- Danske Taler - https://dansketaler.dk -

Anne Baastrups tale til kulturnat 2004

Ligestilling og pornoficering af det offentlige rum

Velkommen til SF’s gruppeværelse – velkommen til kulturnat i Folketinget.

Når SF på kulturnatten har valgt at ha’ et tema om ligestilling, skyldes det to forhold.

For det første, fordi SF synes, at ligestilling er vigtigt. For det andet, fordi vi har en regering, som ikke synes, det er vigtigt. Det giver jo os en ekstra forpligtelse – og den tager vi på os.

Apropos forpligtelser. Jeg mener at vi er forpligtet på hinanden – som mennesker. Men når man kaster et blik rundt på gaden eller er på kanalrundfart på TV’et, så er det ikke gensidig menneskelig forpligtethed, vi ser mest af.

Dét vi ser er reklamer, der orienterer os mod varer. Det offentlige rum er ikke frit. Vi kan ikke frabede os reklamerne. Offentlige busstoppesteder kan gøres til reklamesøjle for sprut i en reklame, der retter sig mod teenagere – men du kan få en bøde for at sætte en løbeseddel op om et politisk møde på en lygteholder! Det offentlige rum er blevet kapitaliseret – så længe du vil betale står det til rådighed.

Så længe du kan og vil betale, så står også kvinden til din rådighed. Dét er i alt fald dét budskab, som reklamerne sender. Vi er i stigende grad forpligtet på hinanden – ikke som mennesker, ikke som borgere – men som varer.

Nu har vi haft en stor debat om den litterære kanon, hvor regeringen allierede sig med de ellers så forkætrede smagsdommere. De er så kommet med en liste over danske forfattere, som alle bør stifte bekendtskab med i løbet af deres skoletid. Det er altså et spørgsmål om dannelse.

Men den primære dannelse, som vi udsættes for i dag, er ikke klassisk dannelse. Det er ikke dannelse til myndighed, dannelse til borger, dannelse til menneskelighed eller humanisme.

Nej, det er dannelsen til forbruger, der er det centrale.

Jeg køber, altså er jeg.

Jeg forbruger, altså er jeg til.

Kommercialiseringens dannelse har imidlertid en pris. Den pris betaler især unge piger. For kommercialiseringen spiller på især to forhold, for at sælge produktet. Det er udseende og det er sex. Musikvideoer og reklamer sælger sine budskaber gennem citater den i stigende grad henter fra pornoindustrien. Kravene til vores kroppe, vores udseende, vores livsstil og vores forbrug definerer et stadig mere snævert og urealistisk billede af kvinden og hendes krop. Og kravene til kvinders liv skrues vanvittigt op i disse år, hvor succeskriterierne, hvis man skal tro reklamerne, er, at vi skal have fuld gang i karrieren, vi skal have hus, mand og 2 børn – men vi skal både stå for vasketøjet, bage eftermiddagskage til børnene, signalere fuldstændigt overskud og kvalitetstid – og om aftenen, når børnene er puttet, er vi elskerinder med siliconekroppe.

Mottoet for den kommercialiserede verdens kvinder bør derfor være: Jeg kan magte alt – altid og hele tiden, ellers er jeg ikke til.

Det er temmelig store krav. Og vi ser flere og flere unge piger bukker under for de krav. De siger ja til sex – eller former for sex – som de slet ikke har lyst til. De begår i stigende grad selvmord. De udvikler i stigende grad spiseforstyrrelser. De klager over stress og et galopperende misforhold mellem de forventninger, de føler, de og deres omgivelser nærer – og det de når og formår. De har simpelthen ondt i livet.