N.F.S. Grundtvigs tale om adelens privilegier i Den Grundlovgivende Rigsforsamling

Jeg har ofte ønsket, naar Talen var om virkelig borgerlig Frihed, jeg da kunde hørt saa mange og saa stærke og 
saa ivrige Røster, som jeg har hørt i Aften for den falskeste af alle 
Ligheder, den Lighed, som vi kunne finde i Tyrkiet, hvor vi dog hverken ville finde noget af den borgerlige Frihed eller skulde ønske, at 
vore Stater og borgerlige Selskaber skulde reformeres efter dets Lignelse; det er en forunderlig Tanke, at ved at udslette saavidt muligt 
alt Mærke paa nogen Forskjel, at man dermed, dersom man frembragte Noget, skulde frembringe det Høieste, der har viist sig, og ikke 
nedværdige Alt til det Laveste. At Titel og Rang ere paa den høieste Maade misbrugte og have været miskjendte fra Regjeringens Side, 
det er en Historisk Kjendsgjerning, men dersom det kun gjaldt om at 
gjøre noget Saadant foragteligt, og derved at saae det til om muligt 
at falde bort, kunde der jo ikke skee noget Bedre end ved at uddele 
det iflæng uden alt Hensyn til Udmærkelse eller Fortjeneste, og endelig hvad Aldelsophævelse angaaer, da vil jeg gjøre den simple Bemærkning, at naar alle borgerlige Forrettigheder ere skilte fra Adelen, 
saa veed jeg ikke, hvad denne Ophævelse skal betyde uden som en af 
de revolutionaire Griller, som vi jo kjende baade fra det forrige Aarhundrede og tildeels fra dette, skjøndt en æret Rigsdagsmand dog 
anmærkede, at i det revolutionaire Frankrig, som først udmærkede sig 
ved at ophæve og afskaffe Adel og alt Saadant, at der var det endnu i dette Aarhundrede en Anbefaling at føre en saadan Titel.

Adelen, mener jeg, lader sig slet ikke ophæve, uden man vil give den 
naragtige Forordning, at de, som have et Adelsnavn, skulle aflægge 
det og tage et andet, eller og, at de ikke maae forsegle med deres 
Fædres Signeter, at de ikke maae beholdee de saakaldte Vaabner og 
Mærker paa, at de være samme Slægter og Familier, og jeg skulde 
dog troe paa den ene Side, at det var en Rettighed, som ethvert 
Menneske havde, til at beholdee sine Fædres Navn og føre deres Bomærke, dersom han finder, at han dermed kan være tjent, og paa den 
anden Side skulde jeg ogsaa mene, at det er jo aabenbart, at dersom 
disse Personer ikke have nogen Ære af deres Familienavn, dersom 
det ikke er erhvervet ved en Udmærkelse, og dersom de ikke selv stræbe 
at ære det, da er der hos dem slet Intet at misunde, og dersom de 
virkelig have et Navn der stammer fra ædel Daad og Bedrift, og 
dersom de ogsaa stræbe at være det værdige, saa mener jeg, at det 
vilde bevise en lav Tænkemaade at misunde, end sige at ville berøve 
dem det, og det vilde være en daarlig Statsklogskab, dersom man 
vilde borttage den Kappelyst, som kan vækkes ved borgerlig Udmærkelse; det vilde være daarligt, thi hvo indbilder sig vel, at han ved 
Lov kunde udslette enten Forfængelighed eller nogen af de slette Lyster 
og Attraaer, som kunne boe i Menneskets Bryst, og jeg tør nok 
spørge, om det er statsklogt at ville gjøre det umuligt, at disse 
Attraaer, mere eller mindre besmittede, at de kunde tage en for Staten 
og det borgerlige Samfund gavnlig Retning. Til Slutning skal jeg 
blot anmærke i Henseende til hvad jeg hørte anføre om, hvorledes 
Rang og Titel gjorde sig gjældende endog ved Confirmationen, at 
vi ikke behøve at gaae mange Skridt i Hovedstaden for at lære, at 
der hersker ligesaamegen Misundelse mellem Skræddere og Skomagere 
og Handskemagere med Hensyn til, hvor deres Børn skulle saae deres 
Plads i Kirken, som der kan findes hos nogen af dem med Rang 
og Titel.