De største beslutninger i Danmark, de bliver truffet lige her på Christiansborg. Og hvis vi skal træffe de rigtige beslutninger, som fører til løsningen af rigtige problemer for danskerne, som vi er flest, så kræver det et stærkt Venstre. 

Vi skal passe ordentligt på pengene. Både dem i danskernes pengepung, men også dem, vi har i vores fælles kasse. Det er forudsætningen for, at vi har mange arbejdspladser, og at vi dermed har råd til den kernevelfærd, vi sætter så stor pris på. 

Vi skal fortsat føre en stram udlændigepolitik, hvor vi passer godt på Danmark ved at have styr på antallet af asylansøgere, der kommer hertil, og ved at være åbne for den kvalificerede arbejdskraft udefra, som vi har så hårdt brug for. 

Vi skal bevare, og vi skal udbygge vores grønne førerposition, og vi skal passe rigtig godt på de gode danske arbejdspladser, som allerede er igang med den omstilling. 

Og så skal vi først som sidst lytte for at finde ud af: Hvad er det, vi kan gøre bedre?

Alle ved, at Venstre har været ude i et stormvejr. Men med enhver afslutning følger også muligheden for en ny begyndelse, for en frisk start. 

Jeg hedder Jakob Ellemann-Jensen, og jeg ønsker at stå i spidsen for Venstre og for det borgerligt liberale Danmark. Derfor stiller jeg op til formandsposten i Venstre.