Anledning

Dansk Kvindesamfunds ekstraordinære fællesmøde

Talen

Saa skal D. K.s Medlemmer da endelig – efter 45 Aars udholdende, stille og sejg Kamp – mødes til Fæl­lesmøde som fuldmyndige Statsbor­gere! Det er som et Vidunder, at det­te er sket, et Lysglimt paa den mør­ke Himmel, som hvælver sig over Ver­den i disse knugende, forfærdelige Aar. Maatte mange Lande Verden over følge i Danmarks Fodspor og gi­ve sine Kvinder Valgretten, give den med rund Haand som Danmarks Mænd har gjort det, paa samme Vilkaar som Mændene har faaet den, saa vil den Verdensudvikling frem­mes, som ene og alene vil kunne hin­dre, at Menneskene igen styrtes ud i en saa forfærdelig Krig som denne, der fylder os alle med den største Gru og gyder Malurt i vort Glædesbæger.

Vi Kvinder paaskønner i højeste Grad, at Mænd af de forskellige Partier har kunnet enes om at vise os Retfærdighed; og vi her i D. K. skal love hverandre, at vi samvittigheds­fuldt vil nytte vore nye Rettigheder til vort Fædrelands Gavn.

Inden jeg gaar over til, at aflæg­ge Beretning om D. K.s Virksomhed, siden vi sidst var samlede til Fælles­møde, vil jeg mindes 2 af vore ud­mærkede Kvindesagskvinder, som nu har lukket sine Øjne. I Vinter døde Fru Charlotte Klein, som i sin Tid – inden Kunstakademiet var aabnet for Kvinder – stiftede Tegnesko­len for Kvinder og styrede den med udmærket Duelighed i en Aarrække. Hun hørte i Sandhed til Veteranerne, thi den 28de Okt. 1914 fyldte Fru Klein 80 Aar (og modtog megen vel­fortjent Hyldest paa den Dag). Hun skulde ikke opleve den store Dag, da Kvinderne fik Valgret, men døde den 9de Marts 1915.

Og en af vore udmærkede Medar­bejdere – Frk. Marie Steffensen – som har udført et stort og trofast Arbejde som Leder af D. K.s Kursus i Snitmønstertegning og Kjolesyning, har ogsaa lukket sine Øjne. Hun var en Dygtighed paa sit Omraade. Hun forstod, at skal Kvinderne kunne magte ogsaa at varetage sine Sam­fundsinteresser, maa de opøve sig i al huslig Færdighed, ogsaa i at sy sine Kjoler, saa at det falder dem let. Hun var en god Pædagog, og mange af D. K.s Medlemmer stod i Taknemmelig­hedsgæld til hende for, hvad de har lært af hende, og over hele Landet findes der Lærerinder, oplærte af hende, som fortsætter hendes Gerning. Ære være begge disse to udmærkede Kvinders Minde!

(Forsamlingen rejser sig).

Verdenskrigen, som har virket hæmmende paa alt Foreningsarbejde, har selvfølgelig ogsaa lammet D. K.s Arbejde noget, og ændret det en Del. Straks efter Krigens Udbrud indeholdt „Kvinden og Samfundet” en Opfor­dring til Medlemmerne om at sende Artikler til Bladet om det Arbejde, der i D. K.s Kredse blev gjort for at efterkomme de Krav, Situationen stil­lede til Kvinderne. En særlig Rubrik: Kvinders Krigstjeneste bragte i de føl­gende Numre af Bladet interessante og udførlige Meddelelser om det Arbej­de, der paa de forskellige Steder var taget op af Kvinder for at afhjælpe Nøden, fremkaldt af Arbejdsløshed og Dyrtid, for at skaffe det indkaldte Mandskab den nødvendige Underbe­klædning og lette det Indkaldelsens Byrder, og for at indøve Kvinder i Samaritergerning o.l.

De fleste Steder var det vel Forenin­ger som Røde Kors og Kvindernes Forsvarsforening, der gik i Spidsen. Men D. K.s Medlemmer tog ogsaa de­res alvorlige Del af Arbejdet, satte f. Eks. flere Steder Undervisning i Gang for Soldater og lod afholde Fe­ster til deres Opmuntring.

Da Fællesstyrelsen fra flere Med­lemmer i Landet modtog Forespørg­sel om, hvad D. K. som Landssamfund kunde foretage sig for at afhjæl­pe Arbejdsnøden blandt Kvinder, be­sluttede Styrelsen først at gøre et Forsøg med at opfordre Medlemmerne ude i Landet til at tage saadanne Kvin­der, som var blevne arbejdsløse paa Grund af Krigen, i Huset mod et ri­meligt Vederlag i lettere Arbejde. Denne Tanke vandt imidlertid ikke Tilslutning, og der var mere Stemning fremme for at yde Hjælp i Penge. Fællesstyrelsen besluttede da at for­søge oprettet en Hjælpekasse, D. K.s Hjælpekasse af 1914, og opfordrede Medlemmerne til at yde Bidrag til denne. Den indsamlede Sum tænktes anvendt hovedsagelig til at hjælpe Kvinder, som paa Grund af Krigen havde faaet deres Indtægter indskræn­kede, men som ifølge deres Sam­fundsstilling ikke havde Adgang til of­fentlig Hjælp. Formand for denne Kasse blev Gyrithe Lemche, Kasserer blev Th. Daugaard.

Da Erhvervsforholdene efter Opret­telsen af denne Kasse imidlertid bedre­des, har man ment det rigtigt ikke at begynde en Uddeling af den ret be­skedne indsamlede Sum, før der paany indtraadte en virkelig Nødstilstand, hvad der, navnlig med Henblik paa de stigende Priser paa Levnedsmidler, er overvejende Sandsynlighed for vil ske.

Paa Grund af de vanskelige For­hold, som Verdenskrigen stedte mange af D. K.s Kredse i, har Redaktionen af „Kv. og Sf.” for 1915 givet Afkald paa den Forhøjelse af 25 Øre til Bla­det, der ved sidste Fællesmøde blev vedtaget; flere Kredse har imidlertid alligevel indført Forhøjelsen, og denne er da gaaet til D. K.s Hjælpekasse.

Helt har D. K. dog ikke ladet sit vante Arbejde ligge, men har haft et vaagent Øje med alt, hvad der skete paa Rigsdagen, og hvor der var Grund for D. K. til at lade høre fra sig.

Da Forslaget til Ændringer i Syge­kasseloven i Oktober blev forelagt i Landstinget, indgav Fællesstyrelsen til det Udvalg, som Landstinget nedsatte angaaende denne Sag, sit tidligere indgivne Andragende om Indførelse af tvungen Barselforsikring i Forbindel­se med den statsanerkendte Sygefor­sikring og knyttet til Sengelejets Va­righed.

Der er i Kv. og Sf. Nr. 9-10 gjort nærmere Rede for denne Sags Gang, saa jeg vil kun oplyse, at det lykke­des D. K. at paavirke Udvalget saaledes, at det lagde Princippet i D. K.s Andragende til Grund for sin Afgø­relse og i et Fællesudvalg mellem de to Ting opnaaedes der en Overens­komst, hvori D. K.s Synspunkter blev de sejrende, dog at Bidraget blev ned­sat fra de 20 Kr., D. K. krævede, til 10.

Sygekasseinspektør Wittrup skrev i den Anledning i en Redegørelse for den nye Sygekasselov, at D. K. har sat en Fjer i sin Hat, en demokratisk Fjer, som falder godt i Traad med alt D. K.s øvrige Arbejde for at forbedre de ubemidlede Kvinders Stilling ad Lovgivningens Vej.

Vore andre Andragender har vi in­gen Glæde haft af.

I Anledning af, at der ved Døds­fald var bleven en Plads ledig i Be­styrelsen for Jægerspris, indgav Fæl­lesstyrelsen paany sit tidligere indgiv­ne Andragende om, at der maatte bli­ve indvalgt en Kvinde i Bestyrelsen, hvilket forekommer D. K. saa selvføl­geligt, da Stiftelsen jo er for „hjælpe­løse og forladte unge Piger af Almu­en”. Desværre bestemmer Fundatsen, at Styrelsen skal bestaa af 3 Mænd og supplere sig selv. Men samme Fundats indeholder ogsaa den Bestemmel­se, at Forstanderen skulde være en Kvinde; 2 Aar efter Stiftelsens Opret­telse fik Styrelsen dog, med Justitsmi­nisterens Tilladelse, Fundatsen ændret til, at Forstanderen fremtidig skulde være en Mand. Saa Fundatsen maatte jo ogsaa kunne ændres i modsat Ret­ning, og paa at noget sligt kan ske, vil D. K. nu rette sine Bestræbelser. I denne Omgang har vi imidlertid ikke haft Held med os.

I Anledning af, at der ved Dødsfald var blevet en Plads ledig i Overværgeraadet, indgav Fællesstyrelsen den 15de Marts Andragende om, at denne Plads maatte blive besat med en Kvinde.

Ministeren svarede, at han saa med Velvilje paa D. K.s Andragende, men dog intet turde love, og inden Marts Maaneds Udgang var Folketingsmand Klausen valgt ind i den ledige Plads.

At Folketingsmand Klausen er kom­men ind af politiske Grunde, er iøjnelysende, og han kan sikkert i mange Maader gøre god Fyldest. Men at Overværgeraadet er et Sted, hvor der i højeste Grad trænges til Kvinder, det er uomtvisteligt; og denne Sag viser nu aldeles tydelig, i hvor høj Grad der trænges til, at Kvinderne ogsaa har politisk Magt og kan stille sine Krav til Repræsentation paa de Steder, hvor det er i saa høj Grad tiltrængt, at der kommer Kvinder med.

Der findes den store Uretfærdighed, at Statsseminarierne kun er for Mænd, saa at Kvindernes Uddannelse til Læ­rere bliver meget dyrere end Mænde­nes. D. K. har længe haft sin Opmærksomhed henvendt derpaa, og i Fjor blev der jo nedsat et Udvalg til at indgive et Andragende om denne Sag. Udvalget begyndte med at ud­sende en Skrivelse til hver af Forstan­derne paa Statens Seminarier, hvori vi spurgte dem, om de kunde tilraade, at Statsseminarierne aabnedes for Kvinder. Flertallet af dem svarede, at de ikke fandt dette heldigt, men vilde tilraade, at Staten oprettede et Semi­narium for Kvinder. D. K.s Andra­gende kom derefter til at gaa ud paa, at der blev oprettet et Statsseminarium for Kvinder.

Ministeren stillede sig meget velvillig, men svarede, at der endnu ingen Bestemmelse vilde blive truffen.

Med D. K.s praktiske Kursus har det som sædvanlig gaaet udmærket godt.

Der har fra April 1914 til April 1915 været afholdt 8 prakt. Kursus i Madlavning, 3 Forevisningskursus, 2 Forelæningskursus i Næringsmiddellære og 20 i Sundhedslære med praktisk Øvelse i Forbinding. Disse Kur­sus har været søgte af 820 betalende og 139 ikke betalende Elever.

D. K. har i dette Aar første Gang gjort Forsøg med Kursus i Sundheds­lære, som har været afholdte dels i Vendsyssel dels paa Fyen, og begge Steder vundet stor Anerkendelse. Vi har derfor det bedste Haab om, at dis­se Kursus næste Aar vil vinde endnu større Indpas rundt om i Landet og danne et smukt Led i D. K.s Oplys­ningsarbejde.

I Anledning af Verdenskrigen blev der efter Indbydelse af hollandske Kvinder afholdt en Kvindekongres i Haag i Dagene 28-30. April, for at drøfte, hvad Kvinder kunde foretage sig for at forebygge Gentagelsen af en lignende Verdenskatastrofe. Indbydel­sen udgik ikke fra nogen Kvindeor­ganisation, og de fleste Deltagere mød­te ikke paa nogen Kvindeorganisa­tions Vegne. Ogsaa D. K. havde mod­taget Opfordring til Deltagelse, og det vedtoges at sende to Repræsentanter, Th. Daugaard og G. Lemche. Den sidste blev dog i sidste Øjeblik forhin­dret i at tage afsted. D. K.s Kredse opfordredes til at deltage efter Evne i Udgifterne ved denne Repræsentation, og efterkom villig Opfordringen. De forskellige Resolutioner, som blev ved­tagne paa Kongressen, har staaet aftrykte i Bladet. Denne vanskelige Kongres blev gennemført paa en fuldt ud smuk og værdig Maade.

Efter et ret fattigt og trykket Aar kom mod Slutningen af D. K.s Aar – som jo ikke falder sammen med Kalenderaaret – den største Sejr, Kvinderne endnu har vundet, idet Kvinder ved Grundloven af 5te Juni 1915 fik Valgret og blev valgbare paa aldeles samme Vilkaar som Mænd.

Trods det tunge Tryk, der hviler paa enhver af os i disse Aar, følte dog alle vaagne Kvinder en jublende Glæde og en dyb Trang til at give denne Glæde Udtryk ved i et stort Kvindetog at gaa til Kongen og Rigs­dagen.

Men det var ikke nok, at D. K.s Med­lemmer gik i Folketog, vi maatte have alle Kvinder med. Danske Kvinders Nationalraad der ikke er nogen Fore­ning bestaaende af Enkeltmedlemmer, men en Organisation, bestaaende af Foreninger – den maatte kunde sam­le alle Foreninger og Institutioner som sideordnede. D. K.s Repræsentant i D. K. N. – Gyrithe Lemche – foreslog derfor i Nationalraadet, at dette skulde ordne et sligt Tog, og Ind­bydelse blev udsendt til alle Kvindeforeninger og Institutioner. Desværre havde vi den store Sorg, at socialde­mokratisk Kvindeforening, der selv­følgelig ogsaa var bleven indbudt, sva­rede Nej med den Begrundelse, at de ikke syntes, der var noget at takke Regering og Rigsdag for, de vilde kun deltage i Socialdemokraternes Fest i Søndermarken og takke sine egne Rigsdagsmænd. Det hjalp ikke, at vi erklærede, at den Adresse, der vilde blive overrakt Kongen og Rigsdagen, ikke vilde komme til at forme sig som en Tak, men kun som et Udtryk for vor Paaskønnelse og Glæde – de fastholdt sit Standpunkt, og vi havde derfor den Sorg at maatte gaa i Kvin­detog uden Arbejderkvinderne, som vi saa gerne vilde have haft med. Ogsaa den konservative Kvindefor­ening – som dog er Medlem af D. K. N. – nægtede at gaa med, saa man kan med Sandhed sige, at Kvindetoget var upolitisk, idet de to politiske Kvindeforeninger begge to udeblev.

Det forberedende Arbejde til Kvin­detoget blev udført af et Fællesudvalg, hvori D. K. var repræsenteret ved Formanden og Formanden for For­retningsudvalget; Th. Daugaard blev Formand for et af Underudvalgene – Arrangementsudvalget – og D. K.s Kontor blev stillet til Fællesudvalgets Raadighed. Det var travle Dage før Kvindetoget, men vi havde ogsaa den meget store Glæde, at et Kvinde­tog paa mellem 10 a 12,000 Kvinder med forskellige Bannere, hvoriblandt forrest var D. K.s, bagved et Danne­brog, i ordnede Rækker paa 5 marche­rede taktfast fra Grønningen gennem Amaliegade til Amalienborg, hvor Nationalraadets Formand – Henni Forchhammer – i Spidsen for en De­putation paa 25 Formænd for forskel­lige Kvindeforeninger og Institutioner fik Foretræde for Kongen og overrakte Danmarks Konge en Adresse indbun­den i en meget smuk Mappe af Ru­skind og derefter gik til Rigsdagen og overrakte et ligelydende Eksemplar af Adressen til Ministeriet og Rigsdagens Formænd.

Der var fra forskellige Sider megen Modstand mod dette Tog, men vi overvandt den, og gennemførte Toget paa en glimrende Maade. Og saa me­get er vist, at det nu staar fast i en­hver Kvindes Bevidsthed, at Kvinderne har faaet Valgret! Det var et hi­storisk Øjeblik, da vi stod paa Ama­lienborg og Kong Chr. X og Dr. Alexandrine kom ud paa Altanen og talte til os – et Øjeblik, der aldrig vil gaa af Minde – og den Gang Henni Forchhammer som første Kvinde stod med fuld Ret paa Talerstolen i Dan­marks Folketing.

D. K. glemte ikke dem, der havde arbejdet for at skaffe Kvinderne Valgret og nu havde lukket sine Øjne. Fi­re af Fællesstyrelsens Medlemmer var om Morgenen den 5te Juni ude at lægge en smuk Laurbærkrans med hvide Roser bunden af en af D. K.s Kreds­formænd og med røde og hvide Baand paa, paa Pauline Worms og Svend Høgsbros Grave, og til Aarhus havde vi sendt en lignende Krans til Mathil­de Fibigers Grav, som nedlagdes af Aarhus Kredsens Formand. Vi troe­de, at Kirstine Frederiksen var jor­det i Amerika, hvor hun døde, men da vi spurgte, at hun var bleven brændt, og hendes Urne sendt til Fa­miliegravstedet paa Laaland, blev der ogsaa sendt en Krans der ned, men den kom jo lidt for sent.

Til Fredrik Bajer og Frue, som har stiftet D. K. 1870, sendtes den 5te Ju­ni en Buket med en Takskrivelse.

Dette var vor store Festdag, som blev fejret paa en fuldt ud værdig Maade.

Nu kommer Arbejdets Dag; gid nu alle Kredsene maa tage det op med Iver, og ingen svigte.

Det var ved Afstemning afgjort, at D. K. ikke skulde holde Fællesmøde i Aar, men kun et Formandsmøde d. 5te Juni. Det blev nu anderledes. Da Grundloven blev vedtaget, var Fællesstyrelsen ikke i Tvivl om, at vi maatte samles til Fællesmøde. Men da Aarhuskredsen, der stod som Indby­der til Fagllesmødet 1915, ikke kunde modtage os med saa kort Varsel, hen­vendte vi os til Nr. 2 af Indbyderne fra ifjor, Odensekredsen, og denne har altsaa paataget sig det ingenlunde lette Arbejde med saa kort Varsel at overtage Værtskabet for saa mange Tillidsmænd.

Under disse Krigstider, der jo har lagt et Tryk paa os alle, kan De nok forstaa, at der ikke er bleven dannet mange Kredse. Deres Tal er kun vokset med én – vi har nu 131 Kredse med 9000 Medlemmer. Medlemstallet er vokset bedre end kredsenes Tal, den 1. Jan. 1915 havde vi 3 a 400 fle­re Medlemmer end 1914, og i den sid­ste Tid gaar det rask med Indmeldel­ser, den ene Dag 15, den anden Dag 50 o. s. v.

Gid D. K. maa vokse sig stærkere og stærkere, saa at vi om det kan bruge Bjørnstjerne Bjørnsons Ord:

„Begynder som en Susen i Kornet
Sommerdag,
Og vokser som en Brusen gennem
Sko­venes Tag.”