Skip to content

Jakob Ellemann-Jensens tale ved Folketingets åbningsdebat

Steen Brogaard, www.ft.dk

Om

Taler

Jakob Ellemann-Jensen
Partiformand for Venstre

Dato

Sted

Folketinget, Christiansborg

Tale

Kære alle sammen,
Danmark kan mere. Det er jeg helt enig i.
Det håber jeg også, at Folketinget kan – og er klar til.
Det er vi i hvert fald i Venstre. For der er meget, vi skal nå i det nye folketingsår.
Vi skal holde fast i det økonomiske opsving, vi skal have flere i arbejde, og så vi skal sætte tempo på den grønne omstilling og investere i den.
***
Hvis der er én ting, som jeg lærte af det seneste år, så er det, at fremtiden er uforudsigelig.
At politik er uforudsigeligt. 
For vi står lige nu i en situation, som de færreste havde turde håbe på for bare et år siden.
Corona er på retur. Ikke fordi vi besluttede os for det her i Folketingssalen.
Men fordi danskerne tog et individuelt ansvar, passede på hinanden og lod os vaccinere.
Hver eneste gang Venstre og andre partier pressede på for en genåbning af landet, fik vi at vide, at smitten ville eksplodere.
Og hver eneste gang så overraskede vores tillidsbaserede og ansvarlige samfund både eksperter og politikere.
Danmark kan virkelig mere. Og nok også mere, end mange herinde gik og troede.
***
Derfor står vi i den situation i dag, at dansk økonomi er i vækst og der er akut mangel på arbejdskraft.  
Det er en alvorlig situation. Ikke bare for virksomhederne. Det er det også for vores samfund.
For et succesfuldt erhvervsliv er forudsætningen for alt det, vi gerne vil opnå i Danmark.
Et succesfuldt erhvervsliv er forudsætningen for, at vi kan investere i god velfærd.
I en ordentlig og værdig pleje til vores ældre. I et stærkt og trygt sundhedsvæsen og i uddannelser i verdensklasse.
Pengene skal tjenes, før de kan bruges. Det er en borgerlig og liberal læresætning. 
Derfor imødeser Venstre også regeringens såkaldte velfærdslov med at forslag om at gøre den til en vækst- og velfærdslov.
Så en stigning i de offentlige udgifter bliver bundet op på en stigning i den økonomiske vækst.
Og med afsæt i et skattestop. Selvfølgelig.
Sådan vil Venstre leve op til vores velfærdsløfte - uden at vi sætter økonomien over styr.
***
Manglen på arbejdskraft giver os en unik mulighed for at få flere i arbejde.
Den mulighed skal vi gribe.
For hvis du som menneske skal have mulighed for at løfte dig selv, så starter det med et arbejde.
Når du tager et arbejde, så tager du et ansvar for dig selv og din familie.
Det giver dig mulighed for at forme dit eget liv.
***
Jeg ville ønske, at vi holdt op med at tale arbejde ned.
Arbejde er ikke bare en sur pligt, hvor du alene yder din indsats for at være en brik i et større puslespil, som jeg hørt nogen sige.
Arbejde handler om langt mere end at kunne betale sin skat til fælleskassen.
Det er meningsfuldt at tage ansvar for sig selv. Også selv om det ikke er hver dag, der er en dans på roser.
Derfor mener jeg også, at alle job er noget værd.
***
I Venstre har vi fremlagt en række forslag, som skal få flere i arbejde.
For det første har vi foreslået et højere beskæftigelsesfradrag, så det bedre kan betale sig at arbejde.
For det andet har vi foreslået at indføre en arbejdspligt, der skal sikre, at flere indvandrere bliver en del af det arbejdende fællesskab.
Det forslag går igen i regeringens reformudspil, hvilket bestemt er positivt.
Samtidig vil jeg dog advare kraftigt imod, at regeringen har hævet ydelserne til især arbejdsløse indvandrere. Og jeg frygter, at I vil gøre det igen, når der skal følges op på ydelseskommissionen.
Tænk jer nu om – I risikerer at underminere indsatsen for at få flere indvandrere i arbejde.
Og det er en helt forkert vej at gå.
I stedet så stil krav til mennesker og forvent noget af dem. Vi kan ikke være andet bekendt.
***
For det tredje har vi foreslået at sænke dimittendsatsen, så vi får flere unge nyuddannede i arbejde.
Det synes jeg kun er ret og rimeligt.
Det foreslog Venstre tilbage i august, og vi kan nu se, at det går igen i regeringens udspil. Tak for det.  
Vi er altså enige om en ny dimittendsats, men vi er så godt nok uenige i, om pengene skal bruges på at investere i den grønne omstilling. Eller om de skal bruges på nye fradrag til fagbevægelsen og højere dagpenge.
Men lad os tage den i forhandlingslokalet. For vi er da et stykke af vejen.
***
En anden ting, vi også skal tage i forhandlingslokalet. Det er, hvordan vi åbner for kvalificeret international arbejdskraft. For der er brug for tiltag, der styrker beskæftigelsen her og nu.
Ikke først om et år. Ikke først om to år. Men nu. 
Jeg håber, at regeringen snart kommer på banen her. For det er akut, og I kan ikke blive ved med at dukke jer for ansvaret.
Selv fagbevægelsen peger på behovet for international arbejdskraft, hvis ikke vores virksomheder skal gå i stå.
Lad os komme i gang. Nu.    
Vi skal passe på, at vi ikke lukker os så meget inde, at vi holder væksten ude af Danmark.  
Vi bliver nødt til at hæve ambitionerne på vegne af Danmark.
***
Et andet sted, hvor vi er nødt til at være ambitiøse. Det er når det kommer til klimaforandringerne.
Det emne kunne jeg holde en lang tale om, for der er meget at sige.
Men lad mig gøre det kort, og sige tak.
Tak til Folketinget for en god og bred aftale for vores fødevaresektor. Det er stærkt arbejde hele vejen rundt.  
Særligt vil jeg gerne sige tak de borgerlige partier for et tæt og tillidsfuldt samarbejde gennem hele forløbet.
Der var lagt op til en aftale, der ville koste op mod 14.000 arbejdspladser. Hvoraf rigtig mange ligger i vores landdistrikter.
Det havde været en katastrofe for Danmark.
Sammen lykkedes vi med at rykke aftalen i en mere ansvarlig retning, og tilmed en mere ambitiøs retning i forhold til klimaet.
Kære Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne. Det synes jeg, vi kan være godt tilfredse med.
Sammen lykkedes vi også med at slå fast, at vi skal investere i den grønne omstilling herhjemme. Det er vejen frem i stedet for at sende udledninger og arbejdspladser til udlandet.
Klimapolitikken den rykker sig lige nu, og det er skelsættende.
Det handler ikke længere om at have høje ambitioner. Dem har vi alle sammen.
Det handler om villighed til at investere i den grønne omstilling.
Det handler om at sætte handling bag ord.
Det er vi klar til i Venstre.
For jeg er fuldstændig enig i, at klimaforandringerne det er vore tids helt store udfordring.
Jeg mener ikke, at vi kan vente helt til 2025, før vi har en færdig klimaplan, som regeringen lægger op til.
Det nytter ikke at skubbe beslutningerne foran os. Det haster, og vi skal op i gear. Nu.
Og jeg kan sige helt klart. At hvis jeg står i spidsen for en ny regering efter valget, så bliver den grønne omstilling en absolut topprioritet. Det vil jeg gerne garantere.  
Tak for ordet. 

Kilde

Kilde

venstre.dk

Kildetype

Dokumentation på online medie

Ophavsret

Tags