Skip to content
Nyheder

Nyt om Talefest 2022

Hold en tale om håb
Så er undervisningsmaterialet til Talefest 2022 tilgængeligt for alle interesserede. Forløbet er rettet mod elever på gymnasiale uddannelser og målet er at styrke deres demokratiske selvtillid og bevidsthed om den argumenterende tales rolle i vores demokrati før og nu. 
Forløbet tager udgangspunkt i historiske taler holdt fra Skamlingsbanken af store nationale skikkelser som Gyrithe Lemche og Orla Lehmann. Med udgangspunkt i de ældre taler skal eleverne selv skrive og holde argumenterende taler for hinanden frem mod den store Talefest d. 30. september, hvor Skamlingsbanken pyntes op og bliver scene for sang, madboder, musik og taler fra unge, engagerede talere fra Kolding.
Workshoppen var en succes
Med i forløbet er dansk- og retorikklasser fra Kolding Gymnasium, Munkensdam Gymnasium og Kolding HF og VUC.
Danske Taler har udarbejdet undervisningsmateriale i form af:
  1. et temarum om Skamlingsbanken
  1. et undervisningsforløb om praktisk taleskrivning og retorisk analyse med udgangspunkt i historiske taler fra Skamlingsbanken.
For nylig deltog lærerne fra de deltagende klasser i en workshop, hvor de prøvede undervisningsmaterialet og udvalgte øvelser på egen krop.  
I august skal de undervise deres egne klasser i taleskrivning, inden 20 talere udvælges til den store Talefest 2022.  
Nordisk udsyn
Talefest er en del af projektet ’Norden og verden – retorisk medborgerskab før, nu og i fremtiden’, som ledes af Danske Taler med støtte fra A.P. Møller Fonden. Ønsket er at styrke den nordiske samhørighed og det kulturelle fællesskab ved at opbygge en tradition for årligt tilbagevendende talefestivaler for elever på ungdomsuddannelserne i hele Norden.
Talefest er åben for alle og arrangeres af Museum Kolding, talerskolen RØST og Danske Taler. Vi håber, at arrangementet bliver startskuddet til flere talefestivaler, folkefester og samlinger på Skamlingsbanken, fx en årlig talefestival for dansk ungdom og den første nordiske talefestival, som skal afholdes i 2023.
KONTAKT
Karen-Maria Dixen, Kommunikationschef, Kolding Museum, 30 45 25 90, kardi@museumkolding.dk