Skip to content

Bendt Bendtsens tale ved Capgeminid konference

Om

Taler

Bendt Bendtsen
Økonomi- og Erhvervsminister

Dato

Sted

København

Tale

Indledning 
Godmorgen! Tak for invitationen til at åbne Cap Geminis konference om offentlig-private partnerskaber. Det er et aktuelt emne. Som I ved offentliggjorde regeringen i januar "Handlingsplan for Offentlig-Private Partnerskaber".
For regeringen er det vigtigt at videreudvikle vores levestandard og bevare det danske velfærdssamfund.
Her vil et stærkt erhvervsliv og en mere effektiv offentlig sektor være afgørende. Offentlige-private partnerskaber – eller OPP – handler om begge dele.
1. Offentlige private partnerskaber – et frugtbart samarbejde
Den offentlige forvaltning er i for høj en grad præget af en "gør det selv- kultur". Jeg mener ikke, det offentlige kan være ekspert i alt – lige fra snerydning til socialpædagogiske tilbud. Det offentlige skal i stedet blive bedre til at bruge de kompetencer, der findes i hele samfundet.
Her kan det offentlige system lære en del af det private. Erhvervslivet har en række kompetencer, den offentlig sektor med fordel kan bruge. En bedre arbejdsdeling kan give innovation, øget kvalitet og en effektiv brug af ressourcerne.
For eksempel har Københavns Kommune udliciteret deres IT. Resultat: en besparelse på 300 millioner kroner. Samtidig har kommunen fået en IT-partner, der leverer bedre kvalitet og større sikkerhed.
Det offentlige kan blive meget bedre til at inddrage og udnytte de private kompetencer. Vi skal have et bedre offentligt-privat samarbejde.
Offentlig-privat samarbejde kan foregå på mange forskellige måder. Blandt andet fritvalgsordninger og udlicitering. Men traditionel udlicitering er ikke altid det rigtige instrument til at sikre den bedste opgaveløsning. på områder med komplekse opgaver tyder internationale erfaringer på, at partnerskaber og nye samarbejdsformer er vejen frem.
OffentligPrivate Partnerskaber er rammen om den ny måde at tænke på. Det kan ses som en særlig form for udbud, der i høj grad bygger på en helhedsvurdering. Gennem samarbejde kobles de offentlig og private kompetencer sammen i hele processen. Lige fra finansiering og etablering – til drift og vedligeholdelse.
Det handler om, at alle parter tager ansvar for de opgaver, som de er bedst til. I OPP-projekter fokuserer den offentlige partner for eksempel på mål og succeskriterier. Det betyder, at de definerer kravene til for eksempel kvalitet, service og tilgængelighed – i stedet for at bestemme hvordan den private partner konkret bør løse opgaven.
Samarbejde og ansvarsfordeling giver bedre projektplanlægning og bedre overblik over risikoen og omkostningerne. Samtidig bygges der bro over eventuelle modsatrettede interesser og forventninger. De private og offentlige partnere trækker på samme hammel.
Et vigtigt instrument i OPP-projekter ligger i finansieringen. Den private part har selv penge på spil og får for eksempel betaling alt efter, om målene og succeskriterier nås. Jo større succes – jo flere mere tjener man. Det er til at forstå.
Lad mig nævne et "skoleeksempel" fra Finland. Her har man gode erfaringer med skole projekter. I stedet for blot at sætte nogle til at bygge skolen, som det offentlige så skal drive, arrangerede man opgaven i et OPP-projekt. Det betød, at det offentlige kunne fokusere sin indsats der de er bedst, nemlig undervisningen.
En privat virksomhed stod for projektplanlægning og byggeriet af skolen. En anden har i dag ansvaret for IT-systemerne og pedelopgaverne. Og en tredje driver skolens cafeteriaer, reception og svømmehal.
2. Internationale erfaringer med Offentlig Private Partnerskaber
Der er gode internationale erfaringer med at bruge OPP-projekter. Gode erfaringer med et frugtbart samarbejde mellem arkitekter, entreprenører, servicevirksomheder og offentlige myndigheder. Gode erfaringer med større projekter med lang løbetid.
England er det land med størst erfaring på området. Her er OPP anvendt på en bred vifte af opgaver. Resultaterne er tankevækkende. Man har målt en gennemsnitlig effektivisering på 17 % ved at bruge OPP.
Tallene fra den engelske rigsrevision viser, at 70 % af de almindelige byggeprojekter overskrider tidsplanen og budgettet. Samtidig leveres 80 % OPP-projekter til tiden. Vel at mærke uden overskridelser i budgettet.
Der er altså mange gode erfaringer med OPP. Men vi skal ikke være blåøjede. OPP er ikke et mål i sig selv. OPP skal bruges, der hvor det fremmer kvalitet, effektivitet, innovation og professionalisme. Dårlige projekter bliver ikke gode, fordi de bliver OPP-projekter.
OPP skal ikke anvendes til finansiel spekulation eller som penge maskine. Det offentlige skal ikke vælge OPP, fordi det giver mulighed for at udskyde betalingerne for investeringer i nye skoler, svømmehaler, veje, hospitaler.
Bliver det motivationen øges risikoen for en dårlig arbejdsdeling mellem offentlig og privat. Det giver kun dyrere løsninger på længere sigt. Det offentlige har ansvar for, at fremtidens skatteborgere ikke kommer til at bære byrden af investeringer foretaget i dag.
3. Med handlingsplanen for OPP – går Danmark i gang 
Men der er mange gode grunde til at prøve OPP, og vi kan lære meget af de udenlandske erfaringer. Jeg ser meget gerne, at vi snart får konkrete danske erfaringer med offentlig-private partnerskaber.
Vi må gå fornuftigt til værks, når vi prøver OPP i Danmark. Det er vigtigt, at vi udvikler OPP, så det passer til de danske forhold. Derfor kom regeringen i januar med Handlingsplan for OffentligPrivate Partnerskaber med 10 initiativer, som skal hjælpe processen på vej.
Vi vil blandt andet teste om konkrete projekter bør iværksættes som OPP-projekter. Det drejer sig blandt andet om et nyt fængsel og en række af vejprojekterne.
Hver gang et nyt større statsligt anlægsprojekt skal i gang, skal vi undersøge om det egner sig til et OPP-projekt. Og der bliver etableret to puljer på trafik- og bygge-/boligområdet. De skal være med til at dække de ekstraomkostninger, der er i læringsfasen.
Det er vigtigt, at vi samler erfaringerne op. Derfor skal der udarbejdes standardkontrakter og OPP-vejledninger. De skal hjælpe projekter i gang – hurtigere og billigere.
Derudover skal vi lave en rammeaftale med OPP-kyndige rådgivere og konsulenter. Det skal give staten og kommunerne mulighed for at købe professionel OPP-rådgivning til en mere fordelagtig pris.
Afslutning 
Som I kan høre, er regeringen godt i gang med arbejdet. Vi ønsker en bedre og billigere offentlige sektor. OPP er en af vejene. Men vi får ikke en bedre offentlig-privat arbejdsdeling fra den ene dag til den anden. Men jeg forventer, at erhvervslivet vil tage sin del af ansvaret for at hjælpe de nye samarbejdsformer på vej. Cap Geminis konference i dag vidner om, at den private sektor tager ansvaret alvorligt. Det glæder mig.
En vigtig ting for OPP's fremgang er dialogen mellem offentlige myndigheder og private virksomheder. Og dialog, er der rig mulighed for i dag. Jeg håber, I alle får en spændende og lærerig dag.
Tak for ordet.

Kilde

Kilde

www.oem.dk

Kildetype

Dokumentation på online medie

Ophavsret

Tags

Relateret