Skip to content
Nyheder

Spritny sprogfestival blænder op for et spækket og spraglet program

Efter Corona har tvunget arrangørerne bag Sprogense til at aflyse hele to gange, er den spritnye sprogfestival i nordfynske Bogense nu endelig klar til at blænde op for et både spækket og spraglet to-dages program, der byder op til både leg og læring med og om det danske sprog. 
Den 17-18 september vil Bogense sprudle af samtaler, digte, dialekter, udstillinger, aktiviteter, interaktioner, emojis, sjov, sprogteknologi, musik og underholdning. Og så selvfølgelig: taler. 
Danske Taler er nemlig medarrangør på et Speakers Corner, der i al sin uhøjtidelighed inviterer alle, der har noget på hjerte, til at indtage ølkassen på Sproggaden for at lade sin stemme høre. 
Danske Talers formand, Jesper Troels Jensen og vores helt egen inhouse historiker, Jennie Sejr Junghans underholder fra det talende hjørne kl. 15 og vil samtidig opfordre alle, der er i nærheden af det nordfynske, til at komme og lytte og tale med.  
Påtænker du at gribe chancen for at lade din stemme høre, kan vi i øvrigt varmt anbefale dig at tage vores lille skarpe quiz ud i de retoriske greb, der kan gøre din tale ekstra stærk. Her finder du stensikkert inspiration til, hvordan du kan brage igennem på ølkassen og få hele sproggaden i tale. Du finder de ti sprogspidsfindige spørgsmål lige her: 
https://dansketaler.dk/quiz/retoriske-figurer-og-finesser/
Vi glæder os til to dage i sprogets tegn. Se hele det flotte program for Sprogense her: 
https://jfmtillaeg.e-pages.pub/titles/jfmtillaeg/11471/publications/2646