Anledning

Tale i forbindelse med folketingsvalg d. 4. december 1849, hvor Grundtvig var opstillet i Præstøkredsen

Omstændigheder

Udtalt ved prøvevalget i Præstø den 3. november 1849. Trykt i Danskeren

Talen

Hvad vil han derude, Vartovspræsten inde fra Kiøbenhavn? Hvorfor stiller han sig i Præstø? Det er et Spørgsmål, som mine Medbeilere maaske nok kunne giøre, i det mindste ved dem selv, men som jeg dog er vis paa, de ærede Vælgere i denne Kreds ikke vil giøre mig, da jeg baade fra Præstøes Borgerskab har faaet en hæderlig Indbydelse til at stille mig her, og jeg staaer her midt i min Fødeegn, hvorom jeg altid har bevaret det kiærligste minde og hvori jeg tør haabe, at hverken mit Navn lyder fremmed eller min Virksomhed i tidligere Dage endnu er aldeles forglemt.

Men der er et andet Spørgsmaal, som Enhver, der stiller sig til Rigsdagsmand, bør have gjort sig selv, og som han maa vente, at Vælgerne i enhver Kreds mere eller mindre tydelig vil giøre ham, og det er Spørgsmaalet: hvad vil den gode mand på Rigsdagen? Dette Spørgsmaal haaber jeg imidlertid at kunne besvare til Deres Fornøielse; thi jeg har strax sagt til mig selv: hvad vil du paa Rigsdagen? Og dette Spørgsmaal maatte jeg nødvendig ganske alvorlig giøre mig selv, da jeg bade er lidt gammel og er meget vant til at sidde hjemme mellem Bøgerne, saa at sige op over begge Øren, og veed endelig, at somme andre vil nødig see mig paa Rigsdagen, og kan, hvis jeg kommer der, giøre mig livet surt nok. Det kan nemlig desaarsag hverken være hvad man sædvanlig kalder for lyst, eller hvad man sædvanlig kalder for Ærens Skyld, at jeg, ligefra først til sidst, har søgt at blive Rigsdagsmand, og søger det nu allersidst i denne Kreds, nu da Rigsdagen allerede er i fuld Gang, saa det vil komme an paa de ærede Vælgere hernede, om jeg skal komme paa Rigsdagen denne Gang, og ventelig, om jeg skal komme der nogensinde; thi naar der skal vælges om igjen, er jeg sagtens, om ikke i den anden Verden, saa dog keed af at trættes med denne Verden.

Men see, da det nu aabenbar kommer an paa de ærede Vælgere her, og især paa Bønderne, som har de fleste Stemmer, om Nikolai Frederik Severing Grundtvig skal komme paa den Danske Rigsdag eller ikke, saa tør jeg haabe, De ikke blot vil unde mig Ørenlyd, men laane mig et aabent Øre, mens jeg jævnt og ærlig siger Dem, hvad denne Grundtvig vil paa Rigsdagen; men først må jeg dog minde om, at jeg kommer ingenlunde sidst til Dem, fordi jeg heller vilde været valgt et andet Sted; thi ikke blot mine gode Venner, men saa at sige hele Valgkredsen veed jo, at netop her var det fra Begyndelsen mit Ønske at blive valgt, saa jeg vender kun idag tilbage til det Sted, hvor jeg allerhelst stiller mig, vel tildels fordi det er min Fødeegn, thi det er et gammelt Ord, at did tyer Vælg, som han er baaren, men dog ingenlunde blot derfor, som jeg vil haabe, De alle kan føle, naar jeg faaer sagt Dem, hvad jeg vil paa Rigsdagen!

Dette kan vi vel siges kort og godt saaleden: Jeg vil lægge et Dansk Ord i Laget med; men der er to Meninger om en Tale, og man kan godt mene, at saalænge der ikke snakkes Tydsk paa Rigsdagen, saalænge lægger de, der kommer, alle et “Dansk Ord” i Laget med, saadant som det er; derfor maa jeg sige: allerede det, at der skal tales reent og bart Dansk paa vor Rigsdag, og at man aldrig der under nogen Omstændigheder maa snakke Tydsk eller andre fremmede Sprog, som det Danske Folk ikke forstaaer, allerede det kræver et Danske Ord, som Ingen endnu har udtalt paa Rigsdagen, og som dog trænger høit til at udtales, dels fordi der virkelig er visse Folk, og det hverken saa faa eller saa smaa, som vi maatte ønske, der vil have, at herefter skal der ligesaavel tales Tydsk eller Danske paa vor Rigsdag, og dels fordi de lærde herrer, som altid vil føre det store ord, ogsaa paa Rigsdagen skiftes til at tale Pluddervælsk, saa de spækker deres fattige Danske Tale baade med Tydsk og Fransk, Latin og Græsk; thi sæt, at det, som “Den tappre Landsoldat” synger, var “lige fedt” for hvem der kan femten Tungemaal, saa er det dog Pokker heller for hvem, der “kun kan eet”! Baade Bønder og Borgere, ja alle gode Dannemænd, som kun kan deres Modersmaal, maae da inderlig ønske, ikke blot at faae Pind sat for høitydsken paa den Danske Rigsdag, men ogsaa at faae de lærde herrer vænt af med deres slemme Vane, da det ellers næsten slet ikke kan nytte, at der kommer Danske Bønder og jævne Borgermænd paa Rigsdagen; thi om det end er nok saa sundt og godt, hvad de indvender mod de lærde herrer, saa blive den dog sædvanlig enten forbløffede eller overdøvede og overstemte, naar de lærde herrer kommer farende mod deres fremmede Kunstord og paastaaer dristig, at hvem der ikke kan det “Abrakadabra”, maa heller ikke snakke med om Stats-Begivenheder! Kunder der altsaa bare blive talt et Dansk ord paa Rigsdagen, som nødte de lærde herrer til at tale reent Danske eller tie stille, da seer De vel allesammen, at det var en god Gierning baade for Borger og Bonde, og da det er Borger og Bonde, som bærer det hele, saa lægger jeg til: en good Gierning for hele Danmarks Rige! Men see! Det Danske Ord paa Rigsdagen, der skulde giøre den gode Gierning, det maatte aabenbar føres med Fynd og Klem, da, det matte have baade Neb og Kløer, naar det skulde bide paa de lærde herrer, der, med alle deres Finheder, dog tit har ligesaa tyk hud paa deres Øren som Bønderne paa deres Næver, saa til nogenlunde at faae et saadant Danske Ord indført paa Rigsdagen, maa der saadan en gammel Staabi, som Nikolai Frederik Severin Grundtvig, der selv har gaaet i den sorte Skole, og som de nok seer, er nær ved at være reent skaldet, saa de skal ikke trække ham ret langt ved haarene, mens alle hans Bekiendtere er enige om, at Skyhaarene, det var dog de allerførste, der blæste af ham! See, han kan da ikke blot snakke Pluddervælsk med de Lærde, men han kan og tør ogsaa giøre lidt Nar ad Pluddervælsken og ad al den Viisdom, deri stikker, og han kan snakke Dansk, saa alle Danske Folk, baade fra Sælland og fra Jylland og selv fra Slesvig, kan forstaa ham, og han er ikke bange for at sige de Lærde lige i Øinene, hvad han alt tit har skrevet dem til og ladt trykke, at det er af Bønderne, der ikke kan andet end deres Modersmal, af dem, de Lærde skal lære at tale Dansk, og naar de rynker Næse ad det, da kan og tør han flaae dem med at sige: I tør jo dog ikke nægte, at jeg kan tale bedre Dansk end I, og da Discipelen ikke er over sin Mester, saa kan jeg ikke have lært det af jer, men af mig selv kan jeg heller ikke have lært det, for saa var det jo heller ikke Dansk, og saa forstod Bønderne mig ikke, så kun fordi jeg har lært det Danske, jeg kan, af de Sællandske og Jydske Bønder, see der er det, vi forstaaer hinanden!

Om der da end slet ikke laae mere i det Danske Ord, jeg agter at tale paa Rigsdagen, end hvad nu er sagt, saa mener jeg, det var dog Grund nok til, at jeg skulde paa Rigsdagen, og er tillige en god Grund, hvorfor jeg netop bør vælges til Rigsdagsmand i Præstø, for hernede, hvor jeg er født og baaren, har jeg lært baade det første og det bedste Danske, jeg kan, og dernæst var det hernede, at Skyhaarene blæste af mig, først histoppe i Ubby og siden her i Præstø og Skibinge, hvor jeg vænde mig til at tale reent ud af Skigægget og reent ud af Posen, og hvor baade Borger og Bonde fandt, der var Mening og der var Liv i hvad jeg sagde!

Men see, der ligger dog endnu meget mere i det, virkelig at lægge et Dansk Ord i Laget med paa Rigsdagen, ligger deri meget mere end jeg kan faae sagt enten idag eller paa Mandag, naar Slaget skal staae; for hvem der skal føre et ægte Dansk ord paa vor Rigsdag, han maa ikke blot stræbe at lære de Lærde af med Pluddervælsken og at sætte Mod i Bønderne og Borgermænd, saa de tager Bladet fra Munden; men han maa ogsaa baade kunne og turde vove vaa at slaae en forsvarlig Bom for alle de Tydske og Franske og Latinske Griller, og maa indstændig bede alle Vedkommende at lade os være frie for alle de fremmede Noder og Unoder, da Danske Folk unægteligt har Ret til i deres eget Land, i deres gamle Danske Fæderneland, at faae Alting, selv de lærde herrer og deres kloge Tanker, til at gaae efter det Danske Folks Hoved og Hjerte!

Der er nu saaledes Krigen med Slesvig-Holstenerne og med Tydskerne paa Slump, som altid har været vant til at tage meget meer i Munden, end de kunde gabe over, og som nu ikke blot har taget hele Sønderjylland, men hele Dannemark i Munden, og vilde aabenbar sluge os med Hud og Haar, om den Kunde; med De veed nok, at det er det Danske Folks Mening, saavelsom min, at den Stumpe er ikke blot lidt for stor, men især meget for god til Tydskerne, saa med Guds Hielp skal de ikke engang faae den Stumpe saa langt ned, at de kløges og kvæles i den, men de skal vide deres Tænder istykker paa den først, saa de giver Slip og siger om Dannemark, ja selv om Sønderjylland, ligesom Ræven sagde om Rønnebærrene: jeg gider ikke havt dem, for de er saa sure! Men De veed jo ogsaa nok, at Krigen mod Tydskerne, er hidtil ligesaalidt gaaet efter det Danske Folks Hoved som efter mit, uden forsaavidt, at hvor kiække Ungdom har slaaet ærlig til paa Tydskerne, naar de bare fik Lov, thi de er jo nær ved at blive fortvivlede over, at de ikke maatte blive ved, men de var ad, og var meget godt ifærd med at lære Slesvig-Holstenerne Krebsgang og Tydskerne Dansk; saa et Dansk Ord paa Rigsdagen, som kunde faae Krigen med Tydskerne til at gaae efter det Danske Folks Hoved og Hjerte, det vilde være Guld værd, selv for Tydskerne, som derved vilde ikke blot faae Leilighed til at skrive nye Bøger, men blive nødt til at tænke nye Tanker.

See, det var nu Krigen og den saakaldte Slesvigske Sag, som dog uopløselig hører til den Danske Sag, saa derom maa endelig tales et godt Dansk Ord paa Rigsdagen; og naar vi saa kommer til Grundloven, som der skal staae i, baade hvad Kongen af Danmark og alle hans Ministre maa rette dem Efter, og hvad Friheder og Rettigheder alle Danske Folk, men fremfor alt igen Tydskere, herefter skal i vort gode gamle Fæderneland, da kan De jo nok vide, at de lærde Herrer, som altid skriver saadant noget ud af eller femhundrede fremmede Bøger, de har ført mange vildfremmede Ting ind i Udkastet til det Danske Riges Grundlov, og Alt hvad der nu passer til Danmark og det Danske Folk, som en knyt Næve til et blaaet Øie, det maa jo, når det skal gaae godt, feies ud den samme Vei som det kom ind, men det vil nok holde haardt, for hvad de Lærde har brudt deres hoved over og lavet med deres Penne, det holder de paa som deres Øiesteen, saa skal noget kunne trykke dem, da maa det være et ægte Dansk Ord, der bliver stærkt selv i en tandløs Mund ved at have hele den virkelige Danske Folke-Stemme i Ryggen. Her giælder det da aabenbar om en Mund, der tør sige Orden ud, og blues ei derved, tør sige alle de lærde Herrer det reen ud af Posen, at om saa Dansk var det allerdaarligste Gods paa hele Jorden, og i maanen med, saa duer dog kun det Danske i Danmark, og saa er det Danske Folk dog vel fornøiet med sit eget, saa godt eller saa daarligt som det er, og vil derfor ogsaa baade have og beholde sit eget, saalænge som Gud vil!

Nu vil jeg ikke opholde mine kiære Landsmænd og ærede Vælgere længer idag, men slutte med et lille ord til Sællands Bønder, som gamle gode Venner! Jeg har nemlig hørt, at de “nye Bondevenner” skulde have sagt, at jeg var ikke at lide paa; men hvis de virkelig, som jeg dog nødig vil troe, har sagt det, og hvis de, som jeg vil ønske, er selv at lide paa, da kiender de mig aabenbar ikke ret; thi dels har jeg nu i fyrretive Aar, som vitterligt er, talt de Danske Bønders Sag og aldrig “gjort en Pung af min Mund”, og dels veed alle Sællandsfarer saavelsom jeg, at det er et godt gammelt Ord, at “gammel Ven og gammel Vei, de sviger ei”, saa at kommer jeg paa Rigsdagen, da kan alle Dannemænd og navnlig Sællands Bønder være visse paa, at der i det mindste i femhundrede Aar aldrig skal have været talt et venligere og driftigere Ord for dem i alle Mands Paahør, end det baade gammeldanske og nydanske Ord af alle Dannemænds Broder, Ven og Tjener: Nikolaj Frederik Severin Grundtvig!