Skip to content

H.M. Kong Frederik IX's nytårstale

Elfelt & Co.

Om

Taler

H.M. Kong Frederik IX
Danmarks regent

Dato

Sted

Christian 7. Palæ, Amalienborg

Tale

Paa denne første Dag i det nye Aar vil jeg benytte Lejligheden til paa Dronningens og egne Vegne at bringe en Tak rundt i Landet for den Modtagelse, vi har faaet, hvor vi er kommet, og for alle Beviser paa Sympati, Venlighed og Elskværdighed, det være sig i glade som i bekymrede Stunder. Det har gjort os begge to godt at mærke den Sympati, der strømmer os i Møde fra Befolkningens Side.Jeg vil ogsaa gerne her ved denne Lejlighed bringe en Hilsen fra min Moder, Dronning Alexandrine , og ligeledes for hende takke for alt, hvad Befolkningen har været for hende i det Aar, der nu er svundet.
Vi er i Gang med Genopbygningen af vort Land, og det skrider fremad. Det kan ikke nægtes, at der maa ydes Ofre, som maaske kan være haarde, men det er nødvendigt, og vi har før set, at vi her i Danmark kan staa Last og Brast.Jeg ved, at naar vi staar sammen, saa kommer vi ogsaa fremover. Jeg vil inderligt haabe, at dette Sammenhold kan fortsætte i det Aar, vi nu gaar ind i, saaledes at vi stadig kan se tilbage med Glæde over, at vort Land er kommet op.
Min hilsen i Aften gælder ethvert Hjem. Jeg ønsker Lykke og Velsignelse over Hjemmene, det være sig i Danmark som uden for Rigets Grænser, overalt, hvor det danske Sprog og det danske Flag agtes og æres og elskes.Vi har faaet et Klenodie - vort Flag, det hvide Kors paa den røde Bund, Troen paa Livet og Kærlighedens røde Farve, Kærligheden til det dyrebareste vi har - vort Land.

Jeg ønsker Lykke og Velsignelse, et godt og lykkeligt Nytaar til Færøerne, til Grønland, til vore Søfolk, enten de i denne Stund er paa Rejse eller de ligger i Havn, det være sig i Indlandet som i Udlandet.

Jeg bringer en Tak til vore Søfolk. Den Indsats I Sømænd øver, kan ikke vurderes højt nok. I gaar stille med det, fordi vi Sømænd ikke kan gøre andet. I taler ikke om jeres Gerninger. Der skal i Aften lyde en Tak til jer og et "good luck" I det Aar der kommer.

Alle mine Ønsker skal sammensluttes i Ønsket om et lykkeligt Nytaar, et lykkeligt Aar i Deres Gerning, og det skal ske med den gamle Hilsen: Gud bevare Danmark!

Kilde

Ophavsret

Tags