Vi står nu over for et nyt årsskifte. Om få timer er det gamle år løbet ud, og der er derfor grund til at standse op et øjeblik og se tilbage på året, der svandt. Året 1958 bragte os ikke den tryghed, som alle havde håbet på. Men de omfattende bestræbelser, der fra så mange sider blev udfaldet på at bygge bro over de alvorlige modsætninger, der skiller folkeslagene, gav os dog overbevisning om en stærk vilje hos ledende statsmænd til at arbejde for fredens sag.
Danmarks udenrigspolitik er foruden [?]sammenhørigheden med de øvrige nordiske stater baseret på medlemsskabet af De Forenede Nationer og af Den Nordatlantiske Traktat. Vi søger – uden at krænke andres rettigheder og legitime interesser – et vort medlemskab af disse og af internationale organisationer at betrygge vor frihed og eksistens.
Vi bestræber os tillige på at udvide det internationale samarbejde på det økonomiske grundlag ved at deltage i arbejdet med de europæiske markedsplaner og den nordiske toldunion. Disse forhandlingers endelige udfald vil få den største betydning for såvel som Danmarks som for andre landes fremtid.
I de store udenrigspolitiske spørgsmål har Danmark og det danske folk ikke noget afgørende ord at sige. Men det er en glæde at kunne konstatere, at der i det forløbne år har været behov for, at også danmark gik ind i det internationale samarbejde for dér at bidrage til en saglig løsning af de mange problemer, der har været til behandling. Vores livsvilkår er i usædvanlig høj grad beroende på videnskabens og forskningens resultater. Vort land har ikke mulighed for at deltage i de kostbare eksperimenter, som i årets løb har givet enestående resultater. Men vi må også efter vores evne yde bidrag til såvel den praktiske forskning som den teoretiske videnskabs trivsel. Universiteterne og de andre højere læreranstalter har problemer, som behøver deres løsning.
Skal jeg i få ord søge at give en almen vurdering af året, der gik, må det vel være denne, at selvom 1958 ikke på alle områder indfriede vore forventninger, kan det siges, at alle kredse i vort samfund ydede en god indsats til gavn for vort fædreland, og såfremt vort inderlige håb om fred og afspænding i verden opfyldes, synes alt at tyde på, at vi med fortrøsning og tillid kan byde det nye år velkommen.
For Dronningen og mig vil 1958 forblive uforglemmelig, fordi vor ældste datter fyldte 18 år og påbegyndte tronfølgerens gerninger. Det er mig magtpåliggende på denne årets sidste aften at bringe en inderlig og varm tak fra Dronningen og mig selv for de mange beviser på hengivenhed, der på forskellig måde er vist os og vor børn i det forgange år.
Jeg vil også takke for al den opmærksomhed, der er vist mig under min sygdom, og som jeg er dybt rørt over og glad for. Tak af hjertet. Tak for alt godt.
Jeg ønsker lykke og velsignelse for alle hjem i Danmark. På Færøerne og i Grønland. For alle hjem i det fremmede, hvor det danske sprog tales og æres. Jeg sender en hilsen til vore soldater i Gaza og til alle danske søfolk til koffardis og til orlogs.
Jeg udtaler ønsket om, at det i det kommende år må vise sig muligt ikke alene at løse vore hjemlige problemer, men at der også må blive fundet midler og veje til at opbygge en international retsorden, der kan skabe fred i verden.
Jeg sammenfatter disse ønsker for det nye år i et Gud bevare Danmark.