Niels Hjølund Pedersens translokationstale 2020

Taler

Niels Hjølund Pedersen Rektor for Nærum Gymnasium

Sted

Nærum Gymnasium

Dato

26/06/2020

Omstændigheder

På grund af COVID-19 blev translokationen afholdt klassevist på skolen, hvor talen blev vist på video.

Kilde

www.sn.dk

Korrekturlæst

Ja

Kære studenter, kære familier. I år får I dimissionstalen på en lidt anderledes måde, nemlig i form af denne videotale. Men helt som traditionen tilsiger på NAG, så taler jeg direkte til jer studenter – I er dagens absolutte hovedpersoner.

Først og fremmest: hjerteligt tillykke med jeres studentereksamen. I dag er en festdag, der markerer og fejrer, at I er flyvefærdige studenter på vej ud i livet. Jeg så jer komme ind ad NAG-svingdørene for næsten tre år siden. I var lidt overvældede, nogle nervøst højttalende, andre stille eller bare lidt fjerne i tanke og blik. Nu går I så rundt med jeres huer og med al jeres mod og energi og ser så gennemført livsbekræftende ud.

Jeg ville jo gerne tale til jer i timevis. Så vær I glade for, at det her videoformat gør, at jeg i endnu højere grad end normalt må fatte mig i en vis korthed. Jeg vil – relativt kortfattet – tale til jer om 2 temaer. Det ene tema er “dannelse”, og det andet tema kredser om “fart og vækst” over for “langsomhed og ro”.

Dannelse

Jeg begynder med dannelsen. Den amerikanske forfatter og journalist David Brooks skrev tidligere i år en artikel i New York Times med titlen “This Is How Scandinavia Got Great”. Det er en knivskarp lille artikel. Afsættet for Brooks er, at han fra USA ser med misundelse på de velfungerende nordiske samfund. Han ser på Danmark og ser et økonomisk velstående og produktivt samfund med stor social lighed, tårnhøj gensidig tillid; befolket af langt over gennemsnitligt lykkelige mennesker. Hvordan kan det være, spørger Brooks sig. Hvordan er Danmark blevet til sådan et land?

Nøgleforklaringen er ifølge Brooks vores måde at uddanne på. I Danmark har vi nemlig fokus på dannelse. Danmarks rigdom og lykke kommer gennem en mere end 100-årig lang insisteren på dannelse i uddannelsessystemet. I formålsparagraffen for STX, jeres almene studentereksamen, hedder det netop, at gymnasiets formål er dels studieforberedende, dels alment dannende.

Og hvad er dannelse så? Ja, det er ikke så nemt at definere i få ord. Dannelse er en social, intellektuel, følelsesmæssig proces, hvor man som individ modnes til at forstå sig selv og sin omverden gennem en lang række perspektiver. Man dannes til at blive sig selv og samtidig til at se dette selv i en kompleks sammenhæng, både socialt, kulturelt og historisk.

Den personlige dannelse italesætter filosoffen Nietzsche som et spørgsmål om: “Wie man wird, was man ist”. Altså er dannelsesprocessen et spørgsmål om at blive, den man er. Man går fra at være et lille barn, der blindt adlyder sine forældre, til at blive et selvberoende individ, der i en vekselvirkning med den omgivende verden dannes. I dannes som unge meget i samspil med jeres kammerater, gruppen af andre unge. Det har jeg jo set hver dag i tre år her på NAG. Men lige om lidt rejser I ud i verden, enten til andre lande eller til andre uddannelser. I udvider jeres dannelsesfundament til at være meget andet end jeres barndomshjem, Nærum Gymnasium og omegn.

I artiklen fra New York Times lægger Brooks netop vægt på, at dannelse ikke kun er at kunne se sig selv, men netop at kunne se sig selv i en sammenhæng.

Derfor er det sociale og relationerne så vigtigt. Det er kendt, at det aldrig er karrierens højdepunkter eller skinnede biler og huse, de døende tænker på, når de ligger på dødslejet. De tænker på relationer, venskaber og kærlighedsforhold. Husk det, kære studenter. Det er banalt, men sådan er sandheden ofte.

Der var én gang i den forgangne coronaperiode, hvor jeg fik ondt i maven. Og det handlede netop om relationer mellem mennesker. Jeg ved, at jeg ikke var den eneste, der blev ramt. Svend Brinkmann skrev fx en klumme i Politiken om netop det. Jeg fik ondt i maven, da statsminister Mette Frederiksen på et af de store pressemøder sagde, at vi i forlængelse af coronaperioden, “måske for altid”, sagde statsministeren, skulle vænne os til at være sammen på nye måder. For mig var det det allermest skræmmende perspektiv i hele denne coronakrise.

Hvorfor? Fordi statsministeren italesatte, at vi måske for evigt skulle leve med det filter, at de andre mennesker er potentielt farlige for mig – og at jeg er farlig for dem. Det er en uudholdelig tanke. Med den amputeres nemlig dannelsens ene ben, det sociale ben. Og heldigvis tror jeg nu ikke længere på, at statsministerens ord bliver til virkelighed. De er virkelige lige nu, vi skal have helt styr på den her coronasituation, men det får vi. Lige nu skal vi passe på. MEN menneskeheden har historisk set overvundet kæmpe kriser. Og vi overvinder også denne.

Det sociale, samtalen mellem mennesker, familierelationerne, venskaber og kærligheden er det menneskelige fundament. Som den danske filosof K.E. Løgstrup har sagt, så har vi aldrig med et andet menneske at gøre uden at holde noget af det menneskes liv i vores hænder. Svend Brinkmann slutter sin klumme med at skrive: “Hånden kan overføre smitte, men den kan også redde liv”. Brug jeres hænder godt, kære studenter. Jeg ved, at I kan.

Fart og vækst/Langsomhed og ro

Det andet og afsluttende tema er “fart og vækst” over for “langsomhed og ro.”

Kære NAG-studenter. Ved I, hvorfor jeg har et gennemført meningsfuldt job? Det har jeg pga. jer. Nogle gange, så laver I selvfølgelig underlige ting og skaber ustyrligt liv i gaden, men I er altså grunden til, at jeg befinder mig i den her branche. Fordi: I er unge, dynamiske og har fart på. I vil vokse. Og sådan skal det være. I skal som ungdom repræsentere det nye, væksten, I vokser hver dag, I er katalysatoren og kraften, der får verden ud over stepperne.

Den forventning er der til jer, den forventning har I selv, kære studenter. I skal frem over isen, I er det nye. MEN I skal også huske af og til at sætte farten ned. Nogle gange bliver jagten på det nye, den næste kæreste, det næste job, den næste bar en flugt. Også det ved I godt. Den eminente norske digter Thomas Espedal har skrevet sådan her:

“Det er ingen sag at rejse, se nye steder, vanskeligere er det at gå den samme rute hver dag, se de samme steder, på en ny måde, måske, men alligevel, de samme gader, de samme huse, for at finde en ny tanke, en helt ny måde at være den samme på”.

Det er en del af dannelsesopgaven. At tåle gentagelsen er en del af det dannede og dybe liv. Derfor vil jeg også slutte med at give jer et skud ro og langsomhed. Vi må ikke frygte den ro, der fx ligger i gentagelsen.

Den danske forfatter Knud Romer gav for et par år siden et interview, som handlede om at finde ro. Hans pointe er, at den nemme tilgang til livet er den evige jagt på det næste nye fiks – det svære er at finde roen. I den anledning fremførte han et lille digt, som jeg nu vil give til jer – det handler om træer:

“Træerne har kæmpe rødder, som holder jorden fast. De står på deres grønne fødder og løfter deres last. Det kræver ikke mange kræfter, men bare meget ro. Og modet til at lytte efter, stå stille nok og gro.”

Afslutning 

Nogle gange skal man miste noget for at finde ud af, hvad der er virkelig vigtigt her i livet. Under coronakrisen mistede vi først og fremmest muligheder for at leve livet, vi mistede for en stund det sociale og friheden. Det kunne vi tydeligt mærke. I, kære studenter, mistede noget, nogle stumper af jeres NAG-tid blev anderledes, end vi havde regnet med. I mister også Roskildefestival i år, MEN I vinder en vigtig indsigt. Indsigten i, at frihed, det sociale og at leve livet i fulde drag er helt fundamentalt for mennesket. Som Peter Sommer synger i en sang: “Jeg er ikke bange for at dø, men for at leve for lidt”.

Og om lidt så skal der leves, kære studenter. I skal naturligvis stadig passe på hinanden og jeres omgivelser i relation til corona. Men I skal også nyde det og leve. Nyde og leve på jeres vogntur om lidt og til de kommende dages festligheder. Og hvem er bedre til finurligt og præcist at sparke gang i festen end Benny Andersen. Mine afsluttende ord til NAG’s studenter skal traditionen tro være et citat fra hans digt Morgenhymne. Det lyder:

“Thi kendes for ret: Du er dømt til at leve – Du må ikke kassere din skæbne – tværtimod tage den på dig – Fyld den ud som din hud – Bid livet i låret – Find fremtiden frem – Rut med planer og visdomsord – for i dag skal der søreme leves!

Mange gange tillykke med jeres studentereksamen. Held og lykke. Grib livet og pas rigtig godt på jer selv og hinanden. Hermed dimitterer jeg årets NAG-studenter 2020 …

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen på hjemmesiden.