Kirkerne er lukkede. Prædikerne og påskefrokosterne aflyst.

“Der er noget særligt ved sammen med andre at følge begivenheder, mens de udspiller sig. Store sportsbegivenheder, månelandingen, murens fald. Det handler om at være en del af en større, kollektiv oplevelse. At kunne sige, at man var der, befæster tilhørsforhold og lægger grunden til en fælles erindring”. 

Sådan indledte Niels Grønkjær, præst i den grundtvigske valgmenighed Vartov i København, sin prædiken palmesøndag for et år siden.  

I år skal vi som bekendt fejre påsken med afstand til hinanden. Kirkerne er, trods ihærdige forsøg på at åbne dem til højtiden, lukkede. Prædikerne og påskefrokosterne er aflyst eller foregår online. Fra skærm til skærm.

Det, der jo er helt særligt ved den begivenhed, vi alle sammen følger lige nu, er, at vi gør det hver for sig. Alligevel er følelsen af at være en del af et stort, kollektivt fællesskab vel nok stærkere end nogensinde under Coronaens hærgen. Eller i hvert fald – stærkere end den har været længe. Vi isolerer os for at passe på vores samfunds svageste. Vi gør det for hinanden. Vores børn holder ud. Vi holder ud. Vi er der.  Hver for sig. Sammen. 

Og indtil videre har det fællesskab ikke slået revner. Niels Grønkjær taler i sin prædiken om, at omslaget fra det opløftende fællesskab til det vrede fællesskab er pludseligt. At det berusende fællesskab kan blive til det vrede på et øjeblik. Netop påsken og dens begivenheder viser det omslag. De fortæller, hvorfor det sker. Men de viser også en vej ud. Som Grønkjær siger: 

”Påskens begivenheder er vi midt i, mens de udspiller sig. De indstifter et fællesskab, hvor ingen er over andre, og hvor ingen skal være ude, for at alle kan være inde”. 

Lad os holde fast i det opløftende fællesskab i påskedagene forude. 

Rigtig god påske!

Du kan finde andre påskeprædikener af Niels Grønkjær ved at søge på hans navn i arkivet eller ved at søge på “påske”.

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen på hjemmesiden.