Bertel Haarder: Ånden flyver for lavt i dansk politisk tale

Bertel Haarder kunne ikke drømme om at udeblive fra Folkemødet, hvis ikke det lige var for en pandemi. Men år efter år har partiledernes taler skuffet, og selv prædiker han hellere i Allinge Kirke, end han taler fra hovedscenen på torvet. Op til det aflyste folkemøde i år har Danske Taler snakket med Bertel Haarder for at tage temperaturen på den danske talekunst.

”En god tale skal have et godt indhold. Den behøver ikke have en retning, men den skal rumme noget ubestrideligt. Noget viden. Mening. Den skal give noget indhold videre. Den kan ikke kun indeholde meninger.” 

Ordene kommer fra en mand, der er indehaver af en ganske særlig politisk rekord. Som den eneste i moderne dansk politik har Bertel Haarder siddet hele 7904 dage som minister. Alligevel vidner udsagnet om, at Haarder mere ser sig selv som folkeoplyser end som politiker. Og at han hellere formidler mening end meninger, når ordet er hans.

Det står der godt nok i mit manuskript. Men. Det kommer ikke til at ske

Vel er Haarder hverken et menneske eller en politiker, der er kendt for at holde sig tilbage. Han har aldrig været bleg for at give sine holdninger til kende eller stå alene med dem. Heller ikke, når han står på en talerstol. 

Eksemplerne på det faktum er mange. Et af de mindre omtalte stammer fra dengang, han som kulturminister skulle tale for en stor forsamling mediefolk og journalister i Kulturstyrelsen. ”Jeg var nervøs. Det er sin sag at tale for mediefolk og journalister om medier og journalistik. Men det er egentlig kun godt at være lidt nervøs. Det holder mig tændt,” fortæller Haarder. 

Den dag i Kulturstyrelsens lokaler var han imidlertid lige lovlig tændt, og måske var det derfor, han gik på talerstolen med et manuskript, hans embedsmand havde skrevet til ham. Et manuskript, Haarder helt utraditionelt ikke havde redigeret. Haarder er ellers kendt for at rive de taler, hans embedsmænd skriver til ham, i stumper og stykker. Det er ham, der står på talerstolen, og ordene skal passe til manden. 

Men lige den dag var Haarder bare glad for at have et manuskript, der klædte ham så godt som muligt på til at tale overbevisende. Så Haarder begyndte, ord for ord, at citere, hvad der stod. Og han blev ved, indtil han havde læst det afsnit, der handlede om, hvordan regeringen ville nedlægge FM-båndet til fordel for de nye DAB-muligheder. Dér stoppede han sin talestrøm og løftede blikket fra papiret: ”Ja,” sagde han og kiggede ud over forsamlingen, ”det står der godt nok i mit manuskript. Men. Det kommer ikke til at ske.”

En nar og en mester

Mest af alt er den historie et eksempel på den government by public announcement-stil, Haarder har ført som minister. For det kom faktisk ikke til at ske. FM-båndet blev ikke nedlagt, i hvert fald ikke så længe, Haarder stod ved roret. Ministeren havde talt, og det måtte embedsmændene tage ad notam. 

Men det er ikke pointen i historien i den her sammenhæng. Pointen er, som Haarder siger, ”at der altid ligger et valg bag det, man siger. Et valg, man skal stå ved. Når man stiller sig op og taler, er det en kunst at vælge sine ord rigtigt. Både for at bevare sig selv og for at forblive på bølgelængde med dem, man taler til. Man skal holde tale for at invitere til samtale. Og man må for guds skyld ikke være selvhøjtidelig. Selvhøjtidelighed i en tale er skidt. Det gør en til nar. Det er Donald Trump et forfærdende eksempel på,” siger Haarder.

Historien er også et eksempel på, hvordan det uventede brud med manuskriptet virker. Hvordan det, ligesom humor, skærper tilhørernes opmærksomhed. Begge greb er Haarder stor tilhænger af, og derfor er han også fan af Boris Johnsson som taler. ”Britiske Boris Johnsson, som i øvrigt er en ulykke for Europa, er en afsindig god taler. Man ved aldrig, hvad han finder på, og han er gennemsyret af ironi. Det gør, at man altid er nysgerrig, og at man altid spidser ører, når han tager ordet.” 

Det svenske forbillede og den danske model

Da Haarder første gang besøgte Almedagsvekan i Sverige, kom han hjem optændt af begejstring. I Sverige havde han oplevet et folkemøde, der var bygget op omkring store politiske taler. Haarder var vildt imponeret over, hvordan de svenske politiske ledere tog ordet og holdt den ene fantastiske og højstemte tale efter den anden. Sådan et møde skulle Danmark også have. 

De danske politiske lederes taler ved det bornholmske folkemøde skuffede imidlertid fælt. De var gnidrede og uinspirerende i sammenligning, og derfor er det svært for Haarder at udpege nogle danske ikoner for talekunsten. Ånden flyver simpelthen for lavt blandt de mulige kandidater, og derfor er det stadig ikke talerne, der begejstrer Haarder ved Folkemødet: ”De politiske lederes taler er slet ikke det vigtigste, der sker på Bornholm. Det vigtige ved Folkemødet er at kunne møde politikerne på gaden. På slap line. I øjenhøjde.” 

At den danske model er faldet anderledes ud end det svenske forbillede, ærgrer ikke Haarder. Men han så gerne, at den årlige anledning til at gribe ordet havde højnet talekunsten blandt danske politikere. Han tror bare ikke rigtig på, at det kommer til at ske, og han vil heller ikke bryste sig af selv at have gjort en stor indsats for at udvikle kunsten. I hvert fald ikke som politisk taler.

Jantelov og højstemthed. Havregrødssprog og patos.

Måske hænger det sammen med, at det egentlig strider mod hans inderste instinkt at belæsse en tale med politiske holdninger: ”Jeg holdt engang en grundlovstale. Jeg synes, det var en god tale. En tale med indhold. Men bagefter kom der en tilhører hen til mig og spurgte: “Hvad mener du egentlig selv?” 

Det illustrerer meget godt, at Haarder ikke først og fremmest er politiker: ”Jeg er og bliver folkeoplysningsmand. Jeg tror, det er derfor, at det at agitere politisk aldrig har været min stærke side. Det er simpelthen ikke min mission. Jeg har fokus på indholdet, og holdninger kommer nemt i vejen for det. Så, nej, jeg har nok ikke bidraget til at højne den politiske talekunst.”

Den lavtflyvende ånd i den politiske talekunst herhjemme mener Haarder til dels hænger sammen med sproget: ”Dansk er og bliver et havregrødssprog, som mangler de høje tinder og dybe dale, som svensk for eksempel rummer,” siger han. 

Og så bærer den danske mentalitet en stor del af skylden for, at vores politikere er hunderædde for at virke for højstemte: ”Den der jantelov, den tillader ikke det højstemte. I Danmark virker patos som appelform kun i én eneste situation. Og det er, når der sker en katastrofe. Jeg har meget stor respekt for hendes projekt, men da Gretha Thunberg harmdirrende spurgte, hvordan vi dog vovede, så bliver det hændervridende. Der skruer hun for højt op for patosknappen. Klimakrisen er jo ikke en katastrofe. Den er dødspændende. Der følger så meget innovation, så meget nybrud med sådan en krise.”

Italesættelsen af de store spørgsmål og den skandaløse død

Patos og klimakriser går altså ikke hånd i hånd. Det er i det hele taget ikke patos, Haarder er ude efter. Måske efterlyser han mest af alt, at vi taler åndfuldt om de store spørgsmål. De største spørgsmål. Dem om livet, kærligheden og døden. Derfor var Haarder også himmelfalden, da kirkedørene i Allinge var lukkede, og kærterne slukkede under det allerførste folkemøde. Det var helt forkert. Præsten blev ringet op, og året efter prædikede Haarder selv derinde, mens hans kollegaer talte på scenerne. I det rum må man nemlig godt sætte ord på de store spørgsmål. 

Især døden har han lyst til at italesætte. Og særligt nu i coronakrisens skygger, hvor samfundet har ligget stille for at redde dem, der overhovedet reddes kunne. Hvor ethvert dødsfald var en tragedie. Haarder hopper ikke med på den vogn. ”Gu’ er det da ej en tragedie at dø, hvis man er gammel eller syg. Vi har et helt hysterisk forhold til døden. Den er jo en skamplet på vores velfærdssamfund. Døden er en skandale i Danmark, og det synes jeg er helt forkert. Det vil jeg gerne tale om. Det kan jeg tale om, fordi jeg har den alder, jeg har. Jeg synes også, vi skal tale sammen om det.” Der bliver stille et øjeblik. Så slutter han: ”Men faktisk er døden og vores forhold til den for stort et emne til en tale. Jeg tror måske, det bliver en bog.” 

Der er lang vej til, at de største og allervigtigste spørgsmål kommer på hovedscenen. Men folkeoplysningens nestor har talt, og det må tages ad notam: Hellere meningsfyldte taler, end taler fyldt med meninger.

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen på hjemmesiden.