Anders Fogh Rasmussens tale ved Venstres landsmøde 2000

Anledning

Venstres landsmøde

Sprog

Dansk

Sted

Herning

Dato

29/10/2000

Forleden læste jeg i avisen, at statsministeren allerede nu har lagt sig fast på Socialdemokratiets tema til brug for det kommende folketingsvalg.

Det lyder sådan her: De går deres vej. Vi går vores vej.

Ærlig talt: Jeg blev lidt bekymret.

For ved I hvad? Jeg måtte konstatere, at jeg er fuldstændig enig med Nyrup – hvad der jo principielt altid bør sætte alarmberedskabet i gang.

Men der er ikke noget at gøre. For statsministeren har jo for en enkelt gangs skyld fuldstændig ret: Der ER nemlig to veje: Deres og vores. Det er sådan, det er.

DERES vej kender vi kun alt for godt: Det er højere skatter.

VORES vej, Venstres vej: Det er skattestop – og derefter lavere skat.

DERES vej, det er blødsøden retspolitik.

VORES vej, det er kompromisløs kamp mod vold og voldtægt.

DERES vej, det er perspektivløs udlændingepolitik.

VORES vej, det er strammere udlændingepolitik.

DERES vej, det er nej til frihed og valgmuligheder.

VORES vej, det er tro på den enkeltes ret – og evne – til at vælge frit.

DERES vej, det er systemtænkning, centralisme og fagforeningstvang.

VORES vej, det er mennesket frem for systemet, decentralisering og fagforeningsfrihed.

Ved I hvad: Lad dem endelig gå ad deres betonvej. Vi kan faktisk slet ikke vente på, at de går. Det er nemlig tid til forandring.

Det er tid til en ny vision for udviklingen af det danske velfærdssamfund.

Danmark har nu verdens højeste skatter. Flere og flere mennesker oplever et skærende misforhold mellem den høje skat, de betaler, og den mangelfulde service, de modtager. På sygehusene bliver ventelisterne længere og længere. Hos de gamle må fortravlede hjemmehjælperne haste videre for at tjekke ind til næste skemalagte besøg. På visse plejehjem vender de bleen. I skolerne holder børnene sig til de kommer hjem, fordi toiletterne simpelthen er blevet for ulækre.

Og regeringen, hvad gør den egentlig? Udgiver fine pjecer på glittet papir. Selvrosende taler den om ”Danmark som foregangsland”. Gad nok vide, hvad almindelige danskere tænker i den anledning.

Reelt er regeringsgrundlaget nemlig en pamflet, slet og ret en pjece fyldt med almindeligheder. Tag nu for eksempel afsnittet  om sygehusene. Om disse har regeringen gjort sig følgende unikke overvejelser: ”Hygiejnen og kvaliteten skal være i top på de danske sygehuse”.

Hvor er det stort. Hvor er det blændende. Og hvor er jeg helt enig. Selvfølgelig skal hygiejnen være i top. Den modsatte melding havde unægtelig været noget af en sensation.

Men ærlig talt: Hvor er visionerne? Hvor er forslagene til at fjerne ventelisterne? Hvor er forslagene til at give patienterne mere valgfrihed? Man kunne også spørge på en anden måde: Hvor er egentlig modet til andet end almindeligheder – til løsninger, for eksempel?

Virkeligheden er jo, at regeringen er træt og udbrændt. Men ret skal være ret: En enkelt vision har regeringen dog i behold: Den vil så inderligt gerne have lov at blive siddende.

I sin almindelige rådvildhed indkaldte regeringen til såkaldte folkehøringer i foråret. På forhånd bebudede statsministeren, at han agtede at indtage en lyttende attitude – en lyttende attitude.

Én ting er, at disse arrangementer hverken var folkelige eller høringer. Det værste var næsten, at der intet kom ud af dem. Sandheden er, at der alene var tale om et kæmpe reklameshow for regeringen. Det siger faktisk noget godt om danskernes sunde dømmekraft, at øvelsen er blevet gennemskuet.

Nej. Overskriften over det 21. århundredes velfærdsreform bliver: ”Velfærd og valgfrihed”.

Jeg siger ikke, at vi har det dårligt i Danmark. Sammenlignet med andre dele af verden har vi det tværtimod ganske godt. Men det er åbenbart for enhver, at der er alvorlige tegn på svigt i den danske velfærdsmodel. Vi har glemt og klemt det enkelte menneske i et væld af love, regler, skatter, bureaukrati og tunge systemer.

Socialdemokraterne har sat systemet før mennesket. Ser et foregangsland virkelig sådan ud?

Det er tid til forandring. Det er tid til at lufte ud i regeringskontorerne. Det er tid, at friske kræfter får lov at gennemføre de nødvendige reformer. Det er tid, at vi får en ny politik. Det er tid, at vi får en ny regering.

Nu vil jeg præsentere nogle vigtige punkter i et reformprogram. Den samlede overskrift over disse initiativer er, ”Mennesket frem for systemet”. Det er den politik, Venstre vil arbejde for. Det er den politik, vi vil måles på. Vi ønsker at genoprette tilliden til, at politikere lader handling følge ord.

Der er brug for en ny udlændingepolitik. En ny politik, som på den ene side meget markant strammer kursen over for kriminelle og voldelige udlændinge. Men også en ny politik, som er mere positiv over for de lovlydige udlændinge, der kan og vil arbejde og yde et bidrag til det danske samfund.

Vi står over for en betydelig udfordring. At løse den kræver dristig nytænkning.

I løbet af det 20. århundrede er det blevet muligt for mennesker at flytte over store afstande, forholdsvis let. Naturligvis bliver højt udviklede samfund med god levestandard og lovende fremtidsudsigter udsat for et indvandringspres.

Også Danmark vil være udsat for dette pres. Det siger sig selv, at vi ikke kan løse alle verdens problemer med fattige og undertrykte mennesker. Den seneste tids debat viser, at vi allerede har nået grænsen for, hvad det danske samfund kan opsuge af indvandring udefra – i hvert fald på den måde, som integrationen finder sted i dag.

Når en tredjedel af alle nyfødte børn i Brøndby er født er en udenlandsk mor, så er det gået for vidt. Når danske børn er i mindretal på en fjerdedel af skolerne i København, så er det gået for vidt. Når lærerne nedlægger arbejdet af frygt for voldelige 2. generationsindvandrere, så er det gået for vidt. Når danskere ikke tør færdes i bestemte kvarterer af frygt for overfald fra unge indvandrere, så er det gået for vidt.

Når nogle asylansøgere kan rende rundt og lave organiseret kriminalitet, medens deres sager bliver behandlet, så er det gået for vidt.

Så er vi ganske enkelt nødt til at skride ind. Jeg kan allerede høre de rituelle indvendinger for mit indre øre. De selvbestaltede meningsmaskiner står givetvis i kø for at advare mod ”forhastede beslutninger”. Men ærlig talt: Er det ikke snart tiden at blæse på ”de rigtige holdningers” meningstyranni? Det har fået lov at herske i al for lang tid.

Venstre vil stramme udlændingepolitikken på en række punkter:

∑ Kriminelle asylansøgere skal have deres sager behandlet lynhurtigt, og derefter sendes ud af landet inden 48 timer. Indenrigsministeren har talt om at isolere dem på en øde ø. Det er et paradeforslag. Sagen er, at de slet ikke hører hjemme her i landet. Venstre vil ikke finde sig i, at kriminelle asylansøgere hærger og stjæler, medens deres sager bliver behandlet. De skal ud af landet. Omgående.

∑ Der er brug for en ny og mere håndfast pædagogisk linie i skolerne. Hvis børn og unge er voldelige i skolen og ødelægger undervisningen, skal de ud af skolen. I stedet skal de anbringes på særlige institutioner, der er rustede til at håndtere den slags problemer meget håndfast. Vi vil ikke finde os i, at nogle få ballademagere skal ødelægge skolen for dem, der gerne vil lære noget. Nu må vi gøre op med sødsuppe-mentaliteten. Vi vil ikke være til grin.

Vi ønsker en reform af det danske velfærdssystem, som begrænser udlændinges adgang til overførselsindkomster. Det kan ske ved at have et optjeningsprincip for en række sociale ydelser. Venstre foreslår, at man skal have boet i Danmark i syv år for at opnå ret til fulde sociale ydelser. Samtidig vil vi skærpe kravet om forsørgelse i forbindelse med familiesammenføringer.

Venstre vil gøre det lettere for udlændinge at få arbejde. Danske virksomheder og institutioner skal have mulighed for at få kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Vi skal være parate til at give opholds- og arbejdstilladelse til en udlænding, der selv kan skaffe sig arbejde og bolig. Velkommen til de udlændinge, der kan forsørge sig og sine og yde et bidrag til det danske samfund.

Og det skal være lettere for udlændinge at få anerkendt deres uddannelser, når de kommer til Danmark. Det er spild af ressourcer og temmelig dumt for alle parter, at veluddannede mennesker skal starte helt forfra, når de kommer her til landet.

Dygtige udlændinge, som kan og vil forsørge sig selv, kan også få lov at udfolde sig i Danmark og dermed tilføre det danske samfund en nødvendig og værdifuld fornyelse. Danmark har hårdt brug for iværksætterånd og masser af nye initiativer.

Vi ønsker IKKE et samfund, hvor højt kvalificerede mennesker bliver valgt fra alene på grund af deres hudfarve eller på grund af et fremmed-klingende navn.

Der skal stilles krav til udlændinge, javel.

Men vi danskere må altså også forlange oget af os selv og hinanden. Forlange, at det store flertal af arbejdssomme, dygtige, stræbsomme, ambitiøse indvandrere får en fair chance for at være med i fællesskabet på rimelige vilkår. Alt andet er for tyndt.

Rundt i landet har jeg mødt mange flygtninge og indvandrere. Det har givet mange opmuntrende oplevelser. Jeg er sikker på, at de fleste flygtninge og indvandrere gerne gøre en indsats. De har været vant til at klare sig selv. Det er de også indstillet på at gøre i Danmark. De vil gerne yde et bidrag til det danske samfund. Men de får ikke lov. Straks ved ankomsten bliver de snøret ind i en forsørgerkultur, som ganske underminerer deres selvstændighed.

Vi skal forny udlændingepolitikken ved både at stille som krav og give mulighed for, at udlændinge, der kommer hertil, bliver selvhjulpne. Give dem en tro på, at de kan selv. Vi skal forny Danmark ved at drage nytte af de ressourcer og de værdier, som de med deres baggrund kan tilføre det danske samfund.

Der er i en række år ført en udlændingepolitik hen over hovedet og på tværs af befolkningens ønsker. I mange år havde eliten held til at monopolisere debatten. Holdningen var den arrogante, at enten havde man den  ”rigtige” mening – eller også var man pr. definition uegnet til at tage del i diskussionen. Den skelnen er naturligvis aldeles uacceptabel. Verden ER nuanceret. Og vi må insistere på retten til BÅDE at kræve opstramninger og SAMTIDIG pege på de store muligheder, der jo også ligger i de fremmede kulturer.

Skal vi fortsætte den perspektivløse linie i udlændingepolitikken? Nej, det er tid til forandring.

Danmark kan og skal ikke være bistandskontor for hele verden. Vi skal have mindre forsørgerkultur og mere selvstændighedskultur i udlændingepolitkken. De udlændinge, der vil yde en indsats, skal have bedre chancer. Men de udlændinge, der kun vil lave ballade, skal mærke en kontant reaktion. Det skal være slut med tossegodheden.

Vi vil forstærke kampen mod volden. Lad mig sige det ligeud: Jeg er godt og grundigt forarget over slapheden i det danske retssystem. Jeg er forarget, når jeg ser, at voldtægt og andre seksuelle overgreb mod unge piger ofte kun giver 6 måneders fængsel. Jeg er forarget, når jeg ser de unge voldtægtsforbrydere jublende forlade retsbygningen som frie, fordi straffene var så korte, at de var udstået med tiden i varetægtsfængslet. Især når jeg så også hører, at det også giver 6 måneders fængsel at lave graffitti-hærværk. Hvad er det for et menneskesyn, der strafmæssigt sidestiller det at ødelægge en ung piges liv med graffitti-hærværk? Jeg er forarget.

Nu ved jeg godt, at nogle jurister vil hyle op om, at Anders Fogh Rasmussen ikke må udtale sig om domstolenes domme. For jeg er politiker. Og vi skal respektere det fine princip om adskillelsen mellem den lovgivende og den dømmende magt. Så en politiker må ikke have nogen mening om de domme, der afsiges.

Må jeg lige være her. Selvfølgelig må jeg have en mening om domstolenes praksis.

Om ikke andet vil jeg insistere på min ret til at udtale mig som menneske og familiefar. Og da vil jeg godt sige ligeud: Jeg er forarget over et retssystem, der ser så mildt på overgreb mod unge piger. Jeg er forarget over et retssystem, som tilsyneladende tager mere hensyn til voldtægtsmanden end til offeret. Jeg vil have hårdere straffe.

Jeg udtaler mig ikke om enkeltsager. Jeg udtaler mig om det generelle niveau for straf i sager om vold og voldtægt. Og selvfølgelig har jeg som politiker lov til at have en mening om, hvorvidt domstolene generelt lever op til lovgivningens hensigter.

Og efter min opfattelse er domstolene helt ude af trit med en moderne retsopfattelse, når forbrydelser mod materielle værdier i dag generelt set bliver straffet langt hårdere end vold og voldtægt og andre overgreb på mennesker.

Straffeloven bygger på et menneskesyn, der går næsten hundrede år tilbage. Ude af trit med en moderne tankegang. Den bygger på en tid, hvor det var mere alvorligt at stjæle en hest end at slå en mand ihjel. Det danske samfund straffer vold mod penge hårdere end vold mod mennesker.

Problemet er ikke nyt. Og selvfølgelig har statsministeren også her forsøgt sig med et løfte. Det var i 1997, da statsministeren lovede os at komme volden til livs. ”Vi vil volden til livs”, sagde han.

Resultatet? Det er naturligvis udeblevet. Med det løfte gik det som med de andre fra den kant: Da det skulle udmøntes, endte det i tågesnak.

Mønstret er jo det samme hver gang: En til lejligheden passende bøs og stålsat statsminister, der erklærer, at ”nu vil jeg ikke finde mig i det”.

Og derefter: Tavshed. Larmende tavshed.

Regeringen er ikke kommet volden til livs. Gerningsmændene kommer ikke hurtigere i fængsel, og straffene er ikke blevet højere. Det krænker alle.

Jeg vil også have, at vi stopper de helt unge forbrydere i tide. Vi har en kriminel lavalder på 15 år. Men vi oplever, store børn på 13-15 år begår alvorlig kriminalitet. Det skal være muligt at straffe dem, også i den alder. Når de er gamle nok til at begå alvorlig kriminalitet, er de også gamle nok til at modtage en straf.

Selvfølgelig skal store børn og helt unge ikke sættes sammen med forhærdede forbrydere i et almindeligt fængsel. De skal på lukkede institutioner, hvor de kan blive opdraget til at leve i et samfund og respektere grundlæggende normer og krav.

Vi er nødt til at gøre op med den slatne pædagogik. Der er brug for hærdebrede pædagoger, som kan sætte sig i respekt og sætte grænser for de hårdkogte knægte. Går vi på kompromis her, bliver prisen meget høj.

Om det kræver en sænkning af den kriminelle lavalder, må juristerne afgøre. Det er ikke så vigtigt. Det afgørende er, at de unge klart og kontant mærker konsekvensen af at begå kriminalitet. Vi vil ikke finde os i, at de unge forbrydere griner og gi’r samfundet fingeren, fordi de ikke kan blive straffet.

Vi har mennesker, som har bevist, at selv en socialt belastet og kriminel ung mand kan blive rettet op, få en uddannelse, et godt job og en god familie. Kan I huske skipper Frohn? Han kunne den slags. Han gjorde det gode skib, Fulton, til et håbets skib, hvor selvtillid og fremtidstro forvandlede sociale tabere til menneskelige vindere. Han var lidt utraditionel. Derfor røg han ud.

Men vi har brug for flere “Fulton´er” og flere Frohn´er. Vi har brug for de ildsjæle, som kan bygge ny selvtillid ind i sindet hos belastede og svage unge mennesker, som ellers har mistet troen på sig selv og på fremtiden. Lad os opmuntre de alternative eksperimenter, hvor mennesker med glød og engagement hjælper forsømte unge til en ny start i livet.

Der er behov for en bedre forebyggende indsats, bl.a. på det sociale område og med mere synligt politi i gaderne.  Og vi bør have hårdere straffe for vold og voldtægt. Og hurtigere straffe. Vi skal have en grundlæggende revision af straffeloven. Hvor der er sammenhæng mellem straffen for vold mod mennesker og vold mod penge. Der skal være mere respekt for det enkelte menneskes liv førlighed og helbred.

Skal det være billigere at voldtage end at stjæle? Skal det være billigere at slå folk til invalider end at stjæle? Nej, det er tid til forandring.

De danske sygehuse skal have et gevaldigt løft. Ventelisterne til sygehusene skal væk – eller i hvert fald skæres kraftigt ned. Statsministeren lovede i 1993, at ingen patient ved udgangen af 1995 skulle vente i mere end 3 måneder. Heller ikke det løfte er overholdt.

Jeg bliver harm, når jeg hører om, at Danmark sakker agterud med behandlingen af blandt andet kræft. Eller om scanninger, der gennemføres alt, alt for sent. Eller om patienter, der er opgivet af de danske sygehuse, hvorimod de kan få en behandling i udlandet. Men kun hvis det er for egen regning. Det er forstemmende, at Danmark kun er nr. 34 i verden, når det gælder sundhed. Og det er absurd, grænsende til det tragikomiske, at regeringen kækt og uanfægtet fremturer med sin foregangs-snak.

Vi i Venstre vil have frit valg af sygehus. Og pengene skal følge patienten, så enhver får råd til det frie valg – hvad enten det er i Danmark eller i udlandet.

Desværre har vi indtryk af, at for Socialdemokratiet er det vigtigere at bekæmpe privathospitaler end at bekæmpe ventelister.

Tilsyneladende ønsker Socialdemokratiet kun frit valg for de rige. I dag er der frit  valg. Dem, der har mange penge, kan betale en operation på et privat hospital eller i udlandet. Den med tegnebogen i orden har et frit valg. Men den, der ikke har ret mange penge, er afskåret fra det frie valg.

Venstre ønsker frit valg – også for den lille mand.

Socialdemokraterne siger, at de ønsker lighed. Men de skaber ulighed. De siger, at de vil have solidaritet. Men de skaber ventelister. At stå på venteliste er med livet som indsats.

Skal vi have ventelister til gengæld for verdens højeste skat? Nej, det er tid til forandring. Vi skal bryde Socialdemokratiets beton. Vi vil ikke finde os i at betale verdens højeste skat og så ende på venteliste i stedet for at komme på operationsbordet. Derfor skal patienterne have et frit valg.

Venstre vil tilføre sygehusene ekstra 1,5 mia. kr.

Vi har også anvist, hvor pengene skal komme fra. Venstre vil spare på den danske u-landsbistand. Helt præcist ønsker vi at fastfryse u-landsbistanden på 1999-niveauet.

Selv med denne besparelse vil Danmark fortsat være blandt de lande i verden, som yder absolut mest i u-landsbistand.

Der er brug for en reform af den danske u-landsbistand. U-landsbistanden er blevet en hellig ko. Selvfølgelig skal Danmark hjælpe de fattige lande. Men det skal være slut med at hælde penge bevidstløst ned i lommerne på korrupte diktatorer og krigsherrer.

Hvad ligner det, at vi hælder hundreder af millioner kroner i lande, hvor mere eller mindre korrupte magthavere fører krig, terroriserer befolkningen og systematisk krænker menneskerettighederne?

I stedet for at fortsætte støtten til diktaturstater, skal vi belønne de lande, som viser sand vilje til at begrænse korruption, overholde menneskerettighederne og tillade markedsøkonomi.

Venstre vil fastfryse u-landsbistanden på 1999-niveau, indtil der er gennemført en effektivisering, så vi får mere for pengene. Vi vil omlægge bistanden, så der flyttes midler væk fra korrupte diktaturstater til de fattige lande, som prøver at opbygge et demokrati.

Og så skal vi hele tiden huske, at u-landsbistand aldrig kan løfte et land ud af fattigdom. Den mest effektive vej til at gøre u-landene selvhjulpne er at sikre dem fri adgang til verdensmarkedet.

Det kræver et opgør med handelshindringer og toldskranker.

Vejen til økonomisk fremgang er fri handel. Lande som Sydkorea og Taiwan var en gang ludfattige. Nu er de ganske velstående. Ikke takket være u-landsbistand. Men takket være handel.

Det er tid til forandring. Danmark skal selvfølgelig hjælpe de fattige lande. Men hjælpen skal gå til de lande, som udvikler demokrati og markedsøkonomi. Og vi skal gøre de fattige lande selvhjulpne ved at give dem adgang til fri handel. Det skal være slut med den u-landssocialisme, som har ført milliarder af skattekroner lukt ned i mislykkede og undertrykkende socialistiske eksperimenter.

Der er brug for en ny ældrepolitik. Vore ældre skal have mere tryghed i alderdommen. Det er en skandale og en skamplet på velfærdssystemet, når vi oplever grove eksempler på omsorgssvigt på plejehjem. Nu skal vi ikke skære alle over én kam. Langt de fleste plejehjem drives ganske udmærket.

Men vi er nødt til at tage alvorligt, at der er påvist eksempler på manglende omsorg og respekt for de ældre. Også de svage ældre har krav på at blive behandlet med værdighed og respekt. Nogle steder er der nok behov for en holdningsændring. Lidt mindre af det fjerne, fagforeningsstyrede miljø. Lidt mere af hjertevarme og den nære omsorg.

Lad os give de ældre og deres familie et bedre redskab i hænderne til at sikre ordentlig kvalitet i ældreplejen.

De ældre, der har brug for det, skal have ordentlig hjemmehjælp. De bør have frit valg mellem offentlig og privat hjemmehjælp, så de kan skifte hjemmehjælpen ud, hvis de ikke er tilfredse.

Der bør være frit valg af plejehjem. Hvis den ældre ikke er tilfreds med plejehjemmet i hjemkommunen, bør det være muligt også at vælge et plejehjem i en anden kommune.

Skal de ældre have dårlig pleje og omsorg til gengæld for, igennem et langt liv, at have betalt verdens højeste skat? Nej, det er tid til forandring. Vore ældre medborgere har bygget dette samfund op. De fortjener ordentlige forhold, når de bliver gamle. Lad os gøre op med den socialdemokratiske system-tænkning. Lad os ruske op i systemerne ved at give de ældre et frit valg.

Vi skal have en bedre skole. Undervisningsmaterialerne skal være mere tidssvarende. Og børnene skal lære noget mere. Vi ønsker flere timer i dansk og matematik. Undervisningen i fremmedsprog bør starte tidligere.

Det er ikke nok, at Danmark opnår middel karakter i internationale undersøgelser. Vi skal i front.

Det er nødvendigt at stramme de centrale krav til undervisningens indhold. Vi skal også have mere åbenhed om skolernes og uddannelsesinstitutionernes karaktergennemsnit.

Skal vi have nedslidte skoler og manglende færdigheder til gengæld for verdens højeste skat? Nej, det er tid til forandring. Vi skal én gang for alle gøre op med den ødelæggende filosofi om, at det ikke alle kan lære, skal ingen lære. Vi skal tværtimod give udfordringer. Vi skal ikke være bange for at lade børnene stå på tæer, for at nå deres mål. Vi skal forny vore uddannelser, så de bliver verdens bedste!

Vi skal have mere frihed på arbejdsmarkedet. For nogle måneder siden blev en virksomhed i Vestjylland tvunget til at indgå en overenskomst med SID. Det skete under protest, da virksomheden var ved at blive tvunget i knæ under  fagforeningernes blokade. Jeg troede efterhånden, at det hørte fortiden til. Tænk, at vi stadig har et samfund, hvor fagforeningerne kan tvinge mennesker til at blive medlemmer mod deres vilje.

Mindst 230.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked er ramt af eksklusivaftaler. En eksklusivaftale binder en arbejdsgiver til kun at ansætte medarbejdere, der er medlemmer af en bestemt fagforening.

Der er eksempler på, at medarbejdere er blevet fyret, fordi de nægter at melde sig ind i en fagforening, eller fordi de vælger at melde sig ind i Den Kristelige Fagbevægelse.

Der tale om en grov krænkelse af foreningsfriheden. Foreningsfriheden er nemlig ikke blot friheden til at gå ind i lovlige foreninger, men det må også være friheden til at holde sig uden for foreninger.

Det er tid til forandring. Venstre har ikke noget imod fagforeninger. Men medlemskab skal være frivilligt. Det skal være slut med fagforeningstvang.

Der er brug for en ny erhvervspolitik. Venstre ønsker, at Danmark skal i front som IT-nation. Internet, mobiltelefoner, lyslederkabler o.s.v. – gør os i stand til at handle og kommunikere hurtigere og hurtigere. Det bliver også kaldt ”ny økonomi”.

Den ny økonomi er især stærk i USA. Europa halter bagefter. De lande, som klarer sig bedst, er de lande, der har gennemført de mest omfattende reformer. De lande, der hurtigst har afreguleret økonomien. De lande, der har ophævet offentlige monopoler i telesektoren og på medieområdet. De lande, der har opmuntret folk til privat initiativ. De lande, der har gjort det økonomisk attraktivt at uddanne sig. De lande, der har udviklet en aktionærkultur, hvor folk har lyst til at putte sparepengene i aktier, og hvor folk har lyst til at eje virksomheder frem for lottokuponer.

Hvis vi griber mulighederne, hvis vi kaster os ud i konkurrencen, kan vi både opnå større velstand, lavere priser og bedre varer. Vi kan kombinere høj vækst og lav inflation.

Men det kræver noget af os alle – både borgere, virksomheder og politikere.

Venstre vil sætte det mål, at vi får bredbånd til alle i Danmark. Bredbånd er for det 21. århundrede det, som electricitet og telefon blev for det 20. århundrede. Bredbånd til alle vil skabe et stærkt og konkurrencedygtigt netværkssamfund. Og for at hjælpe det på vej, skal det offentlige engagere sig ved at sikre bredbånd til alle offentlige institutioner. Det vil sikre grundlaget for en landsdækkende udbygning af nettet.

Og så er der brug for en liberal erhvervspolitik:

∑ Væk med tilskud, til gengæld lavere skat. Væk med særskatter og andre omkostninger, der koster arbejdspladser. Vi vil fremme produktivitet og investeringer i ny teknologi. Derfor vil vi modernisere afskrivningsreglerne.

∑ Vi ønsker en dynamisk iværksætterpolitik. Der er for få, som starter ny virksomhed i Danmark. Vi har brug for flere iværksættere. For de skaber fornyelse og fremgang. Det skal være attraktivt at starte og drive selvstændig virksomhed. Det koster afsavn og risiko at starte ny virksomhed. Derfor vil vi give en skatterabat til de nystartede i de første svære år.

∑ Vi vil skabe en positiv aktiekultur i Danmark. Derfor vil vi lempe og forenkle beskatningen af aktier, bl.a. medarbejderaktier og aktier, der bruges som led i aflønningen af medarbejderne.

Det er tid til forandring. Skatteministerens nidkærhed kvæler en masse initiativ i det danske samfund. Der er brug for en holdningsændring. Velstand og velfærd kan kun komme ét sted fra, nemlig den private produktion. Derfor skal vi opmuntre og belønne initiativ og foretagsomhed. Slut med den smålige misundelsespolitik.

Der er brug for en ny skattepolitik. Vi vil indføre et skattestop. Nu skal det være slut med den evindelige stigning i skatter og afgifter.

Der bliver flere ældre i de kommende år. Det vil koste penge, og dem vil vi skaffe ved at skabe flere private arbejdspladser, øge den private opsparing og få mere ud af pengene i den offentlige sektor, bl.a. gennem udlicitering og frit valg. Samtidig vil vi skabe og fastholde et robust overskud på statens finanser. Det vil vi bruge til at afvikle statens gæld. Herved nedbringer vi statens udgifter til renter, og den besparelse skal komme skatteborgerne til gode – først i form af et skattestop, siden som en gradvis sænkning af skatter og afgifter.

Det offentlige opkræver i dag 135 mia. kr. mere om året i skatter og afgifter end for otte år siden. Alligevel fortsætter regeringen med at finde på nye skatter. Siden 1993 er skatter og afgifter blevet forhøjet 92 gange. Det er én gang om måneden i den tid, Nyrup har været statsminister.

Og nu planlægger regeringen flere forhøjelser. Senest er der indgået et forlig mellem regeringen og venstrefløjen om nye skatter. Man kalder det godt nok en ældrepakke. Men det er nye skatter, som især rammer de laveste indkomster. Men bare vent: Regeringen og venstrefløjen har helt sikkert flere skatter i ovnen.

Det er som om, at det ingen ende får. Når der opstår ønsker om nye initiativer og bedre velfærd, kender regeringen kender kun ét svar: Nye skatter.

Der er ingen grænser for nidkærheden.

Forleden hørte vi om en idrætsleder, der blev beskattet af en træningsdragt, som han havde fået foræret.

Så var der førtidspensionisten, som gik til julebanko. Han kom til at betale skat af en kvart ko og en halv gris.

Og I husker alle, hvordan Jenny Nielsen blev beskattet af en hofteoperation, som hendes arbejdsgiver havde betalt.

Er der da slet ingen grænser?

Nej, ikke med Ole Stavad som skatteminister.

Stavad er jeres egentlige arbejdsgiver. Alt, hvad I tjener fra mandag morgen til torsdag kl. 13, går til Stavad.

Det kan ikke fortsætte. Derfor ønsker Venstre et skattestop.

Det er en mageløs udvikling i debatten om skattestoppet.

Kan I huske for et år siden? Da blev vi kritiseret for, at et skattestop var for slapt og uambitiøst.

Nu har piben fået en anden lyd. Nu bliver Venstre gang på gang beskyldt for uansvarlighed, fordi vi lover et skattestop.

Sidste år var det for lidt. Nu er det for meget.

Hvad er sandheden? Sandheden er, at et skattestop er både ansvarligt og realistisk.

Det er ansvarligt, fordi det går hånd i hånd med en nedbringelse af statens gæld.

Det er realistisk, fordi pengene til bedre velfærd kun kan komme fra mere privat produktion og udlicitering og valgfrihed.

Det kan ikke passe, at skatten fortsat skal stige i verdens højest beskattede samfund.

Jeg har så hørt dem, der siger, at Venstre har malet sig op i et hjørne med vores skattestop. Hvor er det egentlig en fantastisk påstand.

For det burde jo være om regeringen, at man sagde dette. For tænk kun at have fantasi til dette bevidstløse: Skat på skat på skat. DER kan man tale om nogle, der står i et hjørne – endda med fødderne plantet i beton.

Skal danskerne år for år flås mere og mere i skat? Nej, det er tid til forandring. Der er brug for en ny skattepolitik. Vi ønsker skattelettelser. Venstres mål er klart: Det skal betale sig at arbejde. Det skal betale sig at SKABE arbejde. Det skal betale sig at spare op. Det skal betale sig at sætte nyt i gang. Derfor skal skatten ned.

Lad os se det i øjnene: Vi er midt i en valgkamp. Spørgsmålet er blot: Hvornår kommer valget?

Svaret er nok meget enkelt: Valget kommer, lige så snart Socialdemokratiet når op på 30 % i meningsmålingerne.

Men det kan have lange udsigter. Og sker måske slet ikke. Så vil statsministeren først udskrive valget, når han er nødt til det.

Valgkampen kan altså komme til at vare til marts 2002. Så hvad, det gælder om for Venstre, er hverken at køre træt eller at toppe for tidligt.

Statsministeren har kundgjort, at han for sin part er gået i træning. Til aviserne har han således oplyst, at han for øjeblikket tilbringer tid på et løbebånd.

Et løbebånd. Det er sådan ét, hvor man kæmper som en besat. Men det er lige som med regeringen: Man kommer ikke ud af stedet.

Vi skal også være klar over, at socialdemokraterne med fagbevægelsen som velvillig medspiller  vil køre skræmmekampagne for fuld udblæsning. Der vil ikke være grænser for, hvilke ulykker vi har tænkt os at påføre landet – og især de svageste.

Det er selvfølgelig usandt. Og Socialdemokraterne ved, at det ikke passer. Men det vil ikke anfægte dem. Jeg siger ligeud, at jeg forventer en beskidt valgkamp. Vi oplevede det sidst. Og vi vil opleve det igen. Men jeg tror, at danskerne har fået nok af den form for kampagne.

Og de vil strø om sig med løfter og garantier – som vi har set det i al den tid, Nyrup har ledet Socialdemokratiet.

Husker I, hvordan Socialdemokratiet fik indført bruttoskatten med løfte om, at den skulle falde, når ledigheden faldt? Bruttoskatten er ikke faldet. Den er steget.

Husker I, hvordan statsministeren udstedte en efterlønsgaranti før sidste valg? Da valget var overstået, foreslog regeringen en kraftig ændring af efterlønnen.

Husker I, hvordan boligejerne før sidste valg blev garanteret mod indgreb. Efter valget kom Pinsepakken.

Husker I, hvordan Nyrup skosede Uffe i sidste valgkamp, fordi Uffe var ærlig og sagde, at han ønskede de danske EU-undtagelser væk? Efter valget foreslog Nyrup selv det samme.

Husker I, hvordan Nyrup i sin nytårstale omklamrede den enlige mor, der cyklede afsted med børnene om morgenen. Siden er der intet sket.

Husker I, hvordan Socialdemokratiet pludselig talte om strammere udlændingepolitik og retspolitik lige før valget? Men efter valget gør de reelt overhovedet ingenting.

Der er tale om en uendelig liste af løftebrud og valgbluff. Statsministeren udtalte forleden til Jyllands-Posten: ”Kynisk overlæg har aldrig været mig”.

Nå, siger jeg.

Og vi kan kun gisne om, hvad den fældede formand, Svend Auken, tænker om en sådan udtalelse.

Nej, Nyrup var nok tættere på sandheden, da han i opløftet stemning udtalte til Dansk Metals kongres: ”Lige én ting til: Jeg kan rigtig godt li’ jer, fordi I er så rå og brutale – næsten som jeg selv er.”

Det skal vi bare være klar over. Der venter en massiv og brutal skræmmekampagne. Derfor skal vi stå sammen. Og derfor skal vi hver især yde en helt ekstraordinær indsats.

For vinde det valg skal vi. Det er tid til forandring. Efter det meste af et årti med Nyrup har Danmark brug for en ny regering, der har modet og viljen og styrken til at skabe et bedre, mere retfærdigt og ikke mindst mere velfungerende og mere dynamisk samfund.

Det kan ikke være rigtigt, at vi skal have verdens højeste skatter og betale 70 kroner til de offentlige kasser af hver 100 kroner vi tjener. Samtidig med at vi må konstatere, at stadigt flere bliver svigtet af systemet.

Det gælder de syge – lange ventelister, sygesenge på hospitalsgangen, kræftsyge som ikke kan komme i behandling p.g.a. sommerferie.

Det gælder de gamle – hjemmehjælpen som kommer for lidt eller slet ikke kommer. Plejehjemspladserne, som ikke er der.

De gælder de unge – nedslidte skoler, for få undervisningstimer, for ringe indlæring.

Vi vil ikke finde os i volden, sagde Nyrup. Men Nyrup finder sig i den. Der blev lovet  stramninger, men bortset fra lidt skønmaleri blev det hele til ingenting. To af tre, der udsættes for vold, anmelder det ikke, ofte af frygt for repressalier, ikke sjældent fordi politiet fraråder det.

Vi blev lovet en ansvarlig flygtninge- og indvandrerpolitik, men i praksis er det blevet ved retorikken. Menneskesmuglere har stadig travlt. Vollsmose er stadig Vollsmose. Tvangsægteskaber er fortsat udbredt. Bander af kriminelle anden- generationsindvandrere bliver stadig flere, medlemmerne stadig yngre, overgrebene stadig mere voldelige.

Vi fik at vide, at nu skulle flere i arbejde, at nu skulle alle i arbejde – men fortsat er tæt på en milliion i den erhvervsaktive alder uden beskæftigelse. Deltidsarbejde bekæmpes. Dyre aktiveringsprojekter viser sig tit og ofte meningsløse og nytteløse.

Det skulle kunne betale sig at arbejde – men for tusinder er det snarere en udgift.

Jeg kunne blive ved. Listen er lang, nærmest uendelig, og facit er hver gang det samme:

Det er tid til forandring, tid til at tage afsked med regeringen Nyrup og alle dens medlemmer – fra Ole Stavad til Sonja Mikkelsen.

Derfor siger jeg til jer: Lad os tage arbejdstøjet på og gå ud og vinde det valg. Det valg, som kan give Danmark nye kræfter, ny tro på fremtiden, ny glæde ved at være dansker.

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen på hjemmesiden.