Anledning

Grundlovsdag

Talen

Det er en vigtig dato.

Som far til to nu efterhånden voksne drenge vil jeg selvfølgelig gerne fastholde, at det er en så vigtig dato, fordi det er Fars Dag i dag.

Men det er jo trods alt ikke Danmarks fædre, vi er her for at tale om i dag – men fordi det er grundlovsdag. Den dag, vi fik vores første demokratiske grundlov i 1849. Den dag, vores nuværende grundlov fra 1953 også er skrevet under.

Jeg tror, mange af os måske nogle gange har et lidt uafklaret forhold til grundlovsdag. Hvad går den egentlig ud på? Er det en halv fridag, hvor vi kan nyde den helt nye sommer? Er det noget med, hvordan tingene foregår inde i Folketinget og på Christiansborg, eller noget med, hvordan vi stemmer, når der er folketingsvalg hvert fjerde år?

Ja, alt det er grundlovsdag selvfølgelig. Men Grundlovsdag er også meget mere end det.

For på Grundlovsdag fejrer vi først og fremmest friheden. Den frihed, som vi alle sammen har – og skal have – ikke bare hvert fjerde år, men hver dag. Friheden til at leve, som vi vil. Friheden til at tro, som vi vil. Friheden til at mene, hvad vi vil. Friheden til at elske dem, vi vil. Friheden til at gøre, hvad vi vil – eller lade være, hvis ikke vi har lyst.

Den grundlæggende personlige frihed, som efter min mening er det allervigtigste, som den danske grundlov sikrer. Den personlige frihed, som er hovedhjørnestenen i det frie, liberale, demokrati, som vi nu har haft i næsten 170 år i Danmark.

Det frie, liberale demokrati har været en fuldstændig uhørt succes. Ikke bare i Danmark, men i alle de lande, hvor det findes. Aldrig nogensinde i verdenshistorien har der været en så succesfuld ramme om menneskers liv. Aldrig nogensinde har mennesker haft det så godt som der, hvor friheden råder.

Vores liberale, frie demokratier har givet rigdom, sundhed, uddannelse og livsglæde.

Nogle gange tror jeg, vi har en tendens til at tage det lidt for givet. Vores personlige frihed har været grundlovssikret i så mange år, at vi slet ikke kan forestille os, at det kunne være anderledes. Og vi kan slet ikke forstå, at der skulle findes mennesker og kræfter her i verden, som arbejder målrettet på at ødelægge vores frie samfund. Som vil indskrænke eller afskaffe friheden.

Men det er der. Friheden er under pres i verden.

Det ser vi i Rusland, Ukraine, Vestbalkan, Mellemøsten og Venezuela. Og ikke mindst ser vi alt for ofte gale terrorister, der i rendyrket ondskab slår helt uskyldige mennesker ihjel.

Den ene dag er det glade unge mennesker på en natklub i Istanbul. Den næste turister på strøget i Stockholm. Eller familier, der forbereder julen i Berlin. Fredelige civile i Kabul. Festglade franskmænd i Nice. Små og store børn til deres første koncert i Manchester. Og så sent som i forgårs et bestialsk og umenneskeligt angreb på tilfældige mennesker i London.

De slår os ihjel, fordi de hader os. De hader vores værdier. De hader vores tro. De hader vores måde at leve på. De hader vores samfundsindretning. De ønsker at slå os ihjel – og erstatte vores frie, liberale demokratier med et lukket, ufrit kalifat. Et sted, hvor ingen selv må bestemme over deres liv. Men hvor alle skal ensrettes efter ældgamle og umenneskelige religiøse doktriner.

Det kommer ikke til at lykkes for dem. Vi vil bekæmpe terroristerne med alt, had vi har, indtil de er udryddet. Vi vil bekæmpe dem overalt, hvor vi kan: Om det er med militær indsats i Irak eller med politi og efterretningstjeneste herhjemme.

Men lige så vigtigt som at bekæmpe vores fjender ude i verden – lige så vigtigt er det, at vi bekæmper dem ved at styrke vores værdier herhjemme.

Måske kunne man blive fristet af at sige: ”Jo, men i den tid, vi lever i, må vi hellere dukke nakken en lille-bitte smule. Måske må vi hellere lade være med at gøre alt for meget opmærksom på os selv.

Måske vi skal sætte frihedens fakkel lidt over i hjørnet, så ingen rigtigt lægger mærke til den?

Måske vi så kan gemme os for alt det onde, der sker?”

Nej. Det må vi aldrig nogensinde gøre. Netop nu skal vi stå fast. Netop nu skal vi løfte frihedens fakkel endnu højere op.

Forleden tog vi i regeringen og Folketinget et vigtigt skridt, hvor vi styrkede ytringsfriheden i Danmark. Et stort flertal i Folketinget besluttede at afskaffe den gamle blasfemiparagraf. Det er en sag, vi i Liberal Alliance har kæmpet for i mange år.

For ligesom man i vores frie Danmark selvfølgelig skal have frihed til at tro på lige præcis, hvad man vil – så skal man også have frihed til at kritisere det, andre tror på.

I et frit demokrati brydes meninger frit. Uanset hvad emnet er. Poul Henningsen sagde det således:

”Det er livsfarligt at begynde at skære skår og hakker i demokratiets grundtanke: Enhver borgers ret til at sige sin mening frit og med lovlige midler kæmpe for dens virkeliggørelse.”

Vi kunne også have valgt en anden vej. Vi kunne have sagt: ”Nej, lad os lade være med at styrke ytringsfriheden – for det kunne jo får nogen til at se sig gale på os? Lad os dukke os.”

Det gjorde vi heldigvis ikke. Vi valgte det rigtige: Nemlig at fortsætte med styrke det, vi tror på: Friheden – uanset at der er mørke og onde kræfter, der ikke kan lide det.

Eller man kunne sige det på en anden måde: Når terroristerne ikke bryder sig om det, vi gør – så er vi på rette vej.

Det er det, vi skal stå sammen om. Lad os give hinanden håndslag på, at om ti år skal der i Danmark ikke bare være mindre terror. Men også mere frihed. Mindre antisemitisme. Mere ytringsfrihed. Mere forsamlingsfrihed. Mere religionsfrihed. Og mere offentlig orden.

Vi har kun ét liv – så vidt jeg ved, i hvert fald. Og det er vores eget. Og det er os selv, der skal afgøre, hvad vi skal med det.

Jeg skal som politiker i hvert fald slet ikke bestemme det.

Men frihed betyder ikke, at vi ikke engagerer os i hinanden. Frihed betyder ikke, at vi ikke har holdninger til hinanden. Stærke holdninger, endda!

Der er nogen, der har sagt det på den måde, at forskellen på tolerance og frisind er, at tolerancen risikerer at ende i ligegyldighed med hinanden.

Mens frisindet indebærer, at vi viser engagement i hinanden. Ved at vi har holdninger til hinanden. Tillader os at give hinanden gode råd. Hjælper og støtter hinanden – selv om vi fuldt ud respekterer hinandens frihed til at gøre noget andet.

Og med friheden og frisindet hører naturligvis også, at vi aldrig nogensinde må bruge den for at forsøge at skade andre. At vi husker at passe på hinanden og stå bag hinanden. Og at vi tilgiver hinanden, hvis vi kommer til at misbruge den frihed, vi har fået givet.

Om få måneder fylder jeg hele 50 år. Og jeg føler måske, at jeg derfor godt må komme med en lille opfordring. Ikke som politiker, men bare som et menneske midt i livet med de livserfaringer, jeg selv har fået.

Husk at bruge den frihed, du har fået givet. Husk at forfølge dine egne drømme. Sig ikke nej, fordi du er bange for, hvad andre mener eller andre siger. Sig ikke nej, fordi tingene ser vanskelige ud.

Sig ja, fordi det måske går godt – ikke nej, fordi det måske går galt. Erfaringen tilsiger, at det oftere går bedre, end vi forestiller os, og at vi i hvert fald bliver klogere og visere, hvis vi måske måtte løbe ind i et nederlag. Og hvis det går galt og tingene ser sorte ud, så husk, at solen står op igen i morgen med en ny dag, der giver nye muligheder, der bare venter på at blive grebet.

Vi trænger i Danmark til at blive bedre til at sige ja. Til at turde gribe de muligheder, livet giver os. Til at være endnu mere kreative og modige. Til at tænke mere nyt. Og vi politikere trænger til at blive bedre til at give plads til at slippe mulighederne løs.

Jeg vil gerne lette lidt på hatten i dag i en retning, som måske vil komme lidt bag på nogen. Nemlig mod en bevægelse, som ligesom jeg selv også snart har 50 års fødselsdag: Ungdomsoprøret tilbage i slutningen af 1960’erne.

Der er rigtig meget, jeg er dybt uenig med de gamle ungdomsoprørere i. Deres politiske kompas var fuldstændig skævt, og nogle af dem allierede sig med nogle af de mest undertrykkende regimer i verden.

Men én ting beundrer jeg dem for: Deres vilje til IKKE at lade gamle normer, regler og forventninger styre deres liv. De var villige til at prøve nyt. De smed bh’erne og tog lilla bleer på hovedet i stedet. De ville have mere ligestilling for kvinderne. For de unge. For de homoseksuelle. De gjorde op med meget, der var blevet for støvet og gammeldags.

Som med alle forsøg var det ikke alt, der endte lige godt –f.eks. forstod jeg godt nok aldrig de der lilla bleer. Men meget af det, de kæmpede for, har haft stor og positiv betydning for os i dag og er en del af den danske opfattelse af frihed, som vi kæmper for at bevare og forsvare.

Den del skal vi tage ved lære af. Vi skal også sætte spørgsmålstegn ved den måde, tingene plejer at blive gjort på. Ikke fordi man skal lave om bare for at lave om, men fordi alting bliver bedre af at få kastet et kritisk lys på sig. Nogle traditioner og regler trænger bare til at blive lagt til side.

Det budskab er der måske én gruppe i Danmark, der har særligt brug for at høre i dag. Nemlig de nye medborgere, vi har fået i Danmark, som kommer fra særligt muslimske kulturer og miljøer, som ikke har været gennem de samme hårde opgør, som vi selv har.

De har måske særligt brug for hjælp til at kaste et kritisk lys på de traditionelle regler og normer. De har brug for deres eget ungdomsoprør. Deres kamp for frihed er både hårdere og tager længere tid. Men de har naturligvis lige så meget krav på et liv i frihed, hvor det er deres egne mål og drømme, der bestemmer.

Til jer vil jeg sige: Husk: Ingen andre end jer selv skal bestemme, hvordan I skal gå klædt. Tag bare tørklædet af! Bare slå håret ud. Spring ud af skabet! Vælg selv, hvem I skal giftes med. Uanset hvad normerne og reglerne og jeres forældre siger.

Og hvis kampen er hård, så vil vi stå skulder ved skulder med jer. Jeres frihedskamp er nemlig også vores frihedskamp.

Lige præcis dette er nemlig essensen i vores gode Grundlov:

At politikken skal sætte rammerne for friheden. Og give alle muligheden for at gribe den.

Livet – det er til for at leves. I frihed. Hvor vi nyder livets muligheder og de chancer, det giver os.

Tak for ordet – og rigtig god Grundlovsdag!