Anledning

Møde i Folketinget

Omstændigheder

2. behandling af Invalideloven

Talen

Naar jeg idag og fremdeles ligesom fra allerførst stemmer imod dette Lovforslag, da er det naturligviis ikke, fordi jeg misunder paa nogen Maade dem, der kæmpe og bløde for den danske Sag, noget af al den Paaskjønnelse og Belønning, som de have fortjent og kunne finde, skjøndt jeg vistnok troer, at hvor store og sikkre Løfter om Livrente vi end give, saa ville alle disse Løfter dog ikke skabe en eneste tapper Landsoldat; men jeg stemmer mod dette Forslag, fordi det i mine Øine er baade ubetimeligt og urimeligt. Lovforslaget er i mini Øine aldeles ubetimeligt, midt under en Krig, som den nærværende; thi at vi under den skulle fast bestemme, hvormange Rigsdaler i Livrente vi ville give til alle dem, der lide Skade enten i den eller i nogen følgende Krig, det kan jeg ikke kalde andet end saare ubetimeligt, da vi derved vilde komme til at forskrive os, vi vidste selv ikke til hvor store Udgifter, og det er klart, at det ville være til stor Skade og Fortrydelse paa begge Sider, hvis det bagefter skulde opdages, at vi havde lovet mere, end vi kunde holde. Altsaa, det er vist, dersom jeg ikke tænker meget feil, er det ubetimeligt, og jeg tør troe, at det eneste betimelige vil være, hvad jeg strax tog mig den Frihed at bemærke, at der bevilges en Sum til for Øieblikket at hjælpe paa alle de Saarede eller Vanføre og Faldnes Efterladte, som maatte trænge dertil.

Men selv, hvis Lovforslaget om Livrente til alle dem, som blive saarede i Krigen eller blive syge af Krigen, ikke var i mine Øine saa aldeles ubetimeligt, saa maatte jeg dog finde det aldeles urimeligt, thi selv om Danmark var det rigeste Land i Europa, saa vilde det dog i mine Øine være aldeles urimeligt at fastsætte en Livrente for alle dem, der komme til Skade i Krigen, hvad enten de saa trænge dertil eller ikke; thi Følgen deraf maatte jo blive, at der under en eller anden Skikkelse maatte opkræves en Skat, baade af Folk, som havde Raad til at betale den og af dem, som ikke havde det, og dette vilde være saa stor en Uligelighed og Ubillighed, at ingen Dannemand vilde kunne billige, end sige forlange det. Desuden vil en saadan almindelig Forsørgelsesret have den samme Ulempe, som enhver anden almindelig Forsørgelsesret, at netop de, der trænge til Understøttelse, vilde komme til at savne den tilstrækkelige Understøttelse, fordi Midlerne bleve spildte paa de Utrængende. Endelig er det ogsaa i mine Øine en Urimelighed at give en Indvalideliv, hvorved man giver alle dem, der komme til Skade i Krigen, Krav paa en bestemt Livrente, medens man paa den anden Side giver en Lov om Erstatning for Krigsskade, hvorved man ikke erkjender hos dem noget krav, men hvor Alt skal være en Kjærlighedsgjerning; thi det synes mig aldeles soleklart, at, skal der gives en Lov for nogen af Delene, saa maa den gives for begge Dele efter samme Grundsætninger. (Hør!) Jeg maa derfor, som sagt, stemme imod Loven i det Hele, men vil man dog endelig have en Invalidelov, og det strax, see, da maa jeg tilraade, at udelade Alt, hvad der angaaer Størelsen af den Hjælp, der skal ydes af det Offentlige, og dog endelig at lade Trangen komme i Betragtning, for at ikke de Trængende skulle komme til at forsørge de Utrængende, hvilket jo dog var altfor galt. Da hverken den kongelige Commission eller Krigsministeren har villet indlade sig med vort Udvalg om de Fonds, hvoraf Forslagsstilleren troede, at alle Livrenter kunde udredes uden videre Byrde for Staten, saa havde jeg ventet, at vort Udvalg selv vilde foreslaae Lovgivningen i denne Henseende opsat indtil videre; men, endskjøndt dette Haab er skuffet, saa vil jeg dog fremdeles haabe, at vort ærede Udvalg under disse Omstændigheder vil indrømme, at det er ubetimeligt nu at bestemme Størrelsen af Livrenterne, førend vi have faaet at see, hvor de kunne ventes at komme fra.