invitationer ud. Det slog dog ikke Marie eller mindskede hendes ambitioner. I denne tale, der udmærker sig ved beskrivelser af livet som tjenestepige, som de fremmødte helt sikkert har kunnet genkende, fremlægger Marie intet mindre end

nogle smaa Menneskerettigheder, som vi skal arbejde for at faa gennemført. Vil man ikke give os det før, da kan vi faa det den Dag, vi staar samlede og forlanger vor Ret.

I denne første tale introducerer hun også målene om en skole og et alderdomshjem, som hun skulle komme til hhv. at bestyre og bebo.

Mærkesager

En af Marie Christensens mærkesager var at få afskaffet Tyendeloven, der stillede tyende - hvoraf de fleste var tjenestepiger - markant ringere end alle andre arbejdere. De havde fx ingen øvre arbejdstid, og deres arbejdsgivere havde ret til at slå dem.

Ja, holdes der en Hund i Huset, bliver den behandlet ti Gange bedre end Pigen. Hun maa f. Eks. staa i et koldt køkken og spise sin Mad, medens Hunden ofte er i Spisestuen og faar sin Mad fra Bordet. Mange Gange sover Pigen paa et koldt, yderst tarveligt Loftskammer, medens Hunden sover i en flot Kurv med varme Tæpper i et af de elegante Værelser. Man skulde ikke tro, at sligt kunde finde Sted i vor Tid.

Derudover rasede hun mod, at der blev set ned på tjenestepigerhvervet, og hun arbejde på at professionalisere erhvervet og dermed højne tjenestepigernes status. Rent retorisk ses dette tydeligst i indførelsen af den nye stillingsbetegnelse "husassistent", og navneskiftet fra "Tjenestepigeforening" til "Husassistenternes fagforbund" i 1915.

En anden mærkesag var stemmeret; her var tjenestepigerne igen dårligere stillede end andre. Da man i 1902 diskuterede, at give kvinder stemmeret til meningshedrådende, lød lovforslaget at "Alle Mænd og Kvinder over 25 Aar - undtagen Tyende og berygtede Personer - skal have Valgret til Menighedsraadene". Heldigvis lykkedes det at få omstødt denne udeladelse.

Politisk indflydelse

Ud over at stifte Tjenestepigeforeningen - der senere skulle forvandles til en fagforening, sad Marie med i forskellige politiske kommissioner og senere i Københavns Borgerrepræsentation, ligesom hun var med til at stifte Politisk Kvindeforening, der kæmpede for kvinders valgret. Som bekendt opnåede kvinder valgret i 5. juni 1915. I sin 1. maj-tale fra samme år, tager hun forskud på glæderne:

Hvorledes skal vi kunne holde Majfest i Aar uden at fejre Grundloven! Jeg synes ligefrem, at der ligger Frihed i Luften, jeg aander lettere, og jeg tror, at alle Kvinder, der kan tænke, gør det samme.

Eftermæle

Marie Christensen havde en stor politisk indflydelse både på fagforeningsplan og på realpolitisk plan. Hun var kendt som stor organisatior, en dygtig lobbyist – og som en ligefrem taler. Marie Christensens taler udemærker sig ved at sætte mål og vejen derhen i skarp relief og ved at tage afsæt i det levede liv. De lyser af ild og autencitet, ligesom Marie skulle siges at have gjort.

Kilder:
Christensen, Marie (1912). Hvad har Kvinder naaet i de sidste 40 Aar, og hvad har de endnu tilbage at naa? In Kvinden og Samfundet, 6:28.
Marie Christensen. Opslag i danmarkshistorien.dk. https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/marie-christensen-1871-1945
Vammen, Tinne (1986). Rent og urent. Hovedstandens piger og fruer 1880-1920. København: Gyldendal.