Skip to content

Johanne Schmidt-Nielsens 1. maj-tale

Martin Bubandt

Om

Taler

Johanne Schmidt-Nielsen
Politisk ordfører for Enhedslisten

Dato

Sted

Fælledparken, København

Tale

Inde på Ekstra Bladets hjemmeside har Venstre en reklame med sådan en lille video, oppe øverst på skærmen.Og hver eneste gang man kommer til at kører musen hen over den, så sidder Lars Løkke og siger ”solidaritet”. Det kan man godt blive lidt forskrækket over.Både fordi computeren pludselig larmer, men også fordi det er meget sjældent, at man hører det ord komme ud af hans mund. Men det siger han altså.Han siger, at nu skal regningen for krisen betales – og derfor skal vi spænde livremmen ind og udvise solidaritet.Undskyld mig. Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative har lige pumpet skattelettelser ud, til de allerrigeste i vores samfund.Jeg talte med en pædagogmedhjælper i går, der arbejder i en børnehave på Nørrebro. Han havde ikke mærket noget til skattelettelserne. Han havde til gengæld lagt mærke til, at der var færre pædagoger på stuen.Lars Løkke derimod, han må have opdaget, at der er gået kroner ind på kontoen. Han har foræret sig selv en skattelettelse på næsten 80.000 kroner om året. Danske Banks direktør, Peter Straarup, han har fået en halv million.Det der med at spænde livremmen ind, det gælder helt åbenlyst ikke for os alle sammen. Regeringens politik har intet med solidaritet at gøre.
Danskerne skal i arbejdstøjet.Da Lars Løkke for et par måneder siden skulle forklare hvad han vil gøre ved det gigantiske hul regeringen har skabt i statskassen, sagde han at danskerne skal i arbejdstøjet ... ”Danskerne skal i arbejdstøjet”.Det er en meget arrogant statsminister der udtaler sig sådan. Jeg ved godt, at Lars Løkkes nærmeste kollega, Lene Espersen, nogle gange synes det er lidt svært at tage sig sammen til det der med at passe sit job.Men jeg kan garantere Lars Løkke for, at de sygeplejersker, murere, sosu-assistenter, tømrere og folkeskolelærere, der er blevet fyret, rigtig gerne vil tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg kan garantere Lars Løkke for, at de 8.000 unge der mangler en praktikplads, brænder for at komme i gang. Det er ikke arbejdstøjet de mangler, Lars Løkke. De mangler et arbejde.Alligevel har regeringen ikke tænkt sig at løfte en finger for, at bekæmpe arbejdsløsheden. De vil ikke være med til skabe jobs og praktikpladser. I stedet sender de mennesker der har været på arbejdsmarkedet hele deres liv – mennesker der har betalt deres skat og som absolut intet ansvar har for krisen – ud i meningsløse aktiveringsprojekter.En arbejdsløs murerJeg kender en ung murer, der blev fyret fra sit arbejde. Han blev sendt på kursus i, hvordan man skriver en flot underskrift. Det er jo at gøre grin med folk. En arbejdsløs murer har ikke brug for kurser i skønskrift. Han har sådan set bare brug for, at der kommer gang i byggeriet.- Der er rigtig mange ledige håndværkere, der brænder for at lave energirenoveringer, så vi kan spare på energien.- Der brænder for at sætte vores folkeskoler i stand.- Det eneste der stopper dem er regeringen. Lad os nu komme i gang, Lars Løkke.
En afledningsmanøvrePia Kjærsgaard, Lars Løkke og Lene Espersen ved godt, at de har et forklaringsproblem. Og derfor gør de alt hvad de overhovedet kan, for at flytte fokus. Der er ikke noget de hellere vil, end at bruge tiden på, at tale om burkaer og andre fuldstændig ligegyldige ting, så de kan skære ned på vores sygehuse i fred og ro. Derfor er de lige kommet med endnu en udlændingepakke.Alle og enhver ved, at det er en afledningsmanøvre. Alle og enhver ved, at det er for at undgå at tale om folkeskoler og plejehjem. Men desværre er det en afledningsmanøvre, der har meget alvorlige konsekvenser for flygtninge og indvandrere der lever her i Danmark.Det er en pakke der betyder, at flygtninge og indvandrere bliver ramt ekstra hårdt, hvis de mister deres job. Får en indvandrer fyresedlen, så mister hun samtidig adgangen til en permanent opholdstilladelse. Resultatet er, at man presser udlændinge til, at acceptere lusede lønninger og elendige arbejdsvilkår. Det får naturligvis konsekvenser for de flygtninge og indvandrere, der bliver ramt af de nye regler. Men det får også alvorlige konsekvenser for alle de lønarbejdere, der skal konkurrere med kolleger, der er tvunget til at acceptere urimelige forhold.Vi kan ikke – og vi vil ikke – finde os i, at regeringen bruger flygtninge og indvandrere som løn pressere. Vi vil ikke finde os i de konstante angreb på flygtninge og indvandrere som Pia Kjærsgaard har stået i spidsen for. Det er på tide, at en samlet opposition – også Helle og Villy – siger fra overfor den usympatiske og asociale udlændingepolitik, der bliver ført i det her land.Bertel HaarderDa Bertel Haarder blev ny sundhedsminister for et par måneder siden sagde han, at han er fløjtende ligeglad med, om han bliver behandlet på et privat hospital eller et offentligt hospital. Naturligvis. Han har sin ministerpension i hus. Han kan eventuelt bruge sin seneste skattelettelse til at betale for privat behandling. Bertel Haarder kan da være fløjtende ligeglad med, om vores fælles velfærd bliver forringet.
Men for det store flertal, der ikke bare kan sende børnene på privatskole og købe sig til behandling på et privat hospital - for det store flertal, er nedskæringerne på vores skoler, vores sygehuse og vores plejehjem et stort problem.Først lænsede de statskassenFørst lænsede regeringen og Dansk Folkeparti statskassen, for at dele ud til toppen af Danmark. Nu prøver de så at bilde os ind, at det er nødvendigt at skære ned. Men det er ikke nødvendigt at forringe velfærden. Det er ikke nødvendigt at afskaffe efterlønnen eller skære på dagpengene.1) Træk skattelettelserne til de rigeste tilbage.2) Smæk kassen i for privathospitalerne3) Tving de multinationale selskaber – der nasser på alle os andre – til at betale skat.Så bliver der råd til velfærd.I Enhedslisten glæder vi os til, at der kommer et nyt politisk flertal. Og vi peger på Helle Thorning som Danmarks nye statsminister.Men både Socialdemokraterne og SF kan samtidig være fuldstændig sikre på, at vi i Enhedslisten hver eneste dag vil knokle for, at der ikke bare kommer nye ansigter på ministerposterne, men at der rent faktisk bliver ført en ny politik.Det er mere end på tide, at vi får et politisk flertal, der – i modsætning til Lars Løkke – rent faktisk mener det, når vi siger solidaritet.Rigtig god 1. maj.

Kilde

Kilde

Udlånt af Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Kildetype

Dokumentation på online medie

Ophavsret

Tags