Finn Ejnar fik tre minutter.  Men Finn Ejnar taler ikke i dag. For Finn Ejnar, han er død. Og gudskelov for det.

For tænk, hvis han havde set, hvad der er blevet af hans revolution. Tænk, hvis han havde set den kabale af gamle mænd, der sidder her i deres hemmelige hule og klapper hinanden tilfreds på ryggen i hans navn. Der bruger hans kamp som et røgslør for deres egen ligegyldighed og deres fede pengepunge.

For jo, Finn Ejnar fik da bugt med professorvældet. Men bag det stod det klart, at et langt større uhyre bugtede sig. At der af det første hoved, som med hydra, skulle springe to nye. Et dekanvælde og et rektorvælde. En generation af ledere, der har lært værdien af den tvetungede solidaritet.

Men nu sidder vi på jeres gang. For at minde jer om, hvorfor den er der. At den er der for os, og ikke for jer. For mens I sidder her med champagne i kappe og kæde, kæmper vi for vores uddannelser. Og vi vil ikke ignoreres.

I ønsker at se os som børn, der kan smides i seng, når vi bliver for højlydte. Men vi er flere end jer, og stærkere. Og vi vil ikke ignoreres.

Hvis der er krise på KU, hvis besparelserne strammer, så vil vi være med – for det er vores fremtid, det handler om. Vi vil ikke tales efter munden, vi vil ikke være stille, og vi vil ikke ignoreres.

Københavns humanister er færdige med at blive tæsket i stilhed. Vi accepterer ikke jeres forringelser og jeres forkvaklede new public management. I får jeres gang tilbage, når I er klar til at snakke som voksne mennesker.

Finn Ejnar ville et radikalt anderledes samfund og et anderledes universitet. Han fik et par symbolske studenterposter og en fast plads på podiet til årets største pamperfest. En ny overklasse af social-liberale bureaukrater, der kunne tale hans efterkommere efter munden når de kæftede op igen. Men Finn Ejnar græder ikke i dag. For Finn Ejnar, han er død. Og gudskelov for det.

For I praler med jeres medbestemmelse, men evner ikke at lade andre bestemme. I roser vores engagement, men truer de engagerede med eksmatrikulering. I soler jer i vores succes, mens vores fag bliver sammenlagt, ødelagt og spredt for vinden. I påstår at have lært af ’68. Men jeres ’68 er en gylden kalv. Vores ’68 er nu, i dag og hver dag.

Finn Ejnar er død. Men vi lever. Og vi rykker os ikke en tøddel.