I de gode gamle dage, og dem er jeg jo så gammel, at jeg kan huske, der kunne man ikke bare sprede ulovlige ytringer.
Det krævede et massemedie, en megafon eller en rigtig god fotokopimaskine.
Hatespeech, eller hadefuld tale, som det jo retteligt hedder på dansk, slap ikke forbi debatredaktøren, og afsenderen skulle jo så i øvrigt først skrive et brev, finde en konvolut og investere i et frimærke.
Hadporno var ligeledes et fuldstændig ukendt fænomen.
Vi havde ikke alle sammen et kamera i vores telefon, og man rendte altså heller ikke sådan rundt og tog nøgenbilleder af hinanden, fordi de skulle jo altså først fremkaldes hos en fotohandler.
Og hvis nogen alligevel fik det gjort, så skulle man altså få det fremkaldt i flere eksemplarer og sende det til sine venner.
Sådan er det ikke længere.
Teknologien har gjort mange ting meget nemmere, og teknologien har desværre også gjort det nemmere at krænke andre ulovligt med ord eller billeder.
Jeg faldt selv over følgende indlæg på Facebook, som jeg nu vil læse op, og jeg vil godt advare mod sprogbrugen.
“Luk da de grænser og så lad os skyde de hunde en for en. Jeg tager gerne den første. De er og bliver som aber og dyr. De har overhovedet ikke menneskelige tanker og følelser.”
Sådan bliver der skrevet.
Alle kan læse det – også vores børn.
Jeg er tilhænger af ytringsfriheden og modstander af censur.
Med de sociale medier er der imidlertid blevet mulighed for, at alle og enhver kan skrive hvad som helst om hvem som helst.
På Facebook kan alt lade sig gøre, man kan sågar livestreame mord eller voldtægt.
Så tak til forslagsstillerne for debatten, men nej tak til beslutningsforslaget.
Vi har brug for frihed, vi har ikke brug for had.
Og med fare for at lyde som en gammel hippie, så har vi nok snarere brug for noget mere kærlighed, og det gælder nok også ikke mindst mange af dem, der kommer med de hadske ytringer på nettet, men det løser vi næppe med et beslutningsforslag.