Frank Jensens tale ved 800-års jubilæet for Dannebrog

Taler

Frank Jensen Overborgmester

Emneord

Festtale

Sted

Rådhushallen

Dato

15/06/2019

Kilde

Originalt manuskript

Intro

Deres Kongelige Højheder Prins Joachim og Prinsesse Marie,

Kære Statsminister,

Kære Excellencer,

Og kære, kære borgere i København og gæster

Velkommen til Københavns Rådhus!

Det er en meget stor glæde og ære, at være vært for fejringen af Dannebrogs ottehundrede års fødselsdag. 

Normalt når vi har fødselsdag i min familie,

Så hejser vi Dannebrog i haven, og sætter flag på bordet.

Men jeg har grublet lidt over,

Hvad man egentligt gør, når nu det er flaget selv, der har fødselsdag?

Jeg kan sige så meget, at Dannebrog i hvert fald ikke har udsigt til en fridag i dag.

Tværtimod vejrer det i flagstænger over hele landet.

Det er et smukt syn. 

Og jeg vil fortælle om den glæde, jeg føler, når jeg ser flaget. 

Dannebrog er smukkest, når det samler

For mig står Dannebrog som det fornemste symbol på fællesskab for os borgere i Danmark.

Og for mig er Dannebrog smukkest, når vi bruger det i sammenhænge, der samler os.

Det stærke fællesskab, der kendetegn det danske samfund, hænger også sammen med vores fælles historie og vores stærke kultur. 

Et fællesskab, hvor vi alle er lige under landets fane. 

Ung som gammel, høj som lav. 

Men også uanset, om man har heddet Jensen, Poulsen eller Thomsen i ti generationer.

Eller der er tale om nyere danskere.

Som måske lige har stemt for første gang.

Dannebrog er vores alle sammens flag.

Sammenhold, fællesskab og stolthed

Det repræsenterer sammenhold, 

Det repræsenterer fællesskab,

Og det repræsenterer en grundlæggende glæde og stolthed ved at være dansker.

Som når vi maler Dannebrog på kinderne, og tager en kikset rød-hvid klaphat på hovedet, 

og rejser verden rundt for at bakke op om vores landshold i tykt og tyndt.

Så er Dannebrog smukkes!

For når vi fejrer vinderne her på Rådhuspladsen, når det endelig, endelig lykkedes at vinde,

som tusindvis gjorde med Håndboldherrerne i den bidende januar-kulde. 

Og to millioner gjorde foran fjernsynet. 

Så er sejren ikke bare håndboldherrernes, men alle danskernes. 

Pas på fællesskabet i Danmark

Vi er heldige, at vi har sådan et smukt flag.

Og vi skal blive ved med at passe på det,

Det gør vi ved at værne om det fællesskab og det sammenhold, Dannebrog repræsenterer. 

Det er den opgave og det ansvar, vi har som borgere og politikere i Danmark.

Og her på ryggen af en nyligt overstået, historisk lang valgkamp – med hele to valghandlinger

Ja, der synes jeg faktisk godt, at vi kan være stolte af vores demokrati og fællesskab.

Stemmeprocenten har været høj. Debatten har været levende. Alle synspunkter har haft mulighed for at komme orde.

Den politiske samtale lever og har det godt i vores land.

Afslutning – København og Dannebrog

Afslutningsvis vil jeg sige:

Tusinde tak til Danmarks-Samfundet og til Landsformand Erik Fage-Pedersen.

For at arrangere denne store fejring af Dannebrog.

Når nu vi har samtlige af Danmarks flag- entusiaster her i Rådhushallen. 

Er der måske er nogen, der har studset over, at vi flager med splitflag på Rådhuset.

Selvom flagreglerne siger, at splitflaget kun er for Kongehuset, forsvaret og staten.

Det er der ikke en fejl – og det er der faktisk en god forklaring på. 

Borgerne i København har nemlig fortjent retten til at hænge splitflaget på deres rådhus. 

Københavnerne slog svenskerne tilbage under Stormen På København i isvinteren i 1659.

Svenskerne havde taget opstilling på Valby Bakke og på Brønshøj.

De ville storme byen med deres mænd og kavaleri, mens voldgraven var frosset til. 

Men efter hårde kampe, blev de slået tilbage – først ved Christianshavn og Vestervold, som nu hedder Stormgade. 

Og senere ved Vesterport og Østerport, hvor svenskerne led massive tab. 

Som tak gav Kong Frederik III byen én million rigsdaler og en række privilegier. 

Lukrative skattefordele. Adgang til Rigsrådet. Jordrettigheder og særlig fine æresposter til det københavnske borgerskab. 

Alt det har vi mistet siden da. Desværre!

Men vi fik også lov til at bruge splitflaget. 

Og det har vi gjort med stolthed siden da!

Til slut vil jeg ønske jer alle rigtig dejlig dag!

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen på hjemmesiden.