Sørine sætter ord på

Voldsom og vis. En dialog og et drama. En undersøgelse og et omhyggeligt udformet argument. Men mest af alt en forkyndelse: En tale til omvendelse. Danske taler har mødt Sørine Godtfredsen og bedt hende sætte ord på, hvad en god prædiken er. 

Den 17. december 2017 transmitterede P1 en prædiken, som Nicolaj Hørlyck holdt i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Sørine Godtfredsen hørte radio den morgen og greb ud efter sin skarpeste pen: ”Den var ikke provokerende, den var ikke voldsom, den var ikke poetisk, den var ikke teologisk dyb, den var ikke vis,” skrev Sørine Gotfredsen blandt andet i sin anmeldelse, som kunne læses i Kristelig Dagblad dagen derpå. 

”Jeg kan slet ikke huske at have skrevet det der”, siger hun til Danske Taler knapt tre år senere. ”Jeg ville ikke formulere det så absolut i dag, og jeg ville udelade ét af ordene.” 

Provokerende. Det er ordet, der skal stryges. For Sørine er træt af det. At noget er provokerende er ikke ensbetydende med, at det er godt. Langt oftere er det en undskyldning for at have sagt noget dumt bare for debattens skyld. Ord skal bruges ordentligt. Omhyggeligt. Og rigtigt. Derfor har Sørine en liste af ord og udtryk, hun bevidst undlader at bruge: ”Jeg går virkelig og øver mig i at lade være med at bruge alle de der ødelagte ord. Og ordet provokerende kan du godt strege ud. En god prædiken skal ikke være provokerende.”

Voldsomhed virker 

For Sørine Gotfredsen handler det at tale om at omvende. Hun vil missionere, selvom det er et fyord.  Det er det, præster er sat i verden for. Præster skal missionere. De skal tale til omvendelse: ”En prædiken skal helst være en samlet, koncentreret levering af et sprog, som er helt gennemarbejdet, hvor alle pointer er gennemtænkt. En formfuldendt levering af noget, der gerne skulle lede menigheden i retning af, at det er muligt at tro på Gud. Missionen bliver ikke større, rummet bliver ikke mere andægtigt, og talerstolen bliver ikke mere eksklusiv. ”

Det er voldsomme ord. Og voldsomt er et ord, Sørine gerne sætter på og står ved. For kristendommens budsskab er voldsomt. Det er både paradoksalt og voldsomt at berette om, at Gud er blevet menneske for vores skyld. Det er voldsomt at stå og understege, at vi er syndige væsner, at vi bærer ondskaben i os. Ja, selv kærlighedsbudskabet er voldsomt: ”Hvis man skal ind til kernen af, hvor radikalt kærlighedsbuddet er: du skal elske din næste, endog din fjende, som Jesus siger i Bjergprædiken, – hvis man går ind til kernen af, hvor omvæltende, inde i den enkelte, det budskab er, så kan man ikke konkludere andet, end at det er voldsomt.” 

Voldsomhed virker. Og det kristne budskab må ikke fremstå som noget, der er for let at absorbere eller forstå. Kristendommen må ikke udlægges som en let tempereret og omgængelig ting, som egentlig ikke rykker ved vores eksistens. Der skal være noget på spil, når man træder ind i kirken. Hvis ikke præsten taler voldsomt, så oplever folk det ikke stærkt nok. Så bliver det bare absorberet af den måde, vi i forvejen taler på: ”Det her med at du skal behandle andre, som du gerne vil behandles selv. Det er helt inkorporeret i danskernes sind. Vi ved godt, vi skal være næstekærlige, det er en etisk lov. Hvis jeg bare står og gentager det, så får de jo ikke noget at vide, de ikke vidste i forvejen. Og det er spild af talerstol. Det er ikke nok. På prædikestolen skal der, ud over det etiske budskab, altid være det rent religiøst forkyndende. Hvis ikke det fremgår af en prædiken, at det er sådan, det er; at det er det, der står; at det er det, vi skal overveje, så bliver det for mig bare en pæn tale.”

Det faldne menneske, Sørine 

Menigheden skal kunne mærke, at Sørine Gotfredsen virkelig mener det. De skal kunne mærke, at hun selv tror på det. Men samtidig sætter Sørine Gotfredsen ofte sig selv i spil som en art modstander til den øverste myndighed i det rum, hun står og prædiker i: Som en, der undersøger og måske endda udfordrer Guds ord. Det er vigtigt for hende engang imellem at tage udgangspunkt i den helt basale menneskelige trang til at gøre oprør. For det er det, der kendetegner det faldne menneske: ”Det faldne menneske vil ikke bare adlyde Gud. Og det gør jeg, ved Gud, heller ikke i mit liv. Men jeg er hele tiden i dialog. Den Lutherske kirke er i højeste grad grundet i den forudsætning, at mennesket selv er i dialog med Gud. Hvis jeg skal ære den tanke, så giver det ingen mening at stille sig op på prædikestolen og sige: det er sådan, fordi det er sådan. Det giver meget mere mening at sige: vi er fælles om i dette øjeblik at prøve at forstå biblen, vi er nødt til at tale om det. En prædiken er en dialog. Men den er også mere end det, for den vil altid, i hvert fald, når jeg prædiker, ende med, at Gud får det sidste ord. ” 

I sidste ende tjener dialogformen altså til at minde menigheden om, at herinde, i kirken, der er det Gud, der er myndigheden. At Gud er den eneste eksistentielle myndighed, der er. Den balance skal hele tiden holdes, og pladsen i hierarkiet skal være på det rene. Det handler jo om at omvende. 

Sagsfremstillinger og spændingsbuer 

Når det handler om at omvende, er der ikke forfærdeligt langt til at forstå prædiken som en tale, der vil overtale. En sagsfremstilling og en argumentation. Og det er det også, på sin vis. I hvert fald for Sørine Gotfredsen. Hun vil ikke løbe fra, at hun bygger en prædikenen op som et argument. Punkt for punkt behandler hun teksten og ender med en konklusion. Hun ved godt, at hun skal være forsigtig, fordi hun er i fare for at trække gudsforholdet ned på et pragmatisk plan. Et plan, hvor hun risikerer at gøre det til en rationel bevægelse at blive troende. Og det kan man simpelthen ikke.: ”Jeg er udmærket klar over, at der er argumentationsaspekter, når jeg prædiker. Jeg er ordfokuseret og intellektuelt orienteret, så jeg prædiker ikke så poetisk, jeg prædiker ikke så meget til fornemmelser. Forhåbentligt modtager folk min måde at prædike på i bevidsthed om, at jeg ikke rationelt kan argumentere mig frem til, at det er godt at tro.”

Men alle kneb gælder. Og derfor bruger Sørine Gotfredsen også aspekter fra dramaturgien i sine prædikener. Det er et drama, der udfolder sig, når hun helt bevidst arbejder sprogligt, tematisk og taleteknisk med at skabe en spændingsbue henover prædikens forløb, som kan holde menigheden på det yderste af kirkebænkene. Det fungerer godt at bygge prædikenen op med en række ubesvarede spørgsmål, som man bliver nødt til at sidde prædikenen igennem for at få svar på. Og det fungerer at holde pauser. Så falder intensiteten ikke. Og selvom det mest essentielle indhold er kendt, så er talen ny. 

Der er jo det særlige ved prædikenen, at den tager udgangspunkt i en bunden tekst. En bunden tekst, som endda vender tilbage hvert andet år. Og det er, hvis altså Sørine Gotfredsen ikke havde lige netop det udtryk på sin liste over ødelagte ord, hun ikke vil tage i sin mund, en kæmpe gave: ”Bundethed skaber kreativitet. Og det tilbagevendende aspekt skaber den der helt vidunderlige følelse af blive sat ind i en historie, en tradition og en tankevirksomhed, som andre har gjort sig. Og så er det smukt at vide, at alle præster landet over trækker på det samme læs, men gør det på  hver deres måde.”

Nikolaj Hørlyck gjorde det på sin. Sørine Gotfredsen gør det på hendes. Så nej, hun ville ikke skrive den anmeldelse på samme vis igen. Ligesom hun aldrig kunne finde på at genbruge en prædiken på en given søndag, selvom teksten, hun skal prædike ud fra er den samme som sidst. Tiden er gået. Der er altid en vinkel på den, hun ikke har tænkt på før. Og som samfundet udvikler sig, historien folder sig ud og ens egen personlige bane skrider frem, så tænker man anderledes. Og er mere vis. 

Midt i en uendelig samtale 

Så, vis er det andet ord, Sørine vil sætte på en god prædiken. Man kan ikke forlange, at prædikener skal være vise, men som præst man kan håbe, at man gradvist kommer til at lyde lidt mere dybsindig og vis med årene. Og den bedste måde at komme i land med det er ved at inddrage sig selv: ”For virkelig at kunne udfolde visdom må man trække på det, man selv har tænkt, på kontrasten mellem det, man tænkte, da man var ung og det man tænker nu. Hvis man hele tiden holder den tråd levende og fletter sit livsforløb sammen med kristendommen, så er man godt på vej. Den kristne meddelelse handler hele tiden om, hvad det vil sige at være menneske. Hvis man gradvist lærer at flette sig selv ind i det, så tror jeg, der kan opstå elementer af visdom, fordi man simpelthen bare ved det, fordi man har levet det. Der er forskel på at sige noget, der er levet og erfaret, og noget, der er ren teori. Og det kan man som regel høre. Det sidste kan godt være klogt og belæst. Men det er ikke vist. ”

For tre år siden var Sørine Gotfredsen ikke den, hun er nu. Hun er knapt så drevet af at udtale sig i absolutter eller i at dømme. Hun er mere optaget af at undersøge. Og ordstrømmen, såvel på skrift som fra prædikestolen, skulle gerne blive ved med at udvikle sig: ”Jeg har mit fundament nogenlunde på plads, og ud fra det kan jeg tillade mig at sige, at der er nogle ting, jeg simpelthen ikke forstår. Det må jeg undersøge. Talen skulle gerne udvikle sig til at blive mere og mere nuanceret, uden at jeg skrider i mit grundlivssyn. Min talestrøm, min skrivestrøm er en lang samtale, som jeg ikke ved, hvor ender. Men den skal gerne blive så nuanceret, at dem, der lytter til mig og læser mine ord,  får en fornemmelse af, at jeg er midt i en uendelig samtale.”

Læs Sørine Gotfredsens prædiken i Jesuskirken den 12. søndag efter Trinitatis om de dæmoniske ord i identitetens løbske tidsalder , her

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen på hjemmesiden.