Der står 1919 her på klokken.

Der står 1788 her udenfor på obelisken.

I 1820 blev min egen landboforening etableret i Holstebro

I 1844 blev dørene slået op til første højskole i Røddinge.

De første kreditforeninger blev etableret i 1850’erne

Og på stenen foran det første andelsmejeri i Hjedding står der 1882

Alle disse årstal er milepæle i en lang udvikling, der har dannet fundamentet for det erhverv vi har i dag. Og dermed den velstand vi har bidraget med til samfundet.

Troen på at give det enkelte menneske frihed og muligheder. Og erkendelsen af, at frihed, i sig selv, ikke skaber udvikling, hvis ikke den kombineres med faglig viden, oplysning og dannelse.

Og senere erkendelsen af at det hele krævede adgang til kapital.

Så var mulighederne skabt for at udvikle det, der af mange omtales som en af de største succeser i dansk økonomisk historie.

De, der drev udviklingen, og satte disse milepæle forstod nok ikke hvor stort det var, det de satte i gang.

Hvis vi et øjeblik forestiller os samtalen mellem bønderne ved Hjedding, da de satte sig rundt om et spisebord, efter en lang dags arbejde og drøftede muligheden for at gå sammen om at bygge et mejeri.

De har umuligt haft fantasi til at forestille sig, at det de satte i gang, var startskuddet til det mejeri som i dag ejes af 10.500 nordeuropæiske landmænd i fællesskab, har over 19.000 ansatte og sælger vare i mere 110 lande.

Man må misunde den foretagsomhed der har været gennem årene.

Som eksempel.
I Salling Landboforening blev der på generalforsamlingen i 1902 foreslået, at bestyrelsen skulle arbejde for etablering af et andelsslagteri. Og allerede året efter kunne man i beretningen læse at nu var Skive Andelsslagteri startet.

Der var så meget virkelyst, at der i tiden inden første verdenskrig blev etableret
1.168 andelsmejerier og 41 andelsslagterier.

Og det var vel og mærke helt uden medvirken fra skatteyderbetalte vækstkonsulenter og rådgivere.

Nu skal man dog ikke tro at det hele har været fred og idyl. Det har altid slået gnister når selvbevidste bønder med en ukuelig tro på egne ideer, skulle finde til enighed.

Og som om at den konkurrence man mødte ude på verdensmarkedet, ikke var nok. Så var man selv i stand til at dyrke konkurrencen med hinanden til det yderste –ja nogle tilfælde endte konkurrencen i det groteske.

Der sås eksempler, hvor der blev bygget to mejerier – i samme by. Og grunden kunne være at der var uenighed om, hvorvidt der skulle være mejeridrift om søndagen.
Jeg husker selv hvordan min far kunne tale nedsættende om nabomejeriet.

Det er vel nok i virkeligheden det mest gennemgående kendetegn ved vores erhverv.
At vi gennem tiden har været drevet af stærke selvstændige bønder. – Folk der har arbejdet målrettet på egen succes, men samtidig har formået at se en værdi i at løfte opgaver i fællesskab.

Etableringen af landbrugsrådet gik heller ikke af sig selv.

De første initiativer blev som jeg sagde tidligere taget i 1885. og her forsøgte Landhusholdnings-selskabet at fastholde deres position.

Bøndernes evne til at organisere sig både erhvervsmæssigt og politisk havde en helt fantastisk konsekvens.

Udviklingen i produktionen og eksporten taler deres tydelige sprog. Men det medførte også at bøndernes politiske indflydelse gjorde sig gældende i folketinget. Og det er bemærkelsesværdigt at Venstre fik absolut flertal i Folketinget kort efter dannelsen i 1870.

Gang på gang fik landbrugsrådet også indflydelse på store politiske beslutninger.
Mange eksempler kan nævnes. For eksempel Kanslergadeforliget fra 1933. Og de eksportaftaler og støtteordninger, der blev forhandlet på plads mens man ventede på at komme med i EF.

Min egen første oplevelse med landbrugets organisationsverden går nok ret præcist 50 år tilbage.

[Sagt med et stort smil og et blik udover forsamlingen]

Her husker jeg hvordan min far kom hjem fra møder i de Jyske landboforeninger, rasende over hvordan de landmænd – der tillod sig at have en anden mening- blev sat på plads af Anders Andersen.

Her jeg må jo nok også indrømme, at jeg nogle gange i et kort øjeblik kan ønske mig tilbage til de gode gamle dage, hvor der var plads til at formanden satte kritikere på plads. – I modsætning til i dag, hvor enhver kritik jo skal mødes med pædagogisk omfavnelse.

Den strukturudvikling vores andelsvirksomheder har gennemlevet, har krævet uendelige diskussioner og til tider benhårde kampe.

Men resultatet er at vi i dag har den mest moderne struktur. Både blandt vores virksomheder og vores organisation Landbrug & Fødevare.

Der er uendelig mange mennesker i den rejse vi har været igennem, der fortjener stor anerkendelse for deres mod og handlekraft. Det gælder ikke mindst de der sikrede at Landbrug & Fødevarer for 10 år siden blev en realitet.

Vi har i dag en yderst velfungerende organisation som misundes af landmænd over hele verden.

Og så er møderne i bestyrelsen da også blevet lidt mere strukturerede i tidens løb.

[Sagt med et stort smil og et blik udover forsamlingen]

En af mine oplevelser som medlem af Landbrugsraadet var med Peter Gæmelke som præsident.
Her husker jeg det sådan, at når Peter kom med et oplæg til en sag, så skulle viceformanden bagefter sikre sig, at sagen nu også var fuldt belyst. Derfor tog vicepræsident Claudi Lassen ordet.
Og når vicepræsidenten havde taget ordet, så tog husmandsformand Peder Thomsen også ordet, for at sikre at hans vinkel også indgik i sagens belysning.
Og når så husmandsformand Peder Thomsen havde haft ordet, så følte Pelsformand, Erik Ugilt, sig kaldet til også at give sit besyv med.
Og så kunne forhandlingerne endelig begynde.

En læsning af de gamle referater vil være en underholdende oplevelse.

Der er sagt meget på de rådsmøder.

Eksempelvis på et tidspunkt hvor der under et af de uttalige diskussioner af EU’s landbrugsstøtte blev sagt med fast stemme:

”Jeg kan godt gå ind for en reduktion af EU-tilskuddet. Men det skal være mod fuld kompensation”

Den arv vi alle har modtaget – i kraft af at blive tilbudt medlemskab i stærke
andelsforeninger og velfungerende organisationer – har en værdi som kun få helt forstår!

Vi bærer alle et ansvar for at det ikke i tilstrækkeligt omfang bliver værdsat.
Og vi har et stort ansvar for at sikre en større påskønnelse af det tidligere generationer har overladt os.

Er vi selv bevidste om værdien af det vi har fået?
Er vi selv parate til at vedligeholde den arv vi har modtaget?
Eller er vi bare blevet en del af den almindelige udvikling i samfundet, hvor den gennemgående spørgsmål er ”what’s in it for me?”

Ville eftertiden vurdere os som en generation af spredere?

Er den tid ovre, hvor vi er parate til at investere i fællesskabet – uden at være helt sikker på at få enhver en krone tilbage i form af kontanter – den dag vi forlader det.

Hvis vi ser tilbage på de 100 år der er gået – og også tiden før – så er det et kendetegn at den udvikling der er sket i landbruget er sket i et tæt samspil med resten af samfundet.

Da samfundet efter 1864 proklamerede; Hvad der udad er tabt, skal indad vindes. – Så brød vi heden, drænede markerne, og rettede vandløbene ud.

Da kornpriserne faldt, producerede vi smør, bacon og æg.

Da samfundet efter medlemskabet af EF i 72 ønskede øget landbrugsproduktion. Så leverede vi.

Og når samfundet nu ønsker bæredygtighed og biodiversitet, så leverer vi.

Historien giver os utallige eksempler på en fantastisk forandringsvilje blandt danske landmænd.

Men historien viser også at der altid har været kloge folk, som har ment at nu lakkede Danmarks tid som landbrugsland mod enden.

Den daværende førende økonom, professor og i en periode finansminister William Scharling gav i 1883 et foredrag i Nationaløkonomisk forening, sagde han:

”Vi maa under alle omstændigheder være forberedte paa, at Danmark næppe vil gaa ind i det næste Aarhundrede som et korn-udførende land…. At der til den Tid skulde blive en forøget Udførsel af de øvrige Landbrugsprodukter, maa efter det foran Paaviste anses for lidt sansynligt;

Det var samtidig ikke sandsynligt: ”at den større Menneskemængde vil behøve saa meget større Mængder paa kjød, Smør og andre Fødevarer”

Og at eksporten derfor ville falde.

Den påstand holdt ikke stik.
I stedet fik vi, i den sidste del af 1800-tallet udviklet både andelsbevægelsen og en voksende eksport af især smør, bacon og æg til England.

Det blev en af de største succeser i dansk økonomisk historie

Når man ser tilbage på professorens forudsigelser, så komme jeg til at tænke på et Grundtvig citat:

”og solen står med bonden op, slet ikke med de lærde”

Et andet kendetegn for os der er i landbruget, er at det ikke bare en beskæftigelse og et erhverv. Det er vores liv.
Derfor reagerer vi på samme måde hvis nogen kritiserer os, som hvis nogen kritiserer vores børn.

Jeg tilhører dem der synes at vi skal bruge enhver lejlighed til at vende den skepsis vi mødes af til noget positivt. Og sige at det i virkeligheden er en anerkendelse af at vi virkelig betyder noget for vores land. Derfor føler alle sig også berettiget til at mene noget om os.

Og vores højskole tradition gør at alle landmænd elsker en god debat, med både dem man er enige med og dem man er uenige med.

At den kultur desværre er i forfald hos nogle af vores unge, konstaterede jeg da jeg mødte formanden for Veganerpartiet på folkemødet.

– Det han præsterede, var som Asger Krogsgaard udtalte: ”Sølle”

Når vi ser tilbage, så må vi konstatere, at landbruget i høj grad har bidraget til den velstand vi har i dag.
Vores rolle som organisation har altid været at sikre en balance mellem landmandens og samfundets interesser.
Og den opgave er jeg sikker på også vil bestå i de næste 100 år.
De værdier vores organisation og erhverv bygger på, er der fortsat hårdt brug for i det moderne samfund.
Og vi skylder dem der kommer efter os, at vi fortsat kæmper for det vi har fået i arv.

Så der er alt mulig grund til at vi aftaler med hinanden at vi vil fortsætte kampen.
Men også at vi fortsætter kampen blandt os selv.

Eller som Kaalund engang skrev:
”Kamp må der til, skal livet gro.”

Tak for ordet.