Talen

Hans Exellence Udenrigsministeren og Confeilspræsidenten bemærkede, at jeg synes reent at have glemt Grundloven, eller en Grundlov vilde jeg helst sige, af 18de November 1863 over den gamle Grundlov af 5te Juni 1849; men det er vistnok, at den har jeg slet ikke glemt, men jeg troede virkelig ikke, at det høie Ministerium ønskede at faae den omtalt mere end nødvendigt. Det var, saavidt jeg veed, slet ikke en Grundlov for Danmarks Rige, jeg veed ikke rettere, end at den var kun en Grundlov for Monarchiet, saavidt som Monarchiet da endnu holdt sammen. Jeg veed ikke rettere, end at den var en Lov, som vor nuværende Konge kun paa Grund af Omstændighedernes Tryk vilde autorisere. Jeg veed endelig ikke rettere, end at denne Lov idetmindste var Paaskudet for Fjendtlighederne fra Preussens og Østerrigs Side, og jeg veed ikke, at den har havt nogensomhelst anden Virkning i Verden end den. Nu kan det jo nok være, at jeg tager feil, men jeg skulde dog troe, at det maatte være saa, at denne Grundlov saa lidt kan staae iveien for nogen Bestemmelse om Grundloven af 1849, at dersom Regjeringen havde Ret og Grund til at slutte Wienerfreden, hvorved Monarchiet aldeles opløftes, maatte den vistnok dog ogsaa have havt Grund og Ret til, hvad Øieblik den vilde, at ophæve Rigsraadet.