I løbet af de seneste måneder har millioner af børn skolestrejket for klimaet. Og i går havde vi en af vores største strejker til dato. Det er helt skørt, at vi er nået dertil, hvor børn føler sig nødsaget at ofre deres egen uddannelse for at gøre op for den passivitet vores ledere og de fleste voksne udviser.

Om ca. to uger har I valg i Danmark.

Og i morgen er der valg til Europa-Parlamentet over hele Europa. Vi bor 508 millioner mennesker i EU. Og tilsammen bruger vi 20 % af verdens resurser. Det er en femtedel af verdens resurser. Det vi foretager os i EU, har en kæmpe betydning for de fremtidige livsbetingelser på vores planet.

Vi står over for en eksistentiel trussel. Tiden er ved at løbe fra os.

Og hvis ikke vi som minimum har halveret vores udledning af drivhusgasser inden for de næste 10 år, 220 dage og 10 timer, vil vi sandsynligvis sætte en ustoppelig kædereaktion i gang, vi ikke kan kontrollere.

Og læg mærke til, at disse tal hverken omfatter afgørende vendepunkter, feedbackmekanismer og allerede påbegyndt opvarmning forårsaget af anden luftforurening eller princippet om et retfærdigt grundlag, som er en del af Parisaftalen.

Men disse beregninger afhænger af tekniske løsninger, som mangler at blive opfundet i stort omfang.

Ifølge den samlede forskning vil det kræve, at vi foretager vidtgående ændringer i alle dele af samfundet allerede i dag.

Hvis EU virkelig besluttede sig for at se den igangværende klimakrise i øjnene og handle i overensstemmelse med situationens alvor, ville det have en kæmpe global effekt.

Man skulle tro, at det var det valget i morgen handlede om.

Men det gør det ikke.

Man skulle tro, at vi ville forsøge at standse vores udledning af drivhusgasser.

Men det gør vi ikke.

Faktisk stiger vores udledning af drivhusgasser stadig.

På trods af alle de smukke ord og løfter fra vores politikere og ledere.

Smukke ord, såsom “København CO2-neutral 2025”.

Det lyder rigtig godt.

Men hvis CO2-neutral ikke omfatter transport, indkøb, madvarer eller flyrejser, så har det ingen betydning.

Faktisk gør det nok mere skade end gavn at sende budskaber om, at der er sat reelle tiltag i gang, når det ikke er tilfældet.

Det er slet ikke nok at mindske vores udledning af drivhusgasser.

For vi er nødt til at standse vores udledning, hvis vi vil leve op til Parisaftalen.

Og derfor kan vi ikke længere nøjes med isolerede, målrettede tiltag.

Derfor er vi nødt til at se på det store billede.

Derfor er vi nødt til at behandle krisen som en krise.

Derfor er vi nødt til at tænke helt anderledes.

Hvis alle levede, som vi gør i Sverige, Danmark eller EU, så ville det allerede være for sent at holde sig under målet på 1,5 eller 2 grader. Hvis alle levede, som vi gør, ville vi være meget tættere på en ustoppelig drivhusplanet.

Så i stedet for at skyde skylden på andre og fortælle dem, hvad de burde gøre, burde vi gå forrest. Ligesom vi har skrevet under på, at vi vil, i Parisaftalen.

Det burde vores kommende valg handle om.

For det her kunne meget muligt være den sidste chance, vi har for at sætte gang i den nødvendige omstilling.

Vi kan stadig løse det.

Men så er vi også nødt til at begynde i dag.

Dem, der bliver mest påvirket af klima- og miljøkriserne, er unge mennesker som mig, der ikke kan stemme. Så hvis du ikke vil gøre det for din egen, så stem for vores skyld.

Jeg kan ikke gentage nok gange, hvor vigtige valgene er. Men vi bliver også nødt til at indse, at vi allerede kender udfaldet af valgene.

Og siden ingen er klar over den virkelige betydning af kriserne, er folk ligeglade med dem, når de går hen for at stemme.

Så vi må ikke blive skuffede, når vi får resultaterne. Vi må huske på, at kampen ikke slutter her, det er kun begyndelsen.

Alle og alt er nødt til at omstilles. Så hvorfor bruge dyrebar tid på at skændes om, hvem og hvad der må omstilles først? Alle og alt er nødt til at omstilles, men jo større indflydelse du har, jo større ansvar har du også.

Jo større dit CO2-aftryk, jo større dit moralske ansvar.

Vores hjem står i flammer. Og vi bør være vrede og omdanne den vrede til handling og handle, som om vores liv afhang af det.

For det gør det.