Talen

Den ærede 4de Landsthingsmand for 1ste Kreds (Lehmann) omtalte saa bestemt mig og min formodede Anskuelse, at jeg dog maa finde det rimeligt at svare et Par Ord. Det var nemlig, hvad jeg har sagt om den almindelige Valgret, der jo har staaet for Regjeringerne især som en farlig Ting, at jeg da anmærkede, at denne Frygt burde blæse bort, om ikke før, saa ved Betragtningen af den nærværende kløgtige Statsmand i Paris, som aabenbart ikke blot, hvad der vel ellers kan træffe ham, roste den almindelige Valgret og tillige den udprægede Folkelighed, men ogsaa viste klart, at han betragtede dem som faste Støtter for sin Throne, sin Magt og sin Frihed. Men det ærede Medlem synes slet ikke at have enten hørt eller forstaaet, hvordan jeg omtalte den Ting; thi det stod for ham, som om jeg havde sagt, at han i denne sin Betragtning havde havt sit Øie henvendt paa at frembringe eller fremme en sand Folkefrihed, men det har jeg aldrig enten tænkt eller sagt. Dernæst talte han jo en Deel om denne samme Sammensmeltning af de 2 Forfatninger og den Nødvendighed, som deri skulde ligge for Rigsdagen til at give Afkald paa, hvad enten ikke smager paa den anden Side, eller hvad man der ikke ønsker længer skal vedblive. See, da jeg nu har hørt, hvad jeg aldrig havde drømt om, at det skal være lovstridigt at sige, at Regjeringen kunde gjøre en Forandring i Henseende til denne anden Lov, som gjælder for Rigsraadet, see, saa kan jeg heller ikke komme til at svare paa, hvad der enten fra Hans Excellence Conseilspræsidenten eller fra en anden Side er anført om denne store Nødvendighed, og derom skal jeg da kun sige, at jeg erkjender den ikke, og at jeg ikke kan skjønne rettere, end at, naar det var Regjeringens Ønske og Villie at lade Rigsdagens Myndighed efter Grundloven af 1849 atter indtræde, at saa var der sikkert andre Midler til at naae denne Hensigt end at forandre Grundloven.