Skip to content

H.K.H. Kronprins Frederiks tale ved indvielsen af Green Solution House

Dennis Stenild, Kongehuset ©

Om

Taler

H.M. Kong Frederik X
Kronprins af Danmark

Dato

Sted

Rønne

Tale

I dag er en stor dag for Bornholm og for Danmark. Med indvielsen af Green Solution House har vi fået et byggeri, der er både fremsynet og kompromisløst i sit grønne fokus. Det har været ambitionen med byggeriet, at sætte nye internationale standarder for miljøvenlighed, bæredygtighed og genanvendelighed. Det glæder mig, at Danmark endnu engang markerer sig som frontløber inden for dette felt.
Green Solution House er en gave for bornholmerne, fordi huset kommer til at vække interesse fra resten af verden. Huset er dog i høj grad også bornholmernes eget værk, for det er udelukkende deres fortjeneste, at vi står her i dag.
Uden idékraften, modet og de fremsynede tanker var huset ikke blevet til virkelighed. Udbygningen af det tidligere Hotel Ryttergården er udelukkende udført af lokale håndværkere og teknikere. Huset fortæller dermed sin helt egen historie om et lille samfund, der står sammen og søger mulighederne, frem for at dvæle ved de begrænsninger man altid vil opleve i et mindre ø-samfund.
I samme ånd har ejeren af Hotel Ryttergården, Carl Edvard Mogensen, stillet sit livsværk til rådighed, for at Green Solution House kunne blive til og tiltrække besøgende året rundt til gavn for den generelle udvikling af Bornholm.
Green Solution House kan altså opfattes som et studie i, hvordan virksomheder, der traditionelt set ikke arbejder sammen, kan skabe noget nyt og innovativt ved at tænke og derefter handle ud af boksen. Bag Green Solution House står blandt andet Dansk Industri og Realdania, som begge har deltaget i udviklingen af Green Solution House sammen med et stærkt rådgiverhold.
Green Solution House bliver kaldt for ”huset med de grønne løsninger”, men byggeriet er ikke kun et studie i bæredygtighed og kreative samarbejdsformer. Som I kan se, er det også et dejligt sted at være. Her er det muligt at slappe af og nyde de lokale råvarer i restauranten, bygningens æstetiske skønhed og den omkringliggende park.
I det daglige vil huset blive brugt som hotel og konferencecenter, og jeg tror, at rigtig mange mennesker kommer til at få det godt her. Jeg ønsker alt det bedste for Green Solution House og for Bornholm.
Og med de ord er huset åbent.

Kilde

Ophavsret

Tags