Skip to content

Jakob Ellemann-Jensens tale ved Dansk Erhvervs årsmøde

Steen Brogaard, www.ft.dk

Om

Taler

Jakob Ellemann-Jensen
Formand for Venstre

Dato

Sted

DGI-byen, København

Tale

[Intro] 
Tak for invitationen til at tale for jer i dag. Det har jeg set frem til. Faktisk så meget, at jeg har trodset en diskusprolaps for at stå her, selvom jeg nok burde ligge ned.
Lad mig starte med at kvittere for jeres nye kampagne og jeres vision om, at Danmark skal være verdens bedste land at drive virksomhed i. Den deler jeg et hundrede procent. 
Det er godt, at I nu viser handlekraft. Det vil vi gerne have endnu mere af, tak.
I mine øjne er det en af de vigtigste politiske dagsordener overhovedet. 
Det er det, fordi det er grundlaget for så meget andet:
  • For hvis ikke det er attraktivt at drive virksomhed i Danmark, så kommer vi aldrig ud af krisen. 
  • Hvis ikke det er attraktivt at drive virksomhed i Danmark, så kan vi ikke udvikle vores velfærdssamfund og sikre en høj kvalitet.   
  • Og hvis ikke det er attraktivt at drive virksomhed i Danmark, så kommer vi aldrig til at løse klimaudfordringerne.
Det hele starter med jer. Dansk erhvervsliv. 
[Corona]
Desværre går det ikke så godt, som vi kunne ønske os. 
Vi befinder os i en historisk økonomisk krise. Flere tusinde danskere har mistet deres job. Virksomheder drejer nøglen om. Og Danmarks BNP havde et fald i andet kvartal, der var større end under finanskrisen. 
Hvis vi er heldige, vil det hurtigt rette sig. Jeg er optimist af natur, men jeg frygter, at vi ser ind i en langsom genopretning, hvor arbejdsløsheden risikerer at sætte sig. Vi kan se, at vores eksportvirksomheder er hårdt ramt, hvis man tager lægemiddeleksporten ud af eksporttallene, og verden ser mildest talt usikker ud.
Det er dybt bekymrende, og det skal vi have vendt rundt. 
Som et lille land i en global økonomi er vi helt afhængige af, at der kommer gang i væksten uden for Danmarks grænser. Men vi kan ikke blot sidde og vente. Vi bliver nødt til at bruge krisen til at styrke vores rammevilkår og ruste os til tiden efter corona – så Danmark bliver et bedre sted at drive virksomhed. 
I foråret var det Venstre, som foreslog at nedsætte en række sektorspecifikke genstartteams, som kunne sikre vores etablerede styrkepositioner og virksomheder en bedre vej ud af krisen. Det blev til virkelighed, og jeg håber, at I sammen med myndighederne bruger den mulighed i krisen til at tage et stort skridt frem på digitalisering, rammevilkår og andet, som styrker vores eksportmuligheder og konkurrenceevne på lang sigt. 
Har I problemer med at trænge igennem til regeringen. Så tag fat i os. Vi vil gerne hjælpe, og den handlekraft er i alles interesse. 
[F&U fradrag]
Et andet sted, hvor vi mener, der skal sættes ind, er på virksomhedernes investeringer i forskning og udvikling. Kort før sommerferien besluttede et flertal i Folketinget at forhøje fradraget til 130 procent i år og til næste år. Det var et krisetiltag, der skulle øge investeringslysten i erhvervslivet. 
I Venstre ønsker vi at gå skridtet videre. For investeringer er ikke kun centrale i kriser, men så sandelig også i opgangstider. Derfor vil vi gøre fradraget på 130 procent permanent. 
Det vil vi, fordi investeringer er vejen til ny vækst, som kan give både virksomheder og Danmark flere muligheder. Det vil også gavne virksomhedernes grønne omstilling, hvor der bliver behov for store investeringer i forskning og ny teknologi de næste mange år. 
Vi kan derfor løse flere problemer på én gang – krisehåndtering, grøn omstilling og en forbedret langsigtet konkurrenceevne. 
[Vi kan ikke skabe store virksomheder] 
Ser vi bort fra coronakrisen, så er der en anden og mere strukturel udfordring, som har jeg blik for. Det handler om, at vi har en udfordring med at skabe nye store virksomheder i Danmark. Vi har et problem med fødekæden i erhvervslivet.  
Vores største og mest værdifulde danske virksomheder er overvejende ældre virksomheder. Vi er med god grund meget stolte af dem, men de er skabt for mange år siden. 
Det bekymrer mig, for i Danmark har vi mange dygtige iværksættere. Ildsjæle, der bruger ny teknologi til at skabe fantastiske løsninger og produkter til gavn for kunder, samfund og planeten. 
Men vi kan desværre se, at de ikke har gode nok vilkår i dag. 
Når vi skaber iværksættersuccesser i Danmark, så ender de i for mange tilfælde med at forlade os. Alt for ofte må de rejse væk for at skaffe kapital og talent til det næste kapitel i deres vækstrejse. 
Det betyder, at Danmark går glip af muligheder, som kunne komme os alle til gavn – ikke mindst den grønne omstilling, der jo netop kræver den nytænkning og innovation, som iværksætterne er nogle af de bedste til.
[Aktieindkomstskatte og talent]
Jeg tror, at vi bliver nødt til at se på det her som en samlet problemstilling. Det skal simpelthen være muligt at tage din virksomhed hele vejen til en global succes med base i Danmark.
Det kræver adgang til talenter, som vi selv uddanner, og som kan komme hertil fra udlandet. Det vil Venstre. 
Og så kræver det, at der er adgang til kapital. Lige nu gør vi det alt for svært for os selv her. Vi er håbløst bagud i forhold til Sverige, når det gælder børsnoteringer. Vi rynker lidt på næsen af investeringer udefra. Og så har vi helt aktuelt en diskussion i Folketinget om at sætte aktieindkomstskatten op – i stedet for ned. 
Det er på alle måder et dårligt forslag, og i Venstre er vi lodret imod det.
En højere skat på aktier vil gøre det dyrere for danskere at investere i virksomheder. Det vil bl.a. ramme de små og nystartede virksomheder, der ikke har adgang til international kapital. Og det vil betyde, at vi går glip af vækst og arbejdspladser ikke bare i morgen, men i særdeleshed i overmorgen. 
[Skattestop]
I Venstre arbejder vi for, at skatter og afgifter gradvist kan sænkes, så det bedre kan betale sig at gå på arbejde og at drive en virksomhed. 
Vores politik tager udgangspunkt i et skatte-, afgifts- og byrdestop. Så der er tryghed om danskernes og virksomhedernes økonomi. Det har I måske hørt før, men de seneste udmeldinger fra regeringen – herunder aktieindkomstskatten – viser jo tydeligt, at det betyder noget. 
Ved valget sidste år kunne man få det indtryk, at der måske ikke var så stor forskel på rød og blå. Men gør vi status her ét år senere, så er billedet markant anderledes. 
Regeringen har netop præsenteret en finanslov, der for andet år i træk har en negativ effekt på arbejdsudbuddet. En finanslov, hvor regeringen regner med, at der vil være flere ledige i 2025 end i 2019. 
Herudover er der blevet vedtaget eller foreslået i alt 23 skattestigninger på godt 13 milliarder kroner fra den socialdemokratiske regering. 
Det kan godt være, at Coronavirus lukkede Danmark ned. Men det er altså regeringen, der er ved at sætte Danmark i stå.
[Ansvarligheden skrider]
Vi ser, at ansvarligheden skrider i Folketinget. Råderummet, som er skabt gennem ansvarlige reformer. Og som et eller andet sted er vores fælles opsparing. Det brændes af i en rasende fart. 
Helt aktuelt handler det om, hvorvidt vi skal trække raske mennesker ud af arbejdsmarkedet. I Venstre mener vi, at man skal kunne trække sig fra arbejdsmarkedet, når man rammer pensionsalderen, eller hvis man er nedslidt. Det adresserer seniorpensionen. 
Nu handler argumentet for den berømte Arne-reform ikke længere om nedslidning, men om at tilgodese en bestemt vælgergruppe. Lad os nu bare være helt ærlige. 
Om det er sympatisk, det afhænger nok mest af øjnene, der ser. Men det er helt sikkert ikke ansvarligt. Slet ikke når vi står i en økonomisk krise.
Ansvarligheden skrider, og med det skrider fundamentet for vores velfærdssamfund. 
[Udskamning af erhvervslivet]
Ifølge statsministeren handler det om retfærdighed. Men man sidder alligevel tilbage med fornemmelsen af, at det mest er et spørgsmål om selvretfærdighed.
Vi ser det helt konkret ved, at sproget omskrives, så skat bliver til ”samfundsbidrag”. Og dem man er uenig med, de udskammes som grådige og som klynkere, selvom de står op hver eneste dag for at gå på arbejde og bidrage til samfundet. 
I stedet for at tage debatten forsøger man at diskvalificere udvalgte aktører. Her og nu er det bankerne og ejendomsbranchen, der står for skud. Men hvilken branche er i skudlinjen, næste gang en skat skal hæves, og en syndebuk skal retfærdiggøre det?
Jeg synes ikke, det er en ordentlig måde at gøre tingene på. Vi skal ikke udskamme og straffe dansk erhvervsliv. Jeg kommer ikke til at tage del i en udskamning af det erhvervsliv, jeg selv var en del af, indtil jeg gik ind i politik.
Vi har brug for jer, hvis vores samfund skal hænge ordentlig sammen. Sammen kan vi forme fremtiden, men alene kan vi politikere meget lidt. Og det kan åbenbart være vanskeligt at se den sammenhæng, hvis man aldrig har modtaget en lønseddel uden for Slotsholmen.
[Afslutning]
Når jeg ser på dansk erhvervsliv i dag, så bliver jeg vildt stolt over alt det, I har skabt. I er grunden til, at vi har kunnet bygge et af verdens bedste samfund. Det er jer, der gør det muligt at finansiere det, og I er også vejen til, at vi kan gøre vores samfund endnu bedre. 
For mit parti, Venstre, har velstand aldrig været et mål i sig selv. Når vi er optaget af, at vi har vækst, og at Danmark er velstående, så er det fordi, det giver os muligheder. Det giver os muligheder som samfund og fællesskab, men også som mennesker, der gør en forskel. 
Kun hvis vi har vækst og velstand, kan vi selv definere vores fremtid i Danmark. 
Det er derfor, målet må være, at vi er verdens bedste land at drive virksomhed i.
Lad det være mit sidste ord. Tak skal I have. 

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret