Skip to content

Ritt Bjerregaards tale ved Socialdemokratiets kongres

Wikimedia Commons

Om

Taler

Ritt Bjerregaard
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet

Dato

Sted

Aalborg

Tale

Kære socialdemokrater

Vores parti står overfor et skelsættende kommunal- og regionalvalg til november, og i København arbejder vi stenhårdt på at beholde overborgmesterposten og indflydelsen i Hovedstaden. Tak til Helle for håndslaget. Tak fordi du vil lægge hele din kraft ind i valget.

Men i København kæmper vi socialdemokrater ikke kun imod en af dansk politiks mest uheldige alliancer, aksen mellem Pind og Bondam, vi kæmper også med et folketing, der særligt under den nuværende venstreledede regering behandler Hovedstaden stedmoderligt.

Det er jo ikke Københavnske stemmer, der holder Anders Fogh ved magten. Og det er måske derfor, regeringen konsekvent overser eller straffer byen. København modtager slet ikke de investeringer, den som et minimum har krav på. Og de særlige problemer, der opstår i en storby som København, vender regeringen ryggen.

De Københavnske skoler lider under en fejlslagen integrationspolitik. Alle ved, at der er sorte og hvide skoler i byen, og vores eneste chance for at rette hurtigt op på denne urimelighed er at fordele børn med forskellig baggrund rundt på kommunens skoler. Men først da en Venstre-borgmester i Århus stiller de samme krav, som vi socialdemokrater i Århus og København, er Bertel Haarder villig til at gøre det rigtige og lade os fordele børn i kommunen på baggrund af sprogtest.

I takt med den københavnske folkeskoles problemer er søgningen til privatskolerne steget dramatisk. Vi mener naturligvis, at privatskolerne skal til tage et socialt ansvar og åbne sig for andre end de mest privilegerede børn. Men regeringen nægter kategorisk at være med til en model, hvor også private skoler skal optage børn fra dårligere kår. Det er en pind i hjulet på vores arbejde med at genetablere den københavnske folkeskole.

I byen vil vi også gerne prøve at komme et skridt videre i arbejdet med narkomaner og kriminalitet. Vi vil gerne begynde forsøg med udlevering af heroin, både for narkomanernes og kriminalitetsbekæmpelsens skyld. Vi vil også gerne bygge fikserum på Vesterbro, så narkomanerne får en større chance for at overleve, og så forældrene på Vesterbro ikke behøver at kigge i sandkasserne efter kanyler. Men sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen blokerer for ethvert fremsynet initiativ. Regeringens har jo ingen alternative bud på, hvad der ellers skal gøre København til en mere sikker by.

Er man i tvivl om, hvad jeg mener, så kan man se på dansk trafikpolitik. Mens København drukner i trafik, så investeres der i endnu mere overflødig asfalt i provinsen. Der findes ikke en motorvej uden for københavnsområdet, hvor der kører så mange biler, som der kører over Langebro midt inde i København. Og bilister og lastbilchauffører spilder årligt 40 millioner timer bag rattet i bilkøer i hovedstadsområdet. Det svarer til næsten seks mia. kr. i tabt arbejdsfortjeneste om året.

Alligevel går 90 % af statens investeringer på trafikområdet til provinsen. København er den storby, der modtager færrest investeringer i infrastruktur, af nogle af de byer vi kan sammenligne os med i Europa.

Men det handler om meget mere end spildt tid. Luftforureningen i byen forværrer sundhedstilstanden uacceptebelt. Hvorfor skal Københavnerne have så meget større risiko for hjertekar- og luftvejssygdomme, herunder lungekræft, kronisk bronkitis og astma? Skal et københavnsk liv være dårligere end et liv andre steder i Danmark? Siden 2002 har en enig Borgerrepræsentation eksempelvis krævet miljøzoner i byen, hvor diesellastbiler skal have installeret et partikelfilter for at kunne færdes. Dieselpartiklerne er som bekendt særligt skadelige. I 2005 har regeringen stadigværk ikke gjort en pind.

Min tid tillader ikke, at jeg giver flere eksempel, så boligerne, rovet fra landsbyggefonden og strukturreformen må vente til en anden gang.

Vi socialdemokrater er desværre medskyldige. Vi har ikke været dygtige nok til at forsvare københavnernes interesser. Vi har ikke modarbejdet den mildest talt ufornuftige trafikpolitik og set til, at også borgerne i byen fik bedre trafikale og sundhedsmæssige vilkår.

København har i mere end en menneskealder været loyal socialdemokratisk. Står det til mig og de mange hundrede fantastiske frivillige i København, så bliver den ved med at være det. Jeg vil ikke være med til at byen forarmes yderlige, mens Folketinget ignorerer selv de mest åbenlyse af byens problemer. Socialdemokraterne skylder København at kæmpe hårdere for de livsnødvendige investeringer.

København er i dag en fantastisk by, som står øverst på listen over pragtfulde byer i verden. Men vi har problemer, som vi ikke alene kan løse i Kommunen. Det er helt sikkert, at der ikke er andre end os socialdemokrater, der kan eller vil tale københavnernes sag.

I København er vi godt i gang med valgkampen, og fra os bliver de ingen slinger i valsen!

Tak for ordet og fortsat god konges.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret