Anledning

117. møde i Den Grundlovgivende Rigsforsamling valgt til at udarbejde og vedtage en grundlov for Kongeriget Danmark

Omstændigheder

Den Grundlovgivende Rigsforsamling diskuterede trykkefriheden

Talen

I Henseende til, hvad den ærede Ordfører nys bemærkede, skal jeg ikke gjøre mig nogen Umage for at vise nogen stor Forskjel i juridisk Forstand imellem, hvad jeg har taget mig den Frihed at foreslaae og hvad der er foreslaaet enten af det ærede Udvalg eller af andre ærede Rigsdagsmænd; jeg skal kun i Henseende til mine Yttringer om Paragraphen, som den staaer i Udkastet, steendød og iiskold, kun sige, at naar jeg erklærede, at selv i Trykkeforordningen af 1799 fandtes Ord, som der var eller syntes dog at være mere Liv og Varme i end som i denne Paragraph, der ligesom spottende henviser Skribenten til Lands Lov og Ret, uden at ændse, hvor tyrannisk en saadan Lov kan være, da dog baade først og sidst i nævnte Forordning udtrykkelig siges, at det er Regjeringens Villie, at der skal være en virkelig Frihed for enhver retsindig Mand til at udtale sig over, hvad han anseer for at være gavnligt til fælles Bedste. Hvad det angaaer, som jeg ikke har foreslaaet Noget om, nemlig at Census og andre præventive, paa Dansk forekommende Regler, aldrig skulle kunne indføres, da maa jeg først bemærke, at Forordningen af 1799 ogsaa erklærer Censur for en forhadt Ting, som der ikke mere var at tænke paa; men uden at tale om Andet, fandtes det foreløbige Gjennemsyn forekommende nok, og underligt nok er dette ikke nævnt, selv i noget af de Forslag, der, hvad jeg ikke kan rose, naar det gjælder om en Grundlovsbestemmelse, indlader sig i saadanne Enkeltheder.

Dette har jeg slet ikke villet, og heller ikke paa nogen Maade villet søge, om det havde staaet i min Magt, at foregribe det bestemte lovbud om Friheden eller at binde Lovgivningen til noget andet Hensyn end til det fælles Bedste, men hvad jeg har stræbt at gjøre, det er at give Grundloven en Yttring, om Friheden, om Aandens og Ordets Frihed i Riget, en Yttring, som aandede Varme. Det er blevet sagt ved den foreløbige Behandling, at om ogsaa denne Grundsætning blev optagen i Grundloven, vilde den dog ingenlunde sikkre af en frisindet Trykkelov, og deri kan jeg være ganske enig, men skal kun dertil svare: velan! saa er der vel ogsaa endnu mindre Betænkelighed ved at optage en saadan Grundsætning, som, om den end aldrig gjorde noget andet Gavn, dog efter min fulde Overbeviisning vilde gjøre Forsamlingen Ære, da det ikke alene er Verdenshistorien, som vidner, at denne Aandens og Ordets Frihed, at den er den ypperste af alle dem, som Mennesket kan nyde, og som Borgeren behøver, men efter min Erfaring er denne Frihed ogsaa den, hvorpaa det danske Folk, ligefra det lærte at kjende den, har sat den høieste Priis; jeg maa imidlertid tilføie, at skjøndt jeg som gammel Skribent vel maa vide, at det i sig selv kun har lidt at betyde, hvad der kommer at staae paa Papiret, ja selv til at staae paa Prænt, og skjøndt jeg, som sagt, aldrig kunde billige, at man i Grundloven vilde sætte saadanne Bestemmelser, der skulde binde den tilkommende lovgivning, tør jeg dog nok mene, at saafremt det danske Folk virkelig har Lyst til et saadant Frisprog, da vil det langt vanskeligere kunne forholdes dem, naar Grundloven giver dem aabenbar Ret til at kræve et saadant, og man vil betænke sig 2 Gange paa at byde dem det Modsatte.

Jeg maatte derfor, jeg, som er bleven graa i Kampen for Ordets og Aandens Frihed, nødvendig foreslaae den bedste Yttring om denne Frihed i Grundloven, som jeg kunde forsvare, og da der aldrig enten af den ærede Ordfører eller nogen anden Rigsdagsmand, saavidt jeg veed, engang er bleven ymtet om, at det kundeskade, tør jeg troe, at den visselig kunde gavne, om den endog ikke førte andet Gavn med sig, end at den bragte det Budskab til Efterslægten, at alle det danske Folks Sendebud til Grundlovsraadet, de være idetmindste enige om denne Frihed, om Aandens og Ordets Frihed med Mund og Pen, saa stor, som det almene Vel og fælles Bedste vil tilstede. Jeg er som frisindet Skribent Jubilæet nærmest; jeg er som saadan allerede 45 Aar gammel, og for mit eget Frisprog kunde det da ikke lønne Umagen at stride; det vil snart være forbi under alle Omstændigheder, men det er min danske Drift at stride til det Sidste for Børn og Børnebørns Frihed; jeg skulde maaskee hellere sige for de yngre Taleres og Skribenters Frihed, og jeg vilde gjerne have sagt det, men saavidt jeg har mærket, hersker der for Øjeblikket hos de yngre Talere og Skribenter en besynderlig Tryghed, en Tryghed, som jeg maa forklare mig af det ungdommelige Haab om altid at have Vind og Strøm med sig, altid at have det Herskende med sig, thi det følger jo af sig selv, at hvad der end staaer eller ikke staaer i Grundloven, da vil det Herskende altid, ligesom det gamle danske Cancelli, have al den Tale- og Skrive- og Trykkefrihed, som det kan ønske sig. Var ikke denne besynderlige Tryghed tilstede, vilde jeg have havt det allerbedste Haab om dette Ændringsforslag, som maa ligge mig meest paa Hjerte af Alle; men selv nu vil jeg dog ikke opgive Haabet, før jeg nødes dertil, thi her staaer jo den gamle nordiske Friskytte i Tankens og Ordets Verden, han staaer her allerede i 6 Maaneder i det Haab, at den danske Grundlov skulde dog bære et lille Spor deraf, at han var med at raadslaae om den, og dersom ikke engang Grundlovens Yttringer om Ordets Frihed skal bære noget Spor af hans Deelagtighed, maa jo Efterslægten troe, at Forsamlingen havde ikke det Mindste tilovers for den frie Kunst, som han har øvet, og dog vilde det efter min Overbeviisning ingenlunde være saa, thi det er snarere saa, at Forsamlingen har tilgivet ham mangen en stødende Yttring og hvad den kaldte overflødige Ord for den nordiske Frihed, hans Tale aandede, og for det Livs Skyld, som altid kun kan lykkes og trives ved Frihed; derfor skal jeg endnu paa det Sidste tage mig den Frihed at anbefale den dette mit Ændringsforslag.