Talen

Alt det, som den ærede 4de Landsthingsmand for 1ste Kreds (Lehmann) har anført, har rigtignok paa høieste Maade, forsaavidt det ikke tillige har kjedet mig, forundret mig; thi han sagde for det Første, at jeg saa aldeles har tabt det af Syne, at Artikel 1 og 2 var indført for dermed at bøde paa, hvad der kunde være feil eller mørkt i en ligefrem Beraabelse paa Thronfølgeloven; men det maa være alle dem bekjendt, som enten have hørt min Tale eller have læst Rigsdagstidenden, at jeg strax paa Timen indrømmede, at jeg godt kunde see, at man havde indført Artikel 1 og 2 og undladt at nævne Artikel 3, fordi man troede, at dermed var al Fare forsvunden. Jeg tilføiede saameget mere, for at man ikke skulde tage feil af min Mening, og især for at de Lovlærde ikke skulde føle sig brøstholdne eller fornærmede, at jeg tvivlede ikke noget Øieblik paa, at de Lovlærde kunde fortolke ikke blot disse Ord, men hele Thronfølgeloven saaledes, at der var aldrig en Smule iveien, saa det har jeg ingenlunde forsømt. Naar forresten den ærede Landsthingsmand sagde, og vistnok efter sin Mening godtgjorde, at jeg kunde have havt meget godt af, om jeg havde raadført mig med de Lovlærde – som jeg ingenlunde har kaldt ,,ærgerlige”, men som den ærede Landsthingsmand nu kaldte saa, hvad der maa være hans Sag – da skal jeg bemærke, at jeg har sagt, og jeg formoder ogsaa, at det ærede Medlem har hørt det, at dette var paa ingen Maade min Mening ved at fremsætte det i en saadan Skikkelse – i Skikkelse af en Grundlovsparagraph – ligesaalidt som jeg meente, at det paa Sagens nærværende Trin kunde blive til en saadan. Det var heller ikke paa nogen Maade for at løbe Væddeløb med de ærede Lovlærde om, hvorledes en saadan Paragraph skulde forfattes. Det var mig kun om at gjøre at tilbagekalde i Erindringen, hvorledes egentlig denne Thronfølgelov var, og i hvilken Stilling den havde sat Danmarks Rige, og at give at betænke, om ikke virkelig nu, efter Monarchiets Opløsning, Danmarks Rige stod i en jammerlig statsretlig Stilling, i alt Fald saalænge som vi havde en Lov, hvori vi selv havde ophævet det ældgamle danske Riges Selvstændighed og knyttet det udeleligt til de Dele, som nu ere forsvundne. See! det var det, jeg havde ventet Svar paa af Hs. Excellence Udenrigsministeren, men som han ikke berørte med den allermindste Yttring om, hvorledes han saae det – om han seer det saaledes, at der slet ingen Fare er for, at en eller anden Stormagt kan engang beraabe sig paa denne Thronfølgelov, som ikke er ombyttet, eller beraabe sig paa en Bekræftelse af den i vor egen Grundlov, som er given efter Wienerfreden. Det var det, jeg havde ventet, at det maatte Alle have seet, ligesom jeg seer, at det dog virkelig er et Spørgsmaal, som trænger til Svar; men naar hverken Ministeriet eller Thinget mener, at det er værd at tale om, saa maa jeg naturligviis ogsaa finde, at det ikke er værd at tale mere om.