Anledning

Nordslesvigs genforening med Danmark

Talen

Introduktion: 9. Juli 1920 underskrev Kong Christian X Traktaten mellem de Allierede og Danmark angaaende Nordslesvigs Genforening med Danmark, og Dagen efter red Kongen over den gamle Grænse ind i det genvundne Land. Dagen fejredes overalt i Landet med Gudstjenester og storstilede Folkemøder. 11. Juli fandt Genforeningens Hovedfest Sted paa Dybbøl Banke i Nærværelse af Kongefamilien, Repræsentanter fra Regering og Rigsdag samt en tusindtallig Folkeskare, der var kommet sammen fra Nær og Fjern. Ved denne Lejlighed holdt Grev O. D. Schack Formanden for Vælgerforeningen Hovedtalen for Kongen, og umiddelbart derefter overraktes der Kongen det Dannebrogsflag, der sidst var blevet strøget i Sønderborg i 1864. Om Mødet paa Dybbøl er blevet sagt, at det var det største og mærkeligste Folkemøde, der var set i Danmark. I alt deltog henved 50.000 Mennesker.

Deres Majestæter, Deres kgl. Højheder, højtærede Forsamling!

Paa Dybbøl Banke, det dyrebareste Sted, Danmark ejer, hvor Fortid og Nutid fører et Sprog, der stærkere end Mennesketunge formaar det, vidner om, at Herren har gjort store Ting imod os – mødes Danmarks Kongehus, Regering og Rigsdag – mødes Danmark selv i Dag med sønderjydske Landsmænd.

Saa skal da det Velkommen, der bydes af de Tusinder, der fra det genvundne Land’ er stævnet hid i Dag, lyde saa varmt og hjerteligt, som det alene kan lyde fra Befolkningen sønden Aa til Danmarks Konge og Danmarks Folk.

Genforeningen bragte os ikke den Glædens Dag, vi haabede paa – og hvad der fylder vort Sind og ikke kan glemmes, skal heller ikke gemmes i denne Stund og paa dette Sted, men som en dyb og alvorlig Tone klinge med i det store Kor af Løfter og Tak, der fra Dybbøl Banke vil lyde ud i Fremtiden.

Men Fortrøstning og Taknemmelighed maa i Dag bære frem over det, der tynger. Med inderlig Tak vil vi mindes, at hvor Danmarks Konge hin Gang i Nattens Mørke besøgte de til Død og Undergang viede Skandser i en tabt Landsdel, der samles i Dag i Festdagens Glans en dansk Konge af samme Navn med sit Folk for at føre det tilbage til Moderlandet.

Hvem turde have haabet dette, da for 6 Aar siden den tyske Dybbølfest skulde overtyde Verden om, at dette Land for Danmark’ var tabt for bestandig? Men Festsalutten fra den tyske Flaade fik et grufuldt Ekko, der rullede gennem Verdenskrigen. Da Kanontordenen forstummede, sang Dybbøllærken atter over Vang.

Og saa Dansk er dette Land og Folk hernede, at vi til Trods for det vidunderlige, vi oplever, føler:

Vort Møde her paa Dybbøl er ligesaa naturligt som den Fugls Kvidren, der for os staar som et Symbol paa det danske Folkesind; skal der fejres en Fest paa dette Sted, da maa det være et Møde som vort i Dag, hvor Dansk møder Dansk for ikke atter at skilles.

Og kommer vi hjem, færre og fattigere end vi drømte, og blandes der Afskedssmerte i Gensynets Glæde paa denne Dag, der skiller Slægt og samler Slægt – der er dog noget, der er stærkere. Hvor Hjertet er for fuldt til at tolke sine Følelser i Ord, der sænker sig øje dybt i øje for at sige det undsigelige, der lyder kun Velsignelsen, der rummer alt, Anger og Tilgivelse, Tak og Løfter for Fremtiden, men først og fremmest Kærlighed, Kærligheden som forener i Adskillelsen, og som gør Genforeningen hellig, Kærligheden der samler alt dansk, hvor det end findes paa Jorden.

Gud velsigne dem dernede, der længes hen til os i Dag!

Gud velsigne dig og dit Hus, Kong Christian! Gud velsigne Danmark.

Det store Budskab, Genforeningen bringer til os Sønderjyder, er, at vi nu ikke mere skal bære dette Navn, men blive Danske, ikke kun i Sind, men ogsaa af Navn. Det er med Vemod, at vi giver Afkald paa dette Navn, under hvilket vi har elsket Danmark og alt, hvad der er dansk, med en Inderlighed og Hengivenhed, som den ikke fandtes større i Moderlandet, og det er med Sorg, at vi siger Farvel til det, fordi det endnu som Hædersmærke maa bæres af dem, vi ikke glemmer i denne Stund, og som vi vil bevare Troskab, saalænge der banker et dansk Hjerte dernede.

Men med inderlig Tak og Glæde tager vi imod Danmarksnavnet, mødes vi i Dag til Samarbejde for Danmarks Vel og Danmarks Fremtid. Den Kærlighed, der spirede og plejedes i de lange og trange Udlændigheds Aar, skal nu bære Frugt, – lød det vel før med særlig Varme i den Sang, vi vel hyppigst har sunget hernede: »Mig fryder din Ros, din Ære, mig knuger din Sorg, dit Savn,« saa skal det nu vise sig, at vor Kærlighed var saa stærk og ægte, at vi kan indfri vore Løfter, at vi vil møde Kravene og være med til at bære Byrderne, at det er sandt, naar vi synger videre: »Hver Glans, hver Plet vil jeg bære, som falder paa Danmarks Navn,« og at »om Trængsel og Nød du fristed, jeg elsker dig dobbelt ømt.«

Vi skal være dig gode og trofaste Sønner og Døtre, Danmark, det lover vi dig i Dag, – det giver vi dig Haandslag paa, Kong Christian!

Ja, om Kongen samler vi os i denne Stund, den største vor Slægt har oplevet.

Naar i svundne Dage Folket havde valgt sin Konge, stævnede de til Tinge for at hylde ham under aaben Himmel. Den 10. Februar, da vi Sønderjyder stemte os hjem, kaarede vi Kong Christian af Danmark til vor Konge. I Dag løfter vi, allesammen, vor Konge paa Skjold, som frie Mænd og Kvinder hylder vi Danmarks Konge og Dronning, nu ogsaa vor Konge og Dronning, idet vi samles i et tusindstemmigt Hyldestraab.

Kong Christian og Dronning Alexandrine leve!