Frygten for familiefester og den første gang

Mogens Lykketoft husker ikke den allerførste gang. Den første gang, han holdt en tale. Hvor den blev holdt. Hvem den var tilegnet. Eller hvad den omhandlede. Til gengæld mindes han tydeligt den første gang, han skulle træde op på en talerstol og frygten for at stå dér skulle overvindes. 

Det var dengang, den purunge Lykketoft, som formand for elevforeningen på Frederiksberg Gymnasium, blot skulle introducere den egentlige hovedperson og taler; den socialdemokratiske politiker og minister K.K. Steincke. Men aldrig før og aldrig siden har Lykketoft forberedt sig  grundigt på at tage ordet. Hver en formulering blev endevendt, nedskrevet og indøvet foran spejlet i dagene op til den store debut. For selv om det egentlig ikke var en tale, Lykketoft skulle præstere, så føltes det sådan. Og iblandet ærefrygten for den egentlige taleholder var skrækken for at stå på talerstolen.

Med til historien om den første gang hører, at den notorisk skarpe Steincke udråbte Lykketofts introduktion som noget nær uduelig overfor den tilstedeværende forsamling. Det var for dårligt, at den unge Lykketoft havde glemt en af Steinckes ministerposter i sin præsentation. 

Men taleskrækken. Altså Lykketofts. Den var overvundet.  

10.000 gange gør mester

Der er ikke tal på, hvor mange gange siden, Lykketoft har taget ordet. Og der er ikke tal på, hvor mange taler, han har holdt. Men det skal tælles i tusinder, og måske skal alle ti fingre i brug. Så er de mange debatindlæg, Lykketoft har forberedt, og de utallige foredrag, han har holdt og stadig holder, ganske vist også talt med. Det var, og er, ikke altid deciderede taler, der kræver modet til at lade sin stemme lyde. Men når man vil noget med den, må man turde at træde op og frem. 

Alene fra Lykketoft forlod FN i 2016 og til nu, har han holdt over 350 indlæg, som han kalder dem. De indlæg takker Lykketoft ja til uden den mindste bæven ved tanken. Og han holder dem uden at bruge timer på at forberede dem. Kendskabet til og lidenskaben for det stof, han formidler, er så dyb, og erfaringen er så solid, at han som oftest går på talerstolen uden manuskript. To-tre stikord på en lap papir er det, der skal til, for at italesætte klimaproblematikker og de 17 verdensmål. Det rækker rigeligt til at holde publikum stangen i 45 minutter. Lykketofts indlæg og hans særlige greb om talekunsten er blevet en gennemtestet, veldrejet form.

Tvivl og taletid 

I sine yngre dage kunne Lykketoft godt til tider tvivle på, om publikum overhovedet forstod hans budskab. Om han var klar nok i sin tankerække. Talte han i cirkler? Eller tabte han sit budskab i en endeløs spiral uden retning eller mål, som det så ofte sker i de onkeltaler, som alle, også Lykketoft, frygter til familiefesten? Modviljen mod at blive indfanget i en cirkel er grunden til, at det er de private taler, Lykketoft bruger længst tid på at forberede. De kræver et manuskript og en skarp struktur. De professionelle har en retning og et klart mål. De ligger anderledes på rygraden.

Så tvivle gør Lykketoft ikke så meget længere. Men han leder til stadighed efter bedre, mere eksplosive eller morsommere åbningsreplikker og nye billedskabende eksempler på stoffet. De skal udvælges og bruges præcist, så ordene virker på dem, der lytter. Så budskabet står skarpere, og følelser, der vækker til handling, bliver vakt. Det overskud, erfaringen har bragt med sig, har nemlig gjort Lykketoft i stand til at observere sit publikum, mens han taler. Han ved, hvornår koncentrationen glipper i rummet. Han bemærker, når den unge knægt i den grå hættetrøje på bagerste række tager sin mobiltelefon frem og lader sin opmærksomhed fare. Og målet er, at mobiltelefonerne skal blive i lommen. 

Den tid, talen afkræver sit publikum, er simpelthen for kostbar. Og den, der ejer den, skal bruge den godt. Udnytte den mest muligt. For den er en enestående mulighed for at udfolde en kompleksitet og nuancere en pointe, som ikke findes i så mange andre formater. Og slet ikke indenfor den taletid, de levende medier giver nutidens politikere. 

Et højepunkt og et fyrtårn

Den tale, Lykketoft er gladest for at have holdt igennem sin lange karriere, er dén, han leverede, da han fra talerstolen på Jazz House trådte tilbage som formand for Socialdemokratiet i 2005. Også den talerstol var svær at bestige. Og talen var blandt de sværeste i hans karriere at holde. Lykketoft er siden blevet spurgt, hvorfor han dog ikke holdt den tale tidligere. Det kunne måske have vendt situationen. Men den tale kunne først leveres i det øjeblik, nederlaget var en realitet. Den var levende. Den var spontan. Og det er den eneste af Lykketofts mange politiske taler, der nogensinde er blevet bragt i sin fulde længde af både TV2 og Danmarks Radio.

Lykketoft har en enkelt gang i sine modne år som taler haft næsten lige så stor ærefrygt for talerstolen, som dengang han stod uprøvet og rå på Frederiksberg Gymnasium og skulle introducere Steincke.  Også denne gang gjaldt det bare en præsentation og ikke en decideret tale. Alligevel var det at skulle indtage talerstolen i FN’s generalforsamling som nyslået formand for samme en helt ny situation. En, der vakte næsten samme behov for at forberede sig næsten lige så grundigt. For det var uventet for Lykketoft, at han skulle stå dér for at præsentere sig selv og sit program. Det var første gang. Igen.

Denne gang var det ikke spejlet, men Lykketofts kone, der måtte agere prøvepublikum for det, der ikke var en tale, men bare en introduktion. Ikke desto mindre er det dé 20 minutter på dén talerstol, der står som et fyrtårn i hans 54 år lange karriere og kaster en lyskegle fra FN til Frederiksberg Gymnasium. 

Tag ordet!

Badet i lyset fra fyrtårnet FN til talerstolen på Frederiksberg Gymnasium ligger der både en symbolsk og en direkte opfordring fra Lykketoft til de unge rundt om i landet: Overvind frygten. Tag ordet. Og vær ikke bange for at blive irettesat af de egentlige hovedtalere. De har brug for at lytte. 

Læs og gense Mogens Lykketofts taler

På Danske Taler kan du læse et stort udvalg af Mogens Lykketofts taler, heriblandt hans tale efter Folketingsvalget i 2005, som du også kan gense herunder.

Du kan også smage på den skarpe ordkunst, Lykketoft fik at føle, da han skulle introducere KK. Steincke ved at finde hans grundlovstale fra 1930 i arkivet.

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen på hjemmesiden.