Ritt Bjerregaard: Gode taler må godt gøre folk vrede

Ritt Bjerregaard er ikke bange for at provokere. Heller ikke når hun holder taler. Danske Taler møder hende til en snak om vrede tilhørere, lidt for smart retorik, og hvad hun synes om, at politikere i dag hyrer professionelle taleskrivere. 

Folkevalgt politiker gennem 40 år. Socialdemokratisk minister af flere omgange. EU-kommissær. Og overborgmester i København. CV’et fejler ikke noget. Og talerne har været mange. Men Ritt Bjerregaard har flere gange stået i strid modvind på talerstolen og er indimellem faldet i den storm, hun selv rejste. Hun har aldrig pakket sine holdninger ind i glanspapir og bundet en fin sløjfe om, før hun leverede dem. Slet ikke når det kommer til kunsten at holde taler. 

Forud for Socialdemokratiets kongres i 1995 var hendes tålmodighed med endeløse rækker af intetsigende taler sluppet op. ”Jeg har godt nok spist mig gennem mange pakker Gajoler for at komme igennem politiske årsmøder. Bare for at holde mig vågen igennem den uendelige og dødsenskedsommelige talestrøm”, siger hun. 

Og nok bliver som bekendt nok på et tidspunkt. Så Ritt Bjerregaard indledte kongressen med at opfordre til at holde klar tale og lade være med at stå og jappe ligegyldige tekster af. Den daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, var ikke tilfreds med det indspark: ”Han hvislede af vrede”, siger hun, men forklarer med det samme, hvad det var, hun ville provokere sine partifæller til: ”Det var en opfordring til at sige klart, hvor konflikten ligger. At sige det lige ud,” siger hun. 

Blotlæg konflikten 

Da Ritt Bjerregaard selv holdt politiske taler, gik hun helt bevidst efter at fremtvinge en reaktion hos tilhørerne. Klapsalver er ingenting værd, hvis det at skabe et oprør flytter situationen mere. ”Når man ikke har tvingende brug for at nå frem til et forlig, synes jeg, man skal bruge talesituationen til at lade konflikten træde frem i lyset i stedet for at maskere den. Når konflikten bliver blotlagt, kan andre ikke lade være med at forholde sig til den. Og så har man sat dagsorden. Det er det, jeg har villet med mine politiske taler: sætte dagsorden.” 

Også selv om det kan virke illoyalt? 

”Ja. Hvis det er min vurdering, at jeg vil nå længst med det, så er jeg ikke bange for at fremstå illoyal. Jeg har flere gange været inviteret til at tale ved officielle lejligheder, hvor den klare forventning var, at jeg ville komme og levere en hyldesttale. Og så er jeg i stedet kommet og har sagt noget til hovedet af dem. For at udfordre dem og gøre dem vrede.”

Ritt Bjerregaards tale til Dansk Familielandbrug i 2001 er et klokkeklart eksempel på den situation. Som fødevareminister stillede hun sig op foran et landbrug, der på det tidspunkt var hårdt presset af udbruddet af kogalskab, og en sal fuld af landmænd, der frygtede for deres overlevelse. En forsamling, der måske mest af alt havde brug for opbakning og støtte. Men Ritt Bjerregaard havde ikke fløjlshandskerne fremme af den grund. ”Det er absurd, at halvdelen af EU’s budget går til landbruget – et landbrug, som har fået lov til at udvikle disse bizarre tiltag, som vi oplever nu, og som må forekomme uhildede iagttagere meningsløse, ja forargelige,” sagde hun blandt andet. 

Blev de vrede?

”Ja. Det gjorde de vel. Men jeg er ikke bange for at gøre folk vrede. Når folk bliver vrede nok, reagerer de. Når folk reagerer, er samtalen i gang. Når samtalen er i gang, bliver den demokratiske proces levende. Og så er man pludselig midt i at skabe forandring. Sammen.”

Hvad taler gør, er altid det rigtige 

Klar, uforfærdet tale. Det skaber demokratisk dialog. Men har Ritt Bjerregaard, så uforfærdet hun end er, ikke brug for at være tro over for dem, der har sat deres kryds ud for hendes navn? ”Jo. Og jeg er tro over for dem,” svarer hun. ”Som politiker er jeg tillidsmand. Mine vælgere har sat deres kryds ved og lid til, at jeg skal og kan repræsentere dem i den offentlige samtale. Men det betyder ikke, at jeg taler på deres vegne. Jeg har aldrig forestillet mig at vide præcis, hvad de mener om en given sag.”

For Ritt Bjerregaard er det at være en god politiker at holde sin del af aftalen. For at vælgerne kan slippe for det, skal hun bruge en masse tid på at sætte sig grundigt ind i tingene. Undersøge sagsområderne nøje. Kende hjørnerne. ”Derfra kan jeg så udstikke den vej, jeg mener, er den bedste. Og sige det højt. Og lige ud. De rigtige steder,”  siger hun. 

Det betyder ikke, at hun nogensinde har glemt den alliance, hun har haft med sine vælgere. Men hun har talt på egne vegne. Fordi hun vidste bedst. Og fordi hun kom længst sådan: ”For mig har det at tale som folkevalgt politiker aldrig handlet om at være populær. Det har altid handlet om at sætte den dagsorden, der er vigtigst for mine vælgerne. Og gerne på en måde, der lægger op til mere tale, samtale, debat og konflikt. Det er det, jeg skylder mine vælgere. Det er sådan, jeg er tro over for dem.”

Valgkampssprog og tv-tale

Det har ramt tilbage. Hårdt. Det der med at holde en klar tale. Vælgerne har reageret. Nådesløst. Især, hvis talen blev for klar. Eller måske snarere, for enkel. Og smart. Som det nu kan ske, når man, ud over at ville sætte dagsorden, også jagter stemmer: ”Valgkampssproget er jo et meget forenklet sprog. Når man fører valgkamp gælder det om at formulere nogle meget klare, enkle budskaber, der skal huskes. Hvis det, man er gået til valg på, efterfølgende ikke kan leveres, så rammer det. Rigtig hårdt.”

 Er ”5000 boliger til 5000 om måneden på fem år” et eksempel på det

”Det er et rigtig godt eksempel på det. Som overborgmester i København kæmpede jeg for, at der skulle bygges flere billige boliger i byen. Og det lød rigtig godt at sige. 5. 5. 5. Det blev husket. Og jeg kunne ikke levere. Det fik konsekvenser,” siger hun roligt. 

Ro har altid været kendetegnende for Ritt Bjerregaard som taler. Om det var fra en ølkasse i silende maj-regn eller fra en talerstol i en smuk sal, så var stilen rationel. Udredende. Kontrolleret. Som om hendes hvilepuls var ekstrem lav. Baggrunden som lærer har hjulpet på vej. Da Ritt Bjerregaard startede sin politiske karriere, var hun allerede vant til at tage ordet og stå foran et publikum. ” Jeg har aldrig lidt af angst for talerstolen. Men jeg har været bange for at tale på fjernsyn. Og den angst fik mig til at udvikle den meget langsomme diktion, som jeg har måtte høre meget for.” 

Angsten bundede i en usikkerhed omkring den nye taleposition. Fra talerstolen var hun eneherskende. Interviewsituationen var mere sårbar: ”Jeg var bange for det næste spørgsmål og den korte svartid. Bange for, hvor godt jeg ville levere. Den langsomme diktion gav mig tid til at arbejde inde i hovedet, mens jeg talte. Jeg forebyggede simpelthen at komme på spanden. Efterhånden som jeg fik mere erfaring med det, lagde jeg også den meget langsomme diktion bag mig.”

Spin, sparring og smarte kneb

Først til sidst i hendes karriere, som Overborgmester i København, fik Ritt Bjerregaard en spindoktor ansat. Men hun har aldrig arbejdet med professionelle taleskrivere i sin tid som minister.  Hun har mest af alt sparret med sin mand, historikeren Søren Mørch. Og så har hun haft for øje, at hendes taler også skulle kunne fungere som kronikker. Det holdt hende fast på sagsfremstillingen. På at argumentationen holdt. 

Gennem tiden har hun bakset en del med de taler, embedsværket stod bag. Formelle taler, hun skulle holde, og som hun fandt dødsens-kedsommelige.” De var jo jammerlige, rent retorisk. Embedsværket er så dybt inde i stoffet, at de simpelthen ikke kan holde en klar tale,” siger hun. 

Det kan de nye, professionelle taleskrivere, som flere og flere ministre gør brug af, derimod. Og derfor bifalder hun den nye stillingsbetegnelse: ”Jeg synes, det er en rigtig god udvikling, at ministre nu om dage samarbejder med deciderede taleskrivere. De er langt bedre til at få budskabet til at stå klarere og til at engagere dem, der skal høre på det,” siger hun. 

Og det er vigtigt. Det der med at engagere. Så hvis man ved, at man skal op på en talerstol med et budskab, som ingen gider høre, hvis man f.eks. taler fra en minoritetsposition, som har det med at blive overhørt, så sørger man bare selv for at tage et engageret publikum med. ”Sørg for at have placeret i hvert fald én blandt publikum, der responderer på dit indlæg. Om ikke andet for at gøre opmærksom på, at det blev overhørt. Og hvis én ikke er nok, så tag to publikummer med næste gang.”

Læs et udvalg af Ritt Bjerregaards taler her på siden ved at søge på hendes navn i søgefunktionen.

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen på hjemmesiden.