Anledning

Møde i Folketinget

Omstændigheder

1. behandling af lovforslag om trosfrihed

Talen

Den høitærede Cultusminister begyndte med, at han ansaae det for en meget alvorlig Sag, og som han ogsaa vilde tage meget alvorligt, og skjøndt jeg baade føler og erkjender, at min ligesaa religiøse som lovkyndige Ven, der har forelagt dette Lovudkast, tog sig Sagen og tager sig den vistnok saa alvorlig som Nogen af os (Ja!), om han end tilsyneladende kunde skjemte, hvad jeg anseer for ikke paa nogen Maade at gjøre Alvor Afbræk, men som vore Fædre have sagt længe før os ,,Alvor og Gammen kan godt sammen” (Hør, Bravo!), skal jeg imidlertid tage Sagen ligesaa alvorligt, og, da jeg har været Præst i Folkekirken nu i snart 40 Aar og vist ikke er blevet regnet blandt de letsindige, troer jeg ogsaa, at jeg har Kald til at tale et alvorligt Ord om denne Sag: Den høitærede Cultusminister begyndte med at betvivle Trangen til en hurtig Løsning, Trangen til at faae den Frihed, Grundloven hjemler, til at træde ind i Livet og til at træde i Kraft, og han anførte mange Hindringer, som laae iveien for en hurtig Afgjørelse, uagtet han allerede før har bemærket, at han dog i Henseende til det borgerlige Ægteskab havde overvundet disse Hindringer allerede for 3/4 Aar siden, da han ved Behandlingen af Sagen om de blandede Ægteskaber forsikkrede, at Udkastet til en Anordning om disse Ting havde været ikke blot i hans Lomme, men i en Andens. Trangen – nu, den er jo meget forskjellig, og jeg vil ingenlunde paatage mig at sige, at enten Alle eller de Fleste, som boe her i Landet, føle nogen stærk Trang til Troesfrihed, saaledes som den fastsættes i Grundloven, og saaledes som min Ven har stræbt at faae den indført i Livet – men det er min fulde Overbeviisning, at Trangen maa være hos Enhver, som har nogen levende Tro (Hør!), og paa den anden Side, at de, som ikke føle denne Trang, de udgjøre for det Meste den Hob, som ikke bryder sig om nogen anden Troesfrihed, end at de kunne uforstyrret ikke alene undvære al Tro, men belee og bespotte al Tro, naar de kun ved disse Leiligheder, til den allerførste Bespottelse, underkaste sig visse kirkelige Handlinger (Hør! Nei!). Det er derfor ogsaa langtfra, som den høitærede Cultusminister syntes at mene, at det er dem, som aabenbart ere udenfor Folkekirken og de andre anerkjendte Samfund her, at det er ene dem, som skulde gjøre en Regulering af Troesfriheden og blandt Andet Indførelsen af de borgerlige Ægteskab nødvendig. Det er jo, og det maa jo den høitærede Cultusminister vide virkelig ligesaagodt som jeg, at det er kun en Digtning, kun hvad man kalder en Fiction, og som jo bliver det Samme, kun paa et fremmed Sprog, det er jo kun en Digtning, at de, som under daglige Mulkter, ifald de ellers ikke ville, ere døbte og have ladet deres Børn døbe, at de, som efter Lovens Tvang have ladet sig confirmere, at de, som efter den samme Lov tvungne have ladet sig vie, at de alle sammenhøre enten til Folkekirken eller til noget andet kirkeligt Samfund, saaledes at noget Optrin i deres Liv bliver dem enten Kjært eller høitideligt derved, at de nødes til i den Anledning at underkaste sig den kirkelige Ceremonie. Altsaa er det en vitterlig Sag, at det paa ingen Maade er saa, at de kirkelige Handlinger for nogen beregnelig Deel af Samfundet enten gjør Ægteskabet eller noget andet borgerligt Forhold høitideligere eller helligere, end det ellers vilde være. Altsaa Trangen er hos alle dem, som virkeligt bryde sig om det kirkelige Liv, om den kirkelige Sandhed, og alle dem, som have denne Tro, at vi allermindst i Kirken enten skulle lokke eller nøde Folk til at hykle. Saameget om Trangen, som den høitærede Cultusminister indskrænkede til meget Faa, og jeg skal dertil lægge, at, naar den høitærede Justitsminister erklærede, at han kun havde kjendt 3 eller 4 Tilfælde, hvori Trangen til en anden Maade at indgaae Ægteskab paa end den, der findes i det kirkelige Samfund, og som er tilladt efter vor lov, havde givet sig tilkjende, og, at han havde fundet, at de alle ad den administrative Vei kunde afhjælpes, da skal jeg blot gjøre den ene Bemærkning, at den høitærede Justitsminister, om jeg hørte ret, kun hav saa megen Oplysning om alle disse Tilfælde, at vi deraf see, at trangen ikke blev afhjulpen.

Den høitærede Justistminister erklærede sig i et Par af Tilfældene saaledes, at man saae, at den Vei, han havde viist, var ikke bleven fulgt, og om de andre sagde han, at han vidste det ikke. Nu maa de ærede Lovkyndige vide, om Trangen til et borgerligt Ægteskab derved er afhjulpen ogsaa for disse Personer, saa at, naar der siden af disse Personer f. Ex. findes Børn, og der bliver Spørgsmaal om Arv og saadanne Ting, om disse virkelig, naar der ikke er foregaaet Andet med dem, da kunne ansees for at have levet i et gyldigt Ægteskab; jeg betvivler det imidlertid meget. Den høitærede Cultusminister lagde megen Vægt paa, hvad der jo ogsaa ved den foreløbige Behandling blev stærkt og tildeels meget heftigt fremhævet, at Folket i allerhøieste Maade forarges især over et borgerligt Ægteskab; og, hvad der vistnok ikke skulde finde nogen Modstand hos mig, men altid skulde finde en ivrig Forsvarer, er, hvad den ærede Cultusminister bemærkede, at Folkefølelsen skal man vel agte, og tage det strengeste Hensyn paa, endogsaa naar man nødes til at indføre Noget i Livet, som man formoder ikke aldeles vilde stemme med den. Men, dersom det var saa, at man vilde afskaffe den kirkelige Vielse, ja, da er der vistnok intet Spørgsmaal om, at det vilde være stridende mod den danske Folkefølelse, og at Mange, som ellers ikke just have megen stor Ærbødighed for hvad der, i det ringeste i gamle Tider, er talt og indskærpet af Folkekirken, alligevel vilde føle sig studsende, forbausede og ilde tilfredse dermed. Men derom er ikke Spørgsmaal; Spørgsmaalet er jo ene og alene om en Frihed for dem, som, langtfra at finde Ægteskabets Stiftelse mere høitideligt, finder det netop at blive dem selv forargeligt, ved at indvies paa den Maade, som hidtil er skeet i vore Kirker, og de, som nu kunde ønske, at disse maaskee til aabenbar Vanære og Bespottelse af de Ceremonier, som vi bruge, og de hellige Ord og Velsignelser, som vi tilføje, jeg siger, de, som kunde ønske, at disse skulde være nødte til, for at kunne indgaae Ægteskaber, at vanære Kirken og dens Helligdom, dem regner jeg ikke til det danske Folk (Nei!). Naar den høitærede Minister for Kirke- og Skolevæsenet ogsaa ved denne Leilighed erklærede, at han ikke kunde tænke sig nogen gjennemgribende Forandring i Henseende til disse saakaldte kirkelige Ting, uden først at have hørt en Kirkeforsamling, saa kan jeg jo nok forstaae den Tankegang, som fører dertil, men jeg kan ligesaa lidet billige den, som jeg kan ret forstaae, at den kan fæste Rod hos en saa lærd og oplyst Mand; thi her er jo slet ikke Spørgsmaal om noget Kirkeligt, der kun efter sin Natur kan gjælde for dem, som frivilligt høre til Kirkesamfundet; her er jo ene og alene Spørgsmaal om, hvad Tvang vi skulle paalægge dem, som i deres Hjerte ere udenfor Kirkesamfundet, hvad enten de have været nødte til eller lokkede eller førte af Vane til at blive deri, og intet Troessamfund, det kalde sig Folkekirke eller hvad det vil, har som saadant den allermindste Stemme om, hvad den verdslige Magt skal tvinge Nogen til eller ikke (Hør! Hør!); altsaa for den Sags Skyld, ligesom jeg nu troer for enhver Sags Skyld, kan den kirkelige Synode, hvorom der er Tale, uden at koste 4 skilling, meget godt opsættes til Dommedag. Naar den høitærede Minister derefter gik ind paa Forslaget selv, og paa den ene Side fraraadede ikke alene dets Antagelse, men dets Fremme og altsaa ogsaa dets Drøftelse i Salen, (Ja!) og paa den anden Side dog udbad sig Tilladelse til at gjennemgaae det enkeltviis, saaledes som det kun skulde efter Ordenen gjennemgaaes ved 2den Behandling, saa kan jeg ikke rime disse to Ting sammen; men, da der nu er talt om de enkelte Ting, og, hvis den ærede Ministers Raad følges, der ikke vil blive Leilighed til her at komme til at omtale det videre, saa skal jeg udbede mig Tilladelse til forsaavidt at følge den høitærede Ministers Fodspor.

Jeg troer, at jeg selv, da dette Forslag blev indbragt, strax betegnede, at jeg i Enkelthederne ikke kunde være enig med min ærede Ven, eller, rettere sagt, ikke enig med det Enkelte i hans Forslag, da jeg vidste at Sagen laa ham saa meget paa Hjerte, at han meget gjerne vilde tiltræde et andet Forslag, som bedre kunde opnaae den samme Hensigt. Naar man nemlig erkjender, hvad rigtignok de ærede Ministre, og navnlig den ærede Minister for Kirke- og Underviisningsvæsenet ikke synes ret at erkjende, at Ægteskab er ingen kirkelig, ingen christelig Handling eller Indretning, men en borgerlig, – da der slet ikke er Spørgsmaal om, hvad denne eller hiin Kirke angiver den for, men det eneste Spørgsmaal, som mig synes der bør komme frem, er dette: er Ægteskab indført ved Christendom eller er det ældre end Christendommen? Er det ældre end Christendommen, saa seer Thinget let, at Christendommen ikke kan foreskrive Regler, om den eed vilde det, for dets borgerlige Gyldighed; men, naar man erkjender, at Ægteskaberne ere en ældgammel Indretning fra Arilds tid, og naar man oplukker Øinene for hvad Betydning det har i Huuslivet og altsaa ogsaa i Folkelivet og i hele Menneskelivet, da følger det af sig selv, at enhver Folkeaand, om jeg saa maa sige, maa ønske Ægteskaberne saa høitidelige og saa hellige indgaaede, som det lader sig gjøre, naar det skal være Sandhed (Ja, Hør!) Nu kan jeg vistnok ikke finde, at det vilde være den høitidligste Maade at indgaae Ægteskab paa, som lod sig forene med fuld Samvittighedfrihed, at fremstille sig for Øvrigheden og faae hos den en Attest; men det behøves jo heller paa ingen Maade, for at gjøre Ægteskabet baade til en saa aldeles borgerlig og til en saa aldeles fri Handling, som Nogen kan ønske. Dertil behøves jo slet ikke Andet end en Anordning om, at alle de i Landet, som ville indgaae Ægteskab, til hvilkensomhelst Kirke de end hørte, og, om de hørte til slet ingen, saa skulde de ligefuldt melde sig hos Sognepræsten, og lade, saaledes som de jo er anordnet for Alle dem, der henregnes til Folkekirken, og som jo er næsten vor hele Befolkning, melde dig der, for at bringe de Beviisligheder, som Loven fordrer, for at kunne indgaae et Ægteskab, og dernæst indskrives i Kirkebogen. See, dette er Noget, som vi Alle indsee har slet Intet med Troen at gjøre, saa det kunde uden al Grund til Klage Alle forpligtes til, og det kunde tillige foreskrives, at Præsten ved denne Leilighed baade skulde gjøre det i dette Tilfælde og jeg vilde sige ogsaa i vor Kirke eneste rette Spørgsmaal, om de ville leve med hinanden i Medgang og Modgang, som det sømmer sig rette Dannemænd og Danneqvinder, dette, kun dette høitidelige Spørgsmaal, og da erklære dem for rette Ægtefolk at være efter Landets Love, og, hvor det maatte være ganske overladt til ham og til dem, hvor høitidelig forresten denne Erklæring og hvad dermed fulgte skulde være, det blev derfor, hvad det altid skulde være, og hvad det har været fra Begyndelsen, en huuslig Høitidelighed, det blev, naar vi undtage de kirkelige Formularer, saaledes omtrent hvad hos vore Fædre Trolovelsen var. Saaledes vilde det allerfrieste borgerlige Ægteskab paa den allerletteste Maade kunne knytte sig baade til de bestaaende indretninger og til vore egne Erindringer, men da skulde naturligviis dette borgerlige Ægteskab indgaaes af alle Ægtefolk, de maatte saa kalde sig hørende til Folkekirken eller til hvad de vilde, medens det stod dem frit for at lade en kirkelig Vielse velsigne deres Ægteskab, naar de ønskede det. Dette troer jeg kan være nok, for at vise, at det ingenlunde er Sagen selv, der enten gjorde store Vanskeligheder eller vilde være forargelig eller med Rette stødende for nogen Dannemand, men at det er i det Høieste en Form, som meget let kan forandres.

Nu, jeg skal være kortere ved det Følgende, man kan dog ikke undlade lidt nøiere at betragte Confirmationen. Havde vi i Ægteskabet en reen menneskelig og borgerlig Indretning, som Christendommen kun, hvor den fik virkelig Indgang, gav et eget Præg, og som ved Kirketvangens Indførelse er blevet givet et Skin af Christelighed, som er afskyeligt (Ja!), saa have vi derimod i Confirmationen en christelig Indretning, som man har villet benytte til borgerlige Øiemed, og hvoraf Følgen da har været, at man jo ingenlunde bedre naaede det borgerlige Øiemed end det ellers lod sig naae; men at man blot paalagde Borgerne en Usandhed mere, naar det ikke traf til virkelig at troe det Samme, som man forberede ved Confirmationen troet og bekjendt af alle dem, som vare fødte i hvad man kaldte Folkekirkens Skjød. Den høitærede Minister lod, saavidt jeg kunde samle, selv forstaae, at han nok ønskede en Skilsmisse foretagen mellem det Borgerlige og de Kirkelige, der meget upassende er sammenknyttet i vor Confirmation; men jeg hørte ham dog slet ikke gjøre nogen Hentydning til, at han vilde virke for, at den kirkelige Confirmation ikke mere blev nogen paatvungen, om de saa end i nok saa mange Led vare fødte i Folkekirken; thi vi maae dog aldrig glemme, at det er det Samme, aldeles det Samme, enten vore Forældre have bekjendt sig til det ene Troessamfund eller til det andet, der er jo ganske det Samme, naar vi skulle nødes til at bekjende en Tro, som vi nu ikke have, i det Mindste ikke have da, naar den skal bekjendes, og ved denne Leilighed maa jeg dog ogsaa bemærke en Ting, hvori jeg maa erklære mig ganske enig med den høitærede Minister i, at ligesaalidt som man skal lokke eller tvinge Folket til Folkekirken, ligesaalidt skal man lokke eller tvinge dem, og jeg lægger til eller true dem, ud af den; men det er nu netop det, som jeg maa bemærke vil skee (Ja!), naar man giver en Frihed udenfor Folkekirken (Ja!), og man nægter Frihed i Folkekirken; ja, da vil Folkekirken med Nødvendighed blive saadan, at efterhaanden alle alvorlig og virkelig religiøse Mennesker ville gaae ud af den (Ja!); de gaae ud af den, medens de andre blive der, fordi Sagen ikke er dem vigtig nok; derimod vi Andre, vi gaae ud af den, fordi vi dog have Lidt at opoffre for Frihed, Lidt at opoffre for den Følelse, at ere vi end Faa, saa ere vi ikke hverken tvungne eller lokkede eller kjøbte, saa ere vi enige om det og føle os derved langt mere glædede og tilfredsstillede. Jeg vil nu i Henseende til Confirmationen blot bemærke, at man ærede Ven vistnok deri hellerikke har truffet det Rette, at ville have Øvrigheden gjort til Examinatorer, om ikke i Religionen, saa dog i Sædelæren. Jeg maa nødvendig være saameget længere derfra, som alle Examiner, saaledes som vi kjende dem, ere mig modbydelige og Examen i Henseende til hvad der er vort Hjerte dyrebart er mig afskyelig; men jeg mener, at hvad der kan være Staten om at gjøre i Henseende til Børnenes Oplærelse, og hvad Staten kan have mindste Ret til at kræve, det vil jo kunne skee ved en Prøve i en vis Alder, som Alle skulde underkaste sig, som vil have fuld Borgerrettighed; men jeg maa holde derpaa, det skal være for alle vore Børn; thi ligesom det var aldeles rigtigt, som den høitærede Cultusminister bemærkede, at vi ikke skulde have to Slags Ægteskab med borgerlig Skyldighed, saaledes skulle vi heller ikke have to Slags Confirmation med borgerlig Skyldighed; hvad der skal være borgerlig gyldigt, og det, hvorpaa det skal beroe, det skal være eens for Alle; men det kan det jo ogsaa meget let blive, da det paa ingen Maade er Nogen formeent, med sine Børns Samtykke at lade dem confirmere i hvilketsomhelst Troessamfund, han har Lyst til; men det er ham kun paalagt, at Børnene i en vis Alder skulde gjøre Rede for, at de kjende deres Stilling som Mennesker og som Indbyggere i Landet og som en Deel af det danske Folk, og derfor idetmindste vide, hvad Vei de skulle gaae, for at være værdige til de borgerlige Rettigheder, som tildeles dem.

Uagtet man jo, naar der ikke er Udsigt til, at et saa alvorligt og vigtigt Forslag som det nærværende kan blive skjænket den Drøftelse (Jo!), som man dog ellers ikke synes at være saa paaholdende med at skjænke Ting af langt mindre Vigtighed, og som trænge langt mere til Ændringer for at agtes gavnlige og glædelige, let fristes til at gaae langt dybere ind paa dets Enkeltheder end ellers, saa vil jeg dog ikke gjøre det, da jeg heller ikke anseer det for nyttigt, men jeg vil dog til Slutning bede Forsamlingen betænke sig vel og nøie, før den aldeles forkaster et Forslag som aldeles ubrugeligt, inden det endnu har gjennemgaaet den Drøftelse, som jo vistnok ellers vilde blive det tildeel – bede Forsamlingen betænke sig vel med at forkaste det, – skjøndt det er et Ministerraad, – allerede her paa Dørtærskelen.