Anledning

Møde i den Danske Forening

Talen

Mine Herrer i den Danske Forening! Jeg har lovet Dem et Foredrag om Trykke-Friheden, og kunde det blive saa godt, som Villien er til at tale et godt Ord for Friheden, da er jeg vis paa, De vilde være fornøiet; thi vel tør jeg ikke, som en Tydsker, rose mine rene Hensigter, men De veed nok, man kan være meget ligegyldig ved Kæftens Frihed, ja, endogsaa være en hader derad, og dog føle meget varmt for sin egen Frihed, og da er ligesaalidt i Kridthuset hos det ny Ministerium, som jeg var det hos det gamle Cancelli, saa vil De nok troe mig paa mit Ord, at jeg af hjertet ønsker almindelig Trykke-Frihed, som den eneste muelige Maade, hvorpaa jeg selv kan være den mig ganske uundværlige Frihed nogenlunde vis.

Vel er jeg ingenlunde saa udelukkende en Beundrer af Trykke-Friheden, at jo tale-Friheden er mig endnu dyrebarere, baade fordi man aldrig behøver at lade Munden ligge hjemme, naar den er frisk, og især fordi der kan være ganske anderledes Liv i den end i den mesterligste Pen; men ligesom begge Dele er mageløs gode, hver til sit Brug, saa følges de sædvanlig broderlig ad, ligesom de berømte Græske Tvillinger, der deelde baade Himmerig og Helvede med hinanden, og har end netop Danmarks nyere Historie viist, at Talefriheden til en vis Grad kunde nydes, skiønt Trykke-Friheden fattedes, saa var det dog kun Fattigdom med vor blotte Tale-Frihed og herefter vil den endnu langt mindre kunne bestaae uden ved Trykke-Frihedens Hjelp, thi jo bedre Folk lærer igien at tale frit paa Folkets Modersmaal, des mere Indtryk vil naturligvis Talen giøre, og hvor man da ikke vil taale Trykke-Friheden, og jo mindre man bogstavelig kan lukke alle Munde eller faae Fingre paa det vingede Ord, før det flyver ud, des ivrigere vil man lukke alle Høresale for Fritalenheden og see til at indspærre den i Kamrene, til det gaaer fra Forstanden eller døer af Fortvivlelse, ligesom Fangerne i de nymodens eensomme Bure. Hvor derimod Tale.-Frihed og Trykke-Frihed broderlige række hinanden Haand, der seer man dem, som I Engeland og Nord-Amerika, ogsaa Ryg mod Ryg at løfte saa faste Skjolde og tvinge saa skarpe Vaaben, at ingen Modstander lettelig vover at gaae dem paa Klingen. I Engeland har man da nu også alt i halvandet Aarhundrede seet, at det er kun Æventyr, alt hvad man har fortalt om disse Friheders Farlighed for Land og Rige, thi tvertimod har der i Engeland aldrig, saa langt som Historien gaaer tilbage, været saa meget Fred og Rolighed, som tiden baade Mund og Pen fik deres Frisprog. Før, mens man uden videre smed de kæphøie Parlaments-Talere i hullet og skar Næse og Øren af de næsvise Forfattere, da havde man farlige Oprør hveranden Stund og Misfornøielsen var grændseløs, men nu i halvandethundrede Aar, da man kan tale og skrive frit om Alt, fra det Høieste til det Laveste, nu er det i Sammenligning ikke værst at nævne, hvad der har forstyrret Roligheden, og det er jo slet intet Under, men aldeles i Menneske-Naturens Orden, thi vi veed det jo i Grunden alle, at Vreden meget snarere gaaer over og fører langt sjeldnere til haandgribeligheder, naar vi tør give den Luft og tør sige Folk i deres Øine hvad vi har imod dem, end naar vi skal æde Harmen i os og tør ikke knye.

Paa den anden Side er det jo ogsaa klart, at jo større Frihed Munden og Pennen har, desbedre trives og vorer Oplysningen, og skiøndt det er ganske naturligt, at Muldvarper, som Lyset skærer i Øinene, netop derfor hader og bagtaler Ordets Frihed, saa er det dog ligesaa naturligt, at Mennesker, som ikke er eller vil være Muldvarper, netop for Oplysningens Skyld, som vi alle trænge til, maa elske og ophøie Ordets Frihed, thi vist nok maate vi ønske, den aldrig blev misbrugt, og veed dog, den bliver det, men ligesaa lidt som det falder os ind at gaae irette med Soel og Maane og Stjerner, fordi deres fri Oplysning skammelig misbruges til alstens Udaad, ligesaalidt skal vi jo dog gaae i Rette med Mund og Pen for deres Misbrug, som ikke lader sig forhindre uden paa Oplysningens Befolkning.

Man har jo nok bildt os ind og kanskee bildt sig selv ind, at sand Oplysning om alle muelige Ting kan ikke blot findes, men fremmes allerbedst ved, saavidt mueligt, at indskrænke Trykke- og Tale-Friheden, da det jo kun er alstens Formastelse og Bagtalelse, falske Rygter og Beskyldninger, Nidingsord og Nidskrifter, man vil forebygge eller dog kvæle i Fødselen, men dels siger Engelskmanden meget rigtig at Sandhed giælder for det værste Nidskrift, og dels er det soleklart, at om end Øvrigheden allerbedst og allersikkrest kunde faae alle de Oplysninger, den ønskede, ved befalede Indberetninger og hemmeligt Politi, saa fik Undersaatterne desmindre Oplysning, og dog er man jo sig selv nærmest, saa det var alt for meget forlangt af et Folk, at det skulde selv gaae og samle i et ægyptisk Mørke, for at der kunde være høilys Dag paa Politikkammeret, i Cancelliet og i alle Ministerier.

Men selv det, at Øvrigheden kan være godt oplyst, uden at Ordet er frit i alle Maader, der er ogsaa en tom Indbildning, thi ikke at tale om, at den Oplysning, selv det bedste hemmelige Politi kan give, er menneskelig talt, den sorte Armod, saa er den Oplysning igrunden altid falsk, thi paa den ene Side er det hemmelige Politik ikke nær saa paalideligt og troværdigt som alle offenlige Talere og Skrivere, og paa den anden Side kan man ikke baade kyse Folk til at tie og dog faae deres Hjertens-Mening at vide, saa, hvor Ordet ikke er frit, der er Regieringen altid slet oplyst selv om hvad den helst maatte ønske at vide: hvordan Stemningen er, hvilke Kræfter, den har imod sig, og hvad den i Nødsfald kan lide paa, som jo dog kun er hvad der frit hænger ved den og har Mod til at staee Last og Brast med den.

Trænger nu selv den sletteste Regiering, der ikke vil falde, før den veed det, til en Oplysning, som kun Ordets Frihed kan give, da trænger naturligviis en god Regiering dertil i alle Maader, da den ellers, med den bedste Villie til at giøre Rigets blomstrende og Folket lykkeligt, maa, uden stadig Oplysning af den fri Mund og Pen, idelig giære de største Misgreb, som den ovenikiøbet seent eller aldrig opdager. Man vil maaskee sige, at naar der blot er et frit Parlament eller Folkeraad, da kan al den nødvendige borgerlige Oplysning godt indhentes, om end alle Talere og Skrivere udenfor Huset er under Pidsken, Politimesterens Pidsk og General.Fritalens Kamp, men ogsaa det er en Fabel, thi derls har det aldrig skort med Parlamentets Frihed at betyde, naar der hersker Aands-Trældom trindt omkring det snevre Fristed, og deels kan Flertallet i et Folkeraad umuelig være veloplyst, naar Folket sidder i Mørke, umuelig være vel oplyst uden hvor Ordet i det hele er frit.

Tænker vi os endelig en maadelig Regiering, hverken eiegod eller grundslet, hverken meget klog eller uklog, men middelmaadig, som Folk er fleste, altsaa ogsaa, som de fleste Regieringer vil findes, da er det ganske aabenbar kun Ordets Frihed, der kan giøre den taalelig god, forhindre eller forkorte de groveste Misgreb, fremlokke eller fremtvinge de nødvendigste Forbedringer, og i det Hele giøre Minister-Ansvarlighed til mere end et tomt Ord, til en levende og frugtbar Sandhed; thi naar man ogsaa tænker sig et Parlament eller Folkeraad, der kunde og vilde styrte alle maadelige Ministre, saa var dermed endnu intet bundet, thi man skriver jo nu selv fra Paris, hvad dog ingen fransk Bekræftelse behøver, at det er langt lettere at styrte et Ministerium end at skabe en Regiering, end sige da en god Regiering, saa til Hverdags-Brug maae alle kloge Folk see til at kunne nøies med den Regiering, de har, og det er kun mueligt, naar selv en maadelig Regiering, ved Hjælp af Ordets Frihed, nemt kan faae den nødvendigste Oplysning, og af Frygt for det fri Ord maa tage sig i Agt for grove Misgreb eller skynde sig at bringe dem i Forglemmelse.

Dette er den offenlige og aabenbare og derfor den klare Side af Tale og Trykke-Frihedens Uundværlighed, hvor et Folk vil see med sine egne Øine og, saavidt mueligt, sikkre sig en fri og ønskelig Tilstand, og skiøndt der er en anden Side, hvorfra jeg som gammel Taler og Skribent, allerhelst paastaaer Frihedens Nødvendighed, saa vil jeg dog kun føjelig berøre den, fordi den som halv hemmelig er langt dunklere.

Naar nemlig en af vore bedste Danske Digtere og et af hele Verdens vittigste Hoveder, ved Navn Jens Baggesen, i den saakaldte “Kalundborgs Krønike”, som i mine Øine er et Mesterstykke, fortæller os, at mens der engang i gamle Dage har Trykke-Frihed i Kalundborg:

I Husene, paa Torvet og paa Gaden

Var nyttig Flid, og Ploven, Aaren, Spaden,

Knibtangen, Øren, Naalen, alt blev brugt

Med mærkeligen meer og mere Frugt.

Meere ordenlig gik Sagerne til Thinge,

Meer ordenlig i Kirken Sangen gik,

Man hørde bedre Byens Klokker ringe,

Kort alt, endog de Halte bedre gik!

see, da troer jeg vist nok, han har fuldkommen Ret, og efterat have seet, hvor rapt alle Folk gaaer og hvor rapt alting gaaer fra haanden i det fri Engeland, veed jeg ikke engang, hvordan jeg noget Øieblik skulde kunne tvivle derom, men deels har vi nu ikke alle seet det, og deels er Sammenhængen her mellem Aarsag og Virkning saa dunkel, at man kan trættes herom saalænge man vil.

Saaledes broer jeg ogsaa, at ethvert Folks Hoved-Ære. Og dets bedste Fornøielse, altsaa dets lykke, beroer paa betimelig at have Talere og Skrivere i deres egen Aand, paa deres eget Modersmaal og efter deres egen Smag, som med Liv og Lethed kan bringe for Dagen, med Varme og borende Klarhed kan udvikle og fremstille alt det høie og Dybe, det Store, det Skiønne og Sande, som har levet og lever i Folket, har virket i de forbigangne Tider, og skal blive ved at virke Fremtiden, om mueligt til Verdens Ende, og en saadan folkelig Veltalenhed og et saadant folkelig Aftryk, som man kalder en eiendommelig Litteratur, de, siger jeg, er i mine Øine uden Tale- og Trykke-Frihed aldeles umuelige, men jeg vil her ikke lægge videre Vægt derpaa, dels, fordi det følger af sig selv, at enhver, altsaa ogsaa Taleren og Skribenten er immer paa sin egen Side, og dels fordi et Folk først ret maa have faaet Smag paa Talen ud af sit eget Hjerte og Skriften ud af sit eget Hoved, før det i denne henseende ret kan skatte sin Vinding og beregne det uerstattelige Tab, der ledes ved at undvære det.

Jeg vil derfor slutte med et lille Overblik af Trykke-Frihedens Skæbne her i Danmark, saalænge jeg kan huske, thi om den forrige Tid vilde det blive for vidtløftigt at tale, og hvad Trykke-Friheden angaer, kun meget sørgeligt, da De nok veed, det var først 1770 vi her saae det første Glimt af en saadan Frihed, og som snart forsvandt til 1784, Da Frederik den Sjette, som Kronprinds, kom til Roret, men selv da varede Friheden kun i femten Aar, til 1799, da den fortræffelige Trykke-Forordning kom ud, som jeg endnu forleden Dag, i Rigsforsamlingen, forgiæves bad Justitsministeren om, at faae lagt paa Hylden, til alle de andre gamle forordninger, under hvis Tryk man hardtad umuelig kantrække fri Luft.

I hin Tale og Trykke-Frihedens Morgenrøde vorde jeg imidlertid op, og har jeg havt nogenlunde Styrke til, trods Trykke-forordningen af 1799, at holde Tingen lige i Munden og holde Ørene stive, da maa det vistnok for en stor Deel tilskrives den friske Luft, jeg trak i min Opvækst, og har jeg, som folkelig Taler og Skribent, gjort et lille Fremskridt mod det Maal, vi alle skal have for Øie, da maa ligeledes det fornemmelig tilskrives hin Frihedens Morgenrøde og hvad den fremlokkede af Penne, som hans, der skrev Kallundsborgs Krønike, og gav os deri en ægte Dansk Historie om Censurens Oprindelse, som en Følge af, at den gamle Riimkrønike om Tyven, der blev hængt saa slet, at han stjal Støvler næste Nat, den Krønike forspildte Bormesteren i Kallundborg hans søde Middagssøvn.

Jeg vil imidlertid her hverken trætte Dem med at opregne alle den gruelige Trykke-Forordnings 28 Paragrafee, skiøndt jeg, desværre, kan dem næsten udenad, eller med at oplæse samme Forordning, eller rettere det gamle Danske Cancellies, lange Synde-Register i denne henseende, skiøndt det staaer for mig, som det var præntet; men jeg vil blot fortælle Dem en lille Historie, som jeg har hørt af Jens Baggesens egen Mund, og som vel til Slutning er lidt drøi, men som jeg dog holder meget ad, fordi den med eet mesterligt Greb stiller baade Trykke-Forordningen og Cancelliet i deres rette Lys.

Baggesen var vel langt fra at være nogen Politiker, men for saa vittigt et hoved, som hans, er dog intet Menneskeligt aldeles fremmed, og da derfor Trykke-Forordningen af 1799 kom ud, kunde han ikke vare sig for at skrive lade trykke:

At for det hele Folk man een maa bøde,

Er jødisk, gammeldags og dumt,

Men at for een det hele Folk maa bøde,

Er nyt og christeligt og grumt.

Vel slap han dengang med en Irettesættelse, som Forordningen ogsaa havde forbeholdt de næsvise Digtere, som uartige Børn, men Cancelliet bar dog siden lidt nag til ham, og da Napoleons Lykke var slaaet om, saa selv vi havde vendt ham Ryggen, da skrev Baggesen et temmeligt bitters Stykke om ham, hvorefter han blev kaldt op til den daværende Cancelli-Præsident, som var en meget naiv Mand, og gjorde Digteren helvede hedt, som en gruelig Overtræder af Trykke-Forordningen. Da imidlertid Baggesen pukkede paa sin Uskyldighed, som Hermes-Barnet i i Vuggen, greb Præsidenten Forordningen og fandt efter nogen Bladen ganske rigtig Paragrafen om de venskabelige Magter, som Skribenten maatte lade ufortalt, naar han ikke vilde bøde derfor i Tugthuset fra tre Maaneder til tre Aar, men Baggesen indvendte herimod, at han havde været forsigtig nok til, før han lod sine Tanker om Napoleon trykke, at forespørge hos Udenrigsministeren, om vi havde Fred eller Krig med Napoleon, og havde faaet det Svar, at vi havde Krig med ham. Cancelli-Præsidenten lod sig imidlertid ikke forstyrre af det, men han blev ved: ja, De skal naturligviis heller ikke straffes saa strængt, som om Napoleon endnu hørde til de venskabelige Magter, men der er en naturlig Logik, som siger, at nar der er saa stræng en Straf for at tale ilde om venskabelige Magter, saa maa der nødvendigvis ogsaa være en, skiøndt mildere Straf for at tale ilde om andre Magter. Digteren, som nu naturligviis ikke ret vidste, om han skulde lee eller græde over Cancelliets naturlige logik, han valgde dog det første og sagde: ja, nu forstaaer jeg først Deres Exellence, altsaa, der er i Danske Lov stræng Straf, maaske endogsaa livsstraf for at sove hos en anden Mands kone, altsaa maa der ogsaa være en skiøndt naturligviis mildere Straf for at sove hos sin egen Kone. Ja svarede den i Sadlen faste Cancelli-Præsident, med et vist Smil: i Vittigheder tør jeg ikke kappes med dem, men som sagt, der er en naturlig Logik o.s.v. Nu bukkede naturligviis Digteren, og dermed vil jeg have den Danske Forening Tale- og Trykke-Friheden paa det bedste anbefalet!