Den nuværende grundlov fylder i år 50 år. Det er lang tid for en grundlov og er selvfølgelig udtryk for, at der i 1953 blev skabt en solid ramme for det danske demokrati. Man kan spørge, om der er v grund til at ændre en grundlov, som jo egentlig fungerer uden de stor problemer. Og man kan spørge om der er behov for en grundlov i et land med en så rodfæstet demokratisk kultur, som det er tilfældet her i Danmark.

Til det første må vi svare: ja, der er grund til at gå i gang med en revision af grundloven. Der er løbet meget vand i åen siden 1953. Selvom grundloven på mange måder er en udmærket ramme, er den også forældet. Ikke mindst har de internationale omgivelser ændret sig dramatisk. Det danske demokrati må i dag forholde sig langt mere offensivt til en global virkelighed, som vi er en del af. Det er derfor skuffende, at Andsers Fogh har afvist at nedsætte en grundlovskommission. Men det viser også, at rollerne ofte byttes om, når man kommer i regering. Da den første grundlov fyldte 150 år i 1999 støttede Anders Fogh aktivt nedsættelsen af en grundlovskommission – han havde dengang Nyrup imod sig. Nu er Fogh blevet statsminister og som Nyrup dengang vil han ikke høre tale om en grundlovskommission. Hvorimod Socialdemokraterne tilsyneladende har åbnet sig. Sådan er der så meget.

Vi vil dog holde fast: der er behov for debatten om en ny grundlov, og vi vil presse på med, at den faktisk kommer i gang.

Men har vi overhovedet brug for en grundlov?: Ja, det har vi! Når populismen tager overhånd hos regering og folketing er det vigtigt, at mindretal og den enkelte her et værn overfor overgreb, som ellers vil blive for grove.

Vi oplever det i disse år meget i retspolitikken, hvor populismen hos regeringen og et flertal i Folketinget helt har taget overhånd. I den rockerlov, som blev vedtaget i Folketinget i går, tillader man nu i Danmark brugen af civile agenter og anonyme vidner. En tidligere Højesteretspræsident og en række dommere har i skarpe vendinger advaret imod konsekvenserne for retssikkerheden. Men det påvirker ikke populisterne.

De har fundet ud af, at de har de folkelige stemninger bag sig. Der er stemmer i at køre en benhård retspolitik og det bliver så en uvedkommende detalje, at det også ligger i vort demokratiske system, at den enkelte skal kunne beskyttes imod overgreb fra systemet.

Det er yderste kritisabelt, at også Socialdemokratiet er hoppet med på den galaj. Vi forstår det ikke. Det er udtryk for en kortsigtet tænkning. I længden vinder et parti ikke ved at give afkald på grundlæggende principper for at imødekomme pludselige stemninger. Det er politisk opportunisme og giver ikke respekt.

Der er i virkeligheden interessant, at det er den yderste venstrefløj, som i dag står vagt om den enkelte i forhold til systemet. At det er os, som forsvarer individet imod overgreb fra statsmagten. Hvorimod det er de borgerlige og Socialdemokratiet, der varetager systemets interesser.

Grundloven er rammen om et demokrati, hvor meningerne kan brydes og hvor mennesker kan varetage deres interesser.

“Del jer efter anskuelser!” sagde Viggo Hørup i sin tid. Heri ligger, at kernen i den demokratiske samtale er politiske og ideologiske uenigheder. Vi har forskellige holdninger. Vi har forskellige holdninger. Opgaven er så at få disse diskuteret og håndteret på en civiliseret måde.

Men vi ser en udvikling, hvor partierne i stigende grad lader sig diktere af spindoktorer, fokusgrupper, meningsmålinger osv. Målet er ikke længere at overbevise vælgerne om det holdbare i ens ideer. Målet bliver at tale vælgerne efter munden for på den måde at få flest stemmer. Det betyder at mange partier placerer sig i en lind grød på midten – uden skarpe holdninger. Uden ideologisk sammenhængende budskaber.

Politik reduceres til en kamp om magten for magtens egen skyld. Ikke til en kamp mellem forskellige ideer.

Den udvikling degenererer demokratiet og skaber passivitet. Hvorfor skal vælgerne forholde sig til politik, hvis der ikke er forskelle at forholde sig til?

Vi vedtog i SF på landsmødet i bededagsferien et nyt principprogram. Der var mange som rynkede på næsen. Hvorfor dog det?, spurgte de. Svaret ligger lige for: SF er og bliver et ideologisk parti. Vi har et sammenhængende idégrundlag. Vi vil forandre samfundet med udgangspunkt i de visioner, vi har. Det gør vi, fordi vi mener det. Men det er så sandelig også den form for ideologisk politik, vi har brug for, hvis demokratiet skal komme videre.

Vi skal dele os efter anskuelser, og det gælder også i Europa-politikken.

Den danske EU-debat har i 30 år været fastlåst i en kamp mellem en ja-side og en nej-side.. Men denne skilllelie er jo fuldstændig apolitisk. Partier, som ellers er uenige om alt andet finder pludselig sammen, når det drejer sig om EU. Det gælder på både ja- siden og nej-siden.

Det seneste er regeringens udspil i forhold til konventet og den nye EU-traktat. Statsministeren sammenkaldte de såkaldte “EU-ansvarlige” partier, så der kunne udarbejdes et dansk udspil. Her sad ærkefjender i dansk politik og blev pludselige perlevenner fordi det drejer sig om EU. Omvendt blev regeringens perlevenner i dansk politik holdt udenfor, fordi de påstås at være uansvarlige i forhold til EU.

Men den opdeling er jo helt uholdbar.

Vi er i EU og EU er en politisk kampplads, hvor meninger brydes. Hvor højrefløjen kæmper imod venstrefløjen. Hvor de reaktionære kæmper mod de progressive. Hvor de fremmedfjendske kæmper imod de, der fastholder humanismen.

På samme måde som vi fører politisk kamp her i Danmark.

Derfor skal EU-debatten gøres politisk. Vi skal nedbryde Berlin-muren mellem den danske og den europæiske debat. EU’s og Europas fremtid skal ikke diskuteres i et politisk reservat – det skal være en langt mere integreret del af den politiske debat, vi har her i Danmark.

I SF har vi forladt den traditionelle EU-modstand. Vi er i EU, vi forbliver i EU. Det er muligt, at mange ikke bryder sig om det, men efter udvidelsen er EU rammen for det europæiske samarbejde.

Så skal vi gå ind og påvirke – ud fra vore politiske synspunkter. Det betyder ikke at vi skal være ukritiske. Tværtimod er der jo masser at kritisere og tage fat på.

Miljøpolitikken er i alt for høj grad domineret af erhvervsinteresser. Landbrugspolitikken er en decideret skandale – og det er ikke mindre skandaløst, at den danske regering nu vil forøge støtten til svineproducenterne. Jo, når det drejer sig om at forkæle kernevælgerne, ved man altid, hvor man har Venstre.

EU er for bureaukratisk og for langt fra borgerne. Demokratiet fungerer ikke godt nok.

Men det er jo udtryk for, at der noget at tage fat på os. For os som venstreorienterede – i et samarbejde med røde og grønne kræfter andre steder i Europa.

At vi er blevet positive overfor EU-samarbejdet betyder jo ikke, at vi er blevet ukritiske overfor alt. Eller at vi sluger alt.

Vi står ved vores modstand imod ØMU’en, som danskerne sagde nej til for 3 år siden. Det er en dårlig idé, og i øvrigt har udviklingen siden bekræftet stort set alt, hvad vi sagde dengann.

Vi står ved vort ja til Nice-traktaten, fordi det var nødvendigt i forhold til udvidelsen.

Vi kan ikke sige i dag, om vi siger ja eller nej til den nye traktat. Det afhænger af, hvad der står i den, og det ved vi ikke i dag.

Personligt håber jeg, at vi kan sige ja, men det er umuligt at sige, om det endelige resultat har en karakter, så det også kan blive tilfældet.

I forbindelse med Irak-krigen opstod der stigende spændinger mellem USA og en række europæiske lande. Den amerikanske militære tænkning og magtbrynde blev simpelthen for meget. Det fremstod stadig mere tydeligt, at den amerikanske verdensorden med Bush-doktrinen er umulig at leve med for resten af verden.

Den danske eregering har ikke deltaget i denne kritik. Tværtimod er Anders Fogh så opsat på at tilfredsstille George W. Bush, at han er villig til at støtte hvad som helst. Han er i sandhed USA’s skødehund. Et dansk svar på Voice of America.

USA ville krigen, og som Wolfowitch har indrømmet, var påstanden om masseødelæggelsesvåben alene et påskud for den krig, USA ville sætte i gang. Hvis man tager FN alvorligt, måtte man protestere overfor den amerikanske enegang.

Men ikke den danske regering. For den var hensynet til USA vigtigere end hensynet til FN og den internationale retsorden. For den var loyaliteten overfor USA større end loyaliteten overfor Europa. For den var magten vigtigere end retten.

Vi er alle glade for, at Saddam Husseins regime faldt sammen, men man er mere end naiv, hvis man forestiller sig at den amerikanske fred og den amerikanske verdensorden skaber stabilitet i Irak – endsige i Mellemøsten som helhed. Der er enorme problemer i Irak. Befolkningen vil naturligvis ikke uden videre acceptere den amerikanske besættelsesmagt. De er glade for at være sluppet af med Saddam Hussein, men de ønsker også selv at styre deres land

Terrorismen er ikke bekæmpet. En række aktioner siden krigens afslutning viser med al tydelighed, at terrorismen ikke kan bekæmpes med militære midler.

Og nok så alvorligt. Man har ikke fundet de masseødelæggelsesvåben, som var den formelle begrundelse for at starte krigen. Det har vist sig at der er manipuleret med de efterretningsoplysninger, som dannede grundlag for beslutningen. Der er løjet for befolkningerne.

Bush, Blair og Fogh forsøger at snakke udenom. Men det skal de ikke have lov til. Vi skal have den fulde sandhed omkring grundlaget for beslutningen om at starte krigen i Irak.

Fogh har sit automatiske flertal med Dansk Folkeparti, men én ting er sikker: vi helmer ikke før sandheden er kommet på bordet. Befolkningen har krav på at få sandheden, hele sandheden og kun sandheden.